Skæv næseskillevæg Artikel

Skæv næseskillevæg vil sige, at væggen mellem de to næsebor er skæv. En skæv næseskillevæg kan være medfødt eller opstå efter slag mod næsen. Læs om symptomer, årsag og behandling her.

Definition og årsager til skæv næseskillevæg

En skæv næseskillevæg vil sige, at væggen mellem de to næsebor er skæv.

Næseskillevæggen består af en bruskplade, der er dækket med slimhinde. Hvis bruskpladen bliver skæv, vil den fylde mere i det ene næsebor end i det andet. Derfor kan luftpassagen blive dårlig i det ene næsebor. Hvis bruskpladen er S-formet, kan der være problemer i begge næsebor. Ofte kan man ikke se skævheden udefra. En skæv næseskillevæg kan være medfødt eller opstå efter slag mod næsen.

Symptomer på skæv næseskillevæg

Det mest fremtrædende symptom på en skæv næseskillevæg er nedsat luftpassage i det ene næsebor (evt. begge). Dette kan føre til, at man trækker vejret med åben mund for bedre at kunne få luft. Når man trækker vejret gennem munden, fugtes luften ikke så godt, og man får lettere infektioner som forkølelse , bihulebetændelse og svælgkatar . Mange får desuden hovedpine .

Hvis næseskillevæggen er blevet skæv efter et slag mod næsen, kan der desuden være smerter og næseblod . I nogle tilfælde vil næsen også være skæv, når man kigger på den forfra.

Forholdsregler og diagnose

Hvis man har problemer med at få luft gennem det ene næsebor gennem længere tid, hyppige forkølelser , bihulebetændelser eller svælgkatar , bør man gå til egen læge eller speciallæge i øre-næse-halssygdomme. Lægen stiller diagnosen ved at kigge op i begge næsebor, som han holder åbne med en speciel tang. Således vil han oftest kunne se, at næseskillevæggen er skæv. I enkelte tilfælde vil man lave en CT-scanning af næsen.

Behandling af skæv næseskillevæg

En skæv næseskillevæg kan rettes op ved en operation. Der findes flere forskellige teknikker, alt efter hvordan næseskillevæggen er skæv. Man kan ved operationen omforme eller flytte dele af brusken eller fjerne mindre stykker brusk.

Forløb og komplikationer

Mange har god effekt af operation, men hos en del bliver næseskillevæggen igen skæv efter et par år.