Kræft i skamlæberne (Cancer i skamlæberne, Cancer vulvae) Artikel


Definition og årsager

Kræft i skamlæberne er en uhæmmet vækst af de celler, der dækker skamlæberne (slimhinden).

Der ses 60-70 nye tilfælde hvert år, og de er langt hyppigst hos kvinder over 60 år. Hvis sygdommen opstår hos yngre kvinder, vil de være opstået i celler, som udgør noget af det kirtelvæv, der sidder ved indgangen til skeden.

Symptomer på kræft i skamlæberne

Symptomerne på kræft i skamlæberne omfatter:

  • Kløe.
  • Blødninger og sår der ikke vil hele.
  • Udflåd.
  • Knude på skamlæben eller i området omkring klitoris.

Hvis kvinden oplever nogle af disse symptomer, skal hun kontakte sin læge.

Forholdsregler og diagnose

Diagnosen stilles ved gynækologisk undersøgelse , og der foretages en biopsi (vævsprøve), der vil give diagnosen. I nogle tilfælde vil lymfeknuderne i lysken også være hævede.

Behandling af kræft i skamlæberne

Behandlingen af kræft i skamlæberne afhænger af, hvor fremskredent et stadium den er i. Meget lokale forandringer kan fjernes ved kun at bortoperere knuden, mens fremskredne stadier kræver mere omfattende kirurgi (fjernelse af venusbjerg, klitoris, skamlæber og lymfeknuder i lysken).

Forløb og komplikationer

Hvis kræften opdages i god tid, er prognosen god. Desværre negligeres symptomerne ofte af kvinden pga. blufærdighed, og den opdages derfor sent. Det er derfor vigtigt, at man kontakter sin læge ved ovenstående symptomer.