Modermærkekræft (Malignt melanom) Artikel

Modermærkekræft (Malignt Melanom)er blevet den hyppigste kræftform blandt unge kvinder mellem 15-34 år. Dermed har den alvorlige modermærkekræft overhalet livmoderhalskræft. Kræft i huden (modermærkekræft og almindelig hudkræft) skyldes solens og solariernes UV-stråling. Modermærkekræft er den hastigst stigende kræftform i Danmark.

Modermærkekræft (Malignt Melanom)er blevet den hyppigste kræftform blandt unge kvinder mellem 15-34 år. Dermed har den alvorlige modermærkekræft overhalet livmoderhalskræft. Kræft i huden (modermærkekræft og almindelig hudkræft) skyldes solens og solariernes UV-stråling. Modermærkekræft er den hastigst stigende kræftform i Danmark.

Definition og årsager

Hudkræft består af pladeepitelcancer og basalcellecancer , som tilsammen kaldes non-melanom hudkræft (i daglig tale "hudkræft"), og malignt melanom (modermærkekræft). Malignt melanom er den alvorligste af de tre, idet den vokser hurtigt og har stor tendens til metastasering (spredning til andre dele af kroppen).

Pas på sol og solarium

Modermærkekræft (Malignt Melanom) opstår, når de celler, der producerer melanin (hudens farvestof; det man bliver solbrændt af), begynder at dele sig uhæmmet. Dette skyldes altovervejende en påvirkning af cellerne via solens stråler. I modsætning til almindelig hudkræft er det dog i høj grad antallet af solskoldninger specielt i barndommen, der øger risikoen for malignt melanom. Undersøgelser viser også at solarium øger risikoen for modermærkekræft. Unge mellem 18 og 24 som tager solarium 1 gang om måneden har 2-3 gange forøget risiko for modermærkekræft

Sygdommen ses lidt oftere hos kvinder og lidt oftere hos folk med mange medfødte modermærker. Malignt melanom opstår dog kun i under halvdelen af tilfældene i et allerede eksisterende modermærke.
Der er ca 2000 tilfælde af malignt melanom om året i Danmark, og hyppigheden er steget kraftigt gennem de sidste årtier.

Symptomer på modermærkekræft

Tumor kan sidde overalt på kroppen, men oftest de steder, der har været udsat for meget lys: Ansigt, ryg, bryst og underben. Badetøjsområdet går hyppigt fri. Sjældent kan malignt melanom ses i det hvide område af øjet eller under en negl.

Gå til lægen med dit modermærke, hvis:

  • Dit modermærke begynder at vokse.
  • Det ændrer farve, eller hvis det samme modermærke indeholder flere farver.
  • Dit modermærke begynder at bløde.
  • Du mærker "uro" i modermærket eller det klør.
Andre typiske kendetegn ved melanomer er en uregelmæssig kant, asymmetri og en størrelse på over 6 millimeter.

Forholdsregler

Alle mennesker har modermærker, og de kan betragtes som helt normale og ufarlige. Det er en meget lille del af modermærker, der udvikler sig til malignt melanom. Man udvikler desuden nye modermærker helt frem til 40-års alderen, og så længe disse er runde og symmetriske, er der ingen grund til bekymring.

Hvis et modermærke udviser nogen af de ovenstående kendetegn, bør man imidlertid søge læge med det samme, da prognosen for malignt melanom afhænger meget af, hvor tidligt det opdages.

Sådan beskytter du dig mod modermærkekræft

For at undgå at udvikle et malignt melanom bør man rette sig efter følgende råd i forbindelse med soldyrkning:
  • Undgå overdreven soldyrkelse, og ophold dig i skyggen mellem kl 11 og 14 om sommeren.
  • Hvis du alligevel opholder dig i solen midt på dagen, så dæk huden til med tøj og dæk ansigtet til med en hat.
  • Brug altid solcreme med høj faktor-beskyttelse, og husk at smøre et tykt lag på.
  • Skærm altid dine børn fra solskoldninger, og forsøg også selv at undgå forbrænding.
  • Brug ikke solarium
For mere information - se også solbeskyttelse.

Behandling af modermærkekræft

Et modermærke, som mistænkes for at være et malignt melanom, fjernes altid ved operation. Dette er en simpel procedure, og undervejs kigger man på det fjernede modermærke i mikroskop. Hvis det viser sig at være malignt melanom, fjerner man samtidig de nærmeste lymfeknuder. I samme forbindelse fjerner man desuden de 1-2 cm omkringliggende normal hud for at være sikker på, at man får hele tumoren med. Derfor kan der i nogle tilfælde blive brug for at dække området med hud fra et andet sted på kroppen (hudtransplantation).

Forløb og komplikationer ved modermærkekræft

Hvis tumor fjernes tidligt, er prognosen rigtig god med en 5-års overlevelse på 95%. Malignt melanom er dog en meget alvorlig sygdom, da den vokser hurtigt og spreder sig tidligt.