Normalt findes der en mindre mængde svampe på huden og slimhinderne, som ikke udløser nogen indikation på svampeinfektion, men det hænder, at svampe formerer sig i så stor grad, at der opstår en svampeinfektion. Svampe trives bedst i fugt og varme, og svampeinfektion ses derfor som regel i hudfolder, behårede områder, kønsdelene, lysken, under brystet, på fødderne, mellem tæerne og i bleområdet hos småbørn.
Typer af svampeinfektioner
Der findes forskellige typer af svampeinfektioner. Overordnet set bliver svampe, der kan fremkalde infektioner hos mennesker, opdelt i to grupper: dermatofytter og gærsvampe. Gærsvampe kan findes overalt på vores hud og slimhinder, men da den trives bedst i fugtige og varme miljøer, er der altså steder på kroppen, som typisk vil være mere udsat for angreb af gærsvampeinfektion end andre. En anden form for svampeinfektion er dermatofytter, der kan give infektioner i hud, hår og negle. Det kan eksempelvis være fodsvamp, neglesvamp, ringorm og svampeinfektion i hovedbunden. Nedenfor kan du blive klogere på svampeinfektion forskellige steder på kroppen, samt hvorledes du slipper af med en svampeinfektion.
Typiske former for svampeinfektion
Den mest almindelige form for hudsvamp er fodsvamp, da fødderne i højere grad end andre dele af kroppen udsættes for fugt og varme. Fodsvamp viser sig blandt andet ved rødme, kløe eller udslæt. Da fodsvamp kan være meget smittende, er det vigtigt at behandle det hurtigst muligt. Derudover kan ubehandlet fodsvamp risikere at føre til neglesvamp, hvilket er en type svamp, der som regel kræver en længerevarende behandling. En anden type svampeinfektion er svamp i hovedbunden, som er mere udbredt blandt børn end voksne og i varmere klimaer end det nordiske. Alligevel døjer mange danskere årligt med svamp i hovedbunden, hvilket kan give kløe og irritation. Områder med svamp i hovedbunden kommer som regel til udtryk som runde og ømme ‘plastre’, der kan være rødlige i farven. I nogle tilfælde kan disse svampeudslæt udvikle sig til blærer. Til gruppen af typisk forekommende svampeinfektioner hører blandt andet også: ringorm (runde, rødlige pletter på huden som oftest ses hos børn), svamp i skridtet/lysken, svamp i hudfolder (fx under barmen) og svamp i munden (ses som regel som hvide belægninger på tungen).
Sådan slipper du af med svamp
Behandlingen af svamp afhænger altid af hvilken type af svamp, der er tale om. På apoteket kan man købe forskellige typer af håndkøbsmedicin, som i nogle tilfælde kan hjælpe dig med at komme problemet til livs. Der er dog svampeinfektioner, såsom svamp i hovedbunden, som altid skal behandles i samråd med en læge, da behandlingen er langsigtet og i mange tilfælde kræver en opfølgning.
Er du i tvivl om, hvorvidt du har svamp, eller hvordan en svampeinfektion skal behandles, er det en god idé at kontakte egen læge for nærmere vejledning.
Læs også om svampeinfektion i lungerne eller akut bronkitis.
Dette indhold er sponsoreret