Lysbehandling af psoriasis Artikel

Solens ultraviolette stråler har en gavnlig effekt på psoriasispatienter. Lys- og strålebehandling gives typisk til patienter med moderat til svær psoriasis, hvor sygdommen dækker et større hudområde. Man benytter sig af følgende lysbehandlingsformer: UVB, PUVA og Bucky

Solens ultraviolette stråler har en gavnlig effekt på psoriasispatienter. Lys- og strålebehandling gives typisk til patienter med moderat til svær psoriasis, hvor sygdommen dækker et større hudområde. Man benytter sig af følgende lysbehandlingsformer: UVB og PUVA. Desuden kan man bestråle huden med Bucky (bløde røntgenstråler).

UVB lysbehandling

Behandlingen med UVB-lys (ultraviolet lys type B) foregår i en speciel kabine, der minder om et solarium, hvor lysrørene afgiver samme lys som solens UVB-lys. Behandlingen foregår hos en hudlæge og tager kun nogle få minutter. Man modtager behandling 2-4 gange om ugen. Er du medlem af Danmarks Psoriasis Forening kan du leje et UVB-apparat gennem din lokalafdeling og behandle dig selv hjemme efter kyndig vejledning.

UVB lysbehandling kan give solskoldning, hurtig ældning af huden og øget risiko for hudkræft.

UVB lysbehandling kan kombineres med både lokalbehandling og systemisk psoriasisbehandling (pånær ciclosporin).

PUVA

PUVA anvendes kun i svære tilfælde af psoriasis. Behandlingen består af psoralen (P) og UVA-lys (ultraviolet lys type A). UVA-lys er den type som findes i solarier. Psoralen er et stof, som øger hudens lysfølsomhed. Man tager den enten som tabletter få timer inden solariebehandlingen eller ligger i et bad hvor vandet er tilsat psoralen umiddelbart inden lysbehandlingen. Tyve til tredive behandlinger er som regel tilstrækkeligt. Man skal beskytte sig mod sollys på behandlingsdagen og gå med beskyttelsesbriller da øjnene bliver meget lysfølsomme. Under hele behandlingsforløbet bør man ikke solbade

Psoralen kan give kvalme og hovedpine. I sjældne tilfælde kan man også få forhøjede levertal. Børn, gravide og ammende kvinde må ikke modtage denne lysbehandling.

PUVA kan give solskoldning, hurtig ældning af huden og øget risiko for hudkræft.

Bucky

Bucky-stråler er bløde røntgenstråler, som kun trænger få millimeter ind i huden. Bucky-stråler anvendes i dag sjældent, f.eks. hvis lokalbehandling ikke har givet det ønskede resultat. Behandlingen må kun gives i et begrænset omfang f. eks 1 gang om ugen i 3-6 uger.

Bucky ståler kan give pigmentfejl, tynd hud og i sjældne tilfælde kan man udvikle hudkræft