Prostatabetændelse (Prostatitis) Artikel

Prostatabetændelse opdeles i akut- og kronisk betændelsestilstand i prostata. Symptomerne omfatter bl.a. smerter ved vandladning og ømhed ved roden af penis. Behandlingen er typisk medicinsk med smertestillende eller antibiotika.

Definition og årsager


Betændelse i prostata ses i en akut form, som skyldes bakteriel infektion, og hvor symptomerne er udtalte. Derudover ses også en kronisk form, hvor årsagen sjældent er en bakteriel infektion, og hvor symptomerne fremkommer i mildere form. Prostatabetændelsen ses typisk i forbindelse med urinvejsinfektioner eller ved seksuelt overførte sygdomme.

Prostatitis rammer hyppigst mænd mellem 30-50 år, som har ubeskyttet sex med flere partnere. Der findes ingen beviser for, at arvelige faktorer spiller en rolle i udviklingen af prostatitis.

Symptomer på prostatabetændelse


Ved akut prostatitis ses symptomerne at udvikle sig hurtigt og være alvorlige. Der ses følgende symptomer:

  • Feber og kulderystelser.

  • Smerter ved roden af penis og i lænderegionen.

  • Hyppige, smertefulde og pludselige vandladninger.

  • Der kan forekomme urin-retention (problemer med at komme af med urinen).

Ved kroniske former for prostatitis ses der sparsomme symptomer, og hvis de findes, udvikler de sig gradvist og ses som:

  • Smerter og ømhed ved roden af penis, i testiklerne, i bækkenet og i lænderegion.

  • Smerter ved ejakulation og/eller blod i sæden.

  • Hyppig vandladning med smerter/svien.

Forholdsregler og diagnose


Hvis man mistænker prostatitis pga. ovenstående symptomer, skal man straks kontakte egen læge. Her vil lægen føle på prostata med en behandsket finger gennem endetarmsåbningen. Ved undersøgelsen vil størrelsen, konsistensen og ømheden af prostata blive bedømt. Samtidig kan man massere prostata, og på den måde kan man presse prostatasekret ud i urinrøret og få en sekretprøve til undersøgelse. Ligeledes skal man aflevere en urinprøve i et glas. Både urin- og sekretprøven vil blive undersøgt for infektiøse mikroorganismer, der kan forårsage prostatitis.

I tilfælde af at lægen mistænker tilstedeværelsen af en absces (byld), kan man foretage en ultralydsskanning af prostata for at få visualiseret prostata.

Behandling af prostatabetændelse


I tilfælde af at prostatitis skyldes en bakteriel infektion, bliver man behandlet med antibiotika, som rammer den specifikke bakterie. I normale tilfælde bedres tilstanden indenfor uger, men i enkelte tilfælde kan symptomerne vare måneder. Dette skyldes da, at bakterierne ligger i områder, som ikke kan nås af antibiotikaen. I denne periode kan der suppleres med smertestillende medicin samt afføringsmidler, som letter tarmpassagen og dermed tarmbevægelserne. Dette mindsker irritationen af prostata.

I tilfælde af at prostatitis ikke skyldes en bakteriel infektion, kan man blive behandlet med smertestillende medicin, samt medicin som har en afslappende effekt på blæren, således at vandladningen lettes.

Forløb og komplikationer


I de fleste tilfælde kan prostatitis behandles med antibiotika uden komplikationer. I de mere kroniske tilfælde, som ofte rammer ældre mænd, bliver situationen kompliceret af, at prostata vokser med alderen (se prostataforstørrelse ). Derudover kan infektionen sprede sig til andre dele af urinvejene, og hvis der dannes bakteriefyldte abscesser, kan det blive nødvendigt med et kirurgisk indgreb, hvor man renser området under bedøvelse.