Definition og årsager
Infektion i urinrøret hos mænd skyldes oftest seksuelt overførte bakterier som klamydia og gonorré , samt ikke-bakterielle kønssygdomme som herpes (virus), der kan give urinrørsbetændelse. Kvinder kan få kronisk urinrørsbetændelse på grund af irritation af urinrørs-slimhinden, som kan opstå ved samleje.
Symptomer på urinrørsbetændelse hos mænd
De typiske symptomer er smerte og svie ved vandladning, og evt. sædafgang, der ofte beskrives som "at tisse glasskår". Der kan være hyppig vandladningstrang og udflåd af slim eller pus fra urinrørsåbningen (kan være eneste symptomer). Symptomerne kan minde om blærebetændelse .
Sygdommen er ikke farlig i sig selv, men man bør søge læge for at få afklaret årsagen til urinrørsbetændelsen.
Behandling af urinrørsbetændelse hos mænd
Behandlingen afhænger af årsagen, som typisk findes ved urinprøver og evt. podning fra urinrøret. Klamydia og gonorré behandles med antibiotika. Grundig personlig hygiejne og vandladning umiddelbart efter samleje kan mindske mængden af bakterier i urinrøret. Brug af kondom er den sikreste forebyggelse mod seksuelt overførte sygdomme (læs mere under Sex og samliv .
Forebyggelse af urinrørsbetændelse hos mænd
Får man konstateret en seksuelt overført sygdom, er det vigtigt at informere sin(e) partner(e), så vedkommende kan blive testet og behandlet, da flere af disse sygdomme ubehandlet kan medføre sterilitet.