Lusekur - Behandling af lus med lusemiddel Artikel

En lusekur med lusemiddel skal altid foretages meget omhyggeligt. Afslut altid med at kæmme håret, for at sikre at lusene er væk.

Når man bruger lusemidler bør man altid undersøge sit barn efter behandlingen for evt. levende lus. Der er forskellige slags lusemidler til behandling, når man har fået lus. Behandlingen med lusemidler skal foretages meget omhyggeligt og skal også - altid - efterfølges af kæmning af håret. De tidligere giftbaserede produkter, som kunne medføre resistens hos lusene, er erstattet af nye olie - eller silikonebaserede midler.

Behandling med lusemidler

Der findes forskellige lusemidler på markedet, som bygger på planteolier eller silikoneolier. Disse lusemidlerne er ikke lægemidler, med hører ind under medicinsk udstyr og skal have et CE mærke, for at være godkendt i Danmark. Nogle midler er veldokumenterede og andre er ikke.

Midlerne kvæler lusene

Grundprincippet i disse produkter er at indkapsle lusene og dække deres åndehuller til, så de ikke er i stand til at udskille overskydende vand fra blodsugningen. Tarmen ødelægges, så lusene dør

Genbehandling

Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Skadedyrslaboratoriet anbefaler, at man altid genbehandler efter 8 dage. Dog er der enkelte produkter hvor genbehandling ikke er nødvendigt. Spørg på apoteket for yderligere rådgivning.

Skift lusemiddel hvis lusene ikke dør

Hvis man ikke har haft god effekt af ét middel skiftes til et andet, men det er vigtigt, at man gør det klart for sig selv, om man har udført behandlingen meget nøjagtigt og i forbindelse med behandling frarådes brug af balsam både før og efter, for at det aktive stof ikke bliver uvirksomt.

Efter behandling er slut

Efter behandlingen, uanset hvilken man vælger, anbefales det altid at kæmme barnet fortsat de kommende uger. Man kan godt blive smittet igen, det er desværre ikke sådan, at man er blevet immuniseret, når man har været ramt én gang. Desuden er det nogle gange sådan, at det ofte er det samme barn, som bliver ramt igen og igen. Specielt for de familier kan det være ret irriterende.

Læs også om fladlus