Definition og årsager
Leukæmi er en fællesbetegnelse for en række sygdomme, som involverer knoglemarven og blodet. Principielt karakteriseres leukæmi som en gruppe af maligne (ondartede) sygdomme med øget dannelse af blodceller eller forstadier til disse. Typisk er der sket en fejl i modnings-processen af blodcellerne og der sker en overproduktion af én type celler (leukæmicellen), som ophober sig i blod og knoglemarv.
Årsagen til leukæmi er principielt, at man har erhvervet sig nogle fejl på kromosomerne . Det resulterer i, at leukæmicellen deler sig ukontrolleret og ikke respekterer sine omgivelser. På den måde bliver dannelsen af de blodceller, som fungerer normalt, undertrykt, hvilket resulterer i, at man ophober den syge leukæmicelle samt har nedsat antal af de normale blodceller.
Baggrunden for de erhvervede fejl i kromosomerne er i reglen ukendt, men stråling, kemikalier og miljøfaktorer kan have en betydelig rolle.
Der findes 4 hovedtyper af leukæmi, hvor der skelnes mellem kroniske og pludseligt opståede (akutte) sygdomme:
- Akut myeloid leukæmi (AML).
- Kronisk myeloid leukæmi (CML).
- Akut lymfocytær leukæmi (ALL).
- Kronisk lymfocytær leukæmi (CLL).
Symptomer
Da der er mangel på de normale celler: Leukocytter (hvide blodlegemer), erytrocytter (røde blodlegmer ) og trombocytter (blodplader) (se generelt om blodet ), vil de typiske symptomer være:
- Tegn på anæmi (blodmangel) såsom bleghed, træthed og svimmelhed.
- Infektionstegn som feber og utilpashed.
- Tendens til blødning pga. trombocytopeni (blodplademangel) som f.eks. næseblod og mange blå mærker.
- Vægttab og nedsat appetit.
Forholdsregler og diagnose
Har man ovenstående symptomer, skal man søge læge. Ud fra blodprøver og knoglemarvsundersøgelse kan man ofte stille diagnosen.
Behandling og forløb
Se under de specifikke afsnit om sygdommene.