Epidemi af kold lungebetændelse på vej nyhed

Langt flere end normalt har fået kold lungebetændelse dette efterår. Statens Seruminstitut forventer en epidemi med flere end 10.000 smittede personer

Flere med kold lungebetændelse i år

Efteråret er højsæson for sygdommen kold lungebetændelse, men i år lader et større antal end ellers til at være blevet ramt af sygdommen.

Statens Seruminstitut forventer derfor en egentlig epidemi, hvor flere end 10.000 danskere kan blive syge. Det forklarer ph.d. og seniorforsker Søren Uldum fra Statens Seruminstitut.

- Vi har i et par år haft en historisk lav forekomst af sygdommen, så man må regne med, at der er opbygget en betydelig modtagelighed blandt især børn, som ikke har haft sygdommen og ikke er immune. Derfor ligger det til højrebenet, at vi får en epidemi i år eller næste år, - siger Søren Uldum til 24.dk og understreger, at betegnelsen for sygdommen er forvirrende.

- 80 procent får feber, så det er misvisende at kalde den kold lungebetændelse.

Hvad er kold lungebetændelse?

Kold lungebetændelse kaldes også for atypisk lungebetændelse pga. de anderledes eller mindre alvorlige symptomer end normal lungebetændelse. Denne type infektion ses ofte hos yngre personer og skyldes ofte bakterierne Mycoplasma pneumoniae eller klamydia-lungebetændelse. En anden hyppig årsag til lungebetændelse med et atypisk forløb er vira, typisk Influenza-virus , adeno-virus eller hos børn oftest Respiratorisk syncytial-virus (sidstnævnte er en hyppig årsag til forkølelse ).

Symptomer på kold lungebetændelse

  • Gradvist indsættende feber (der sjældent bliver så høj som ved den klassiske lungebetændelse).
  • Almen sygdomsfølelse (undertiden kan dette symptom mangle).
  • Hovedpine.
  • Vedvarende tør hoste.
  • Evt. influenzalignende symptomer (afhængigt af den sygdomsfremkaldende mikroorgansime).