Definition og årsager til vand i lungerne
Lungeødem er udsivning af væske i lungerne, hvilket er et symptom på en række sygdomme, specielt hjertesygdomme. Den primære årsag til lungeødem er hjertesvigt , hvor venstre side af hjertet ikke er i stand til at pumpe blodet, der kommer fra lungerne, ud i kroppen hurtigt nok. Derved øges trykket i lungevenerne, som fører det iltede blod fra lungerne til hjertet, og væske (blodplasma) presses fra blodbanen og ud i lungeblærerne, som normalt er luftfyldte.
Lungeblærerne indeholder væske, hvor der normalt sker en udveksling af ilt og kuldioxid. Hvis blodet ikke bliver ordentligt iltet i lungeblærerne, ophobes kuldioxid samtidig med at der er mangel på frisk ilttilførsel.
Lungeødem ses ved svære tilfælde af hjertesvigt, og er en potentielt livstruende sygdom.
Symptomer på vand i lungerne
Ved lungeødem ses følgende symptomer:
- Åndedrætsproblemer og larmende vejrtrækning. Forværres i liggende stilling dvs. opleves værre om natten.
- Smerter og ubehag i brystet.
- Hvidligt og evt. rødligt skummende væske i munden ved svært lungeødem.
Kliniske tegn på vand i lungerne
Familiemedlemmer kan ofte observere følgende tegn på lungeødem hos et sygt familiemedlem:
- Hurtig vejrtrækning.
- Findes i siddende stilling for at lette åndedrættet.
- Findes bleg og har cyanose, som er blåfarvning af huden (typisk på læber og fingre).
Forholdsregler og diagnose
Hvis du er bekendt med en hjertesygdom og oplever ovenstående symptomer eller finder andre personer, der oplever ovenstående kliniske tegn, er det vigtigt, at du straks kontakter en læge, da der kan være tale om en livstruende tilstand.
Lægen vil lytte på lungerne og høre, at der er væske i lungerne. Desuden vil lægen tage et EKG og en blodprøve i en pulsåre (arterie) for at se på indholdet af ilt og kuldioxid i blodet. Hvis der er stærke smerter fra brystet, tages også blodprøve for at udelukke blodprop i hjertet (hjerteinfarkt).
Samtidig vil han ud fra de kliniske tegn og en sygehistorie om hjerteproblemer stille diagnosen. Det er vigtigt at oplyse lægen om den syge har astma, da symptomerne minder om hinanden.
Behandling af vand i lungerne
Det første, man skal gøre, er at rejse patienten op i siddende stilling for at lette vejrtrækningen. Derefter gives der ilt gennem en maske for at lette iltningen af blodet. Såfremt blodtrykket ikke er for lavt, kan der suppleres med nitroglyceringspray under tungen. Dette medfører udvidelse af blodkarrene og mindsker derved blodtrykket i lungerne, og dermed udsivning af mere væske til lungeblærerne. Når der er lagt en intravenøs adgang i en blodåre (en vene), gives der morfin direkte i blodbanen, hvilket får patienten til at slappe af og sænke åndedrætshastigheden. Desuden gives der vanddrivende medicin, som dræner kroppen og dermed også lungerne for overskydende væske.
Når patienten er stabil og er kommet sig, er det vigtig, at den tilgrundliggende hjertelidelse undersøges til bunds. Desuden skal man være opmærksom på, at den rigtige medicin tages på den korrekte måde. Ofte opstår lungeødem, fordi hjertelidelsen eller et forhøjet blodtryk ikke er velbehandlet.
Læs også: Sådan holder du lungerne sunde
Forløb og komplikationer
Hvis lungeødem behandles, før det bliver alvorligt, og et hjerteanfald ikke er den underliggende årsag, vil du hurtigt kunne udskrives. Det er dog vigtigt at få diagnosticeret den underliggende hjertesygdom og sikre sig, at medicineringen er korrekt.
Forebyggelse af vand i lungerne
Er man i behandling for en hjertelidelse, er det vigtigt, at man følger de ambulante kontrolbesøg enten hos egen læge eller på en hospitalsafdeling. Desuden kan der være problemer med at indtage medicinen korrekt, hvis man er oppe i alderen, hvorfor det kunne være optimalt at få hjælp til medicindosering af en hjemmesygeplejerske eller et familiemedlem. På den måde undgår man, at en fejlbehandling af en hjertelidelse udvikler sig til et lungeødem.