Fatale forhold Artikel

Men der er ikke noget at falde til ro over. For der er en sandhed bag ordene. Lever man i et belastet og frustreret parforhold øges produktionen af stresshormonet kortisol, som produceres i binyrebarken. Den forøgede mængde kortisol nedbryder immunforsvaret, hvorved kroppen bliver mindre modstandsdygtig over for mikroorganismer.

Bryder frustrationerne derimod ud i vrede og fjendtlighed, så frigives der store mængder af hormonet noradrenalin, som med tiden kan føre til arterielforkalkning, for højt blodtryk, hjerte- eller slagtilfælde. Hvis man derimod undertrykker sine negative følelser, især vreden, så bryder en del af immunforsvaret sammen og forstyrrer cellernes vækst. Nogle forskere mener, at de kan omdannes til kræftceller.

Når man har gennemgået de negative følelser i parforholdet, kommer de fleste til et punkt, hvor de ikke kan mere. De resignerer. Denne indre hjælpeløshed forstyrrer for eksempel dannelsen af serotonin og dopamin, som er neurotransmittere, kemiske signalstoffer, som findes i vores nerver, og som påvirker storhjernen. Normal produktion af serotonin og dopamin får os alle til at føle os veltilpasse og afslappede, men mangel på disse signalstoffer fører hurtigt til nervøsitet, søvnforstyrrelser og depressioner. Ved depression er der også en nedsat produktion af katekolaminer, som også er et binyrebarkhormon, der især er blodtryksregulerende. Herudover tilhører katekolaminer de vigtigste hjernehormoner og regulerer en mængde reaktioner i kroppen, blandt andet immunforsvaret.

Og så er den onde spiral i gang. Hyppige infektionssygdomme, som er svære at komme af med, følger i kølvandet på et nedbrudt immunforsvar, ligesom følelsen af almen svækkelse og mangel på energi. Bliver der ikke sat ind med effektiv hjælp for at få tingene bragt på plads, kan kroppens tilstand forværres så meget, at alvorligere sygdomme bliver følgen. Og den slags helbreds- og livstruende forhold er der mange par, der lever i.

Et samliv starter naturligvis ikke med magtkamp. De fleste forhold begynder med kys og forelskelse, men som tiden går og det hurtigt bliver hverdag, begynder kampen om overtaget. Før-ste fase af magtkampen i forholdet bliver imidlertid også hurtigt overstået.

Det ender med, at den ene får overtaget, og den anden underkaster sig. Og så kan der falde harmoni over forholdet et langt stykke af vejen. Men det går ikke i længden, for der er ingen mennesker, der på sigt vil finde sig i at miste deres selvstændighed.

Nu starter magtkampen forfra. Denne gang er den langt mere alvorlig, da parret nu er kommet til et punkt i deres liv, hvor de har låst sig fast. Nu har de etableret sig som par, måske fået hus og børn sammen, og derved er mulighederne for bare at tage sit gode tøj og gå for det meste forpasset. Og det er i denne anden fase af magtkampen, at den beskrevne fysiske reaktion indtræder.

Der er mange, der forsøger at løse problemet ved at begynde at leve et dobbeltliv med sidespring. Men utroskab er ikke løsningen på problemet, snarere tværtimod. Det interessante er, at de fleste mennesker i deres sidespring finder en partner, som er stik modsat den partner, de har derhjemme. En kvinde, der eksempel lever med »den perfekte mand«, vil mange gange i sin utroskab finde hans diametrale modstykke. Det er absolut heller ikke det, hun har brug for.

Der er mange grusomme eksempler på, hvor dårligt folk kan leve sammen, når der er børn i forholdet. Man ser mænd, som er jaloux på deres egne børn, fordi de føler, de ikke kan komme i kontakt med deres kone. Der er par, der aldrig går ud sammen, fordi de har børn. »Vi kan ikke finde nogen til at passe dem«, er en af de klassiske undskyldninger for ikke at ruske op i sit ægteskab. Utroligt mange mennesker finder sig i at leve i dårlige forhold for børnenes skyld. Det er årsagen til, at man ser flere og flere af de såkaldte »sølvbryllupsskilsmisser«. Ligeså snart børnene er blevet store og flyttet hjemmefra, går parret fra hinanden. I stedet for at have fået gjort noget ved problemerne.

Grundstenen til problemerne i parforholdet starter allerede, når parret mødes. For langt de fleste mennesker tiltrækkes af værdier hos den anden, som de i virkeligheden ikke kan leve med på længere sigt. Det kan helt typisk være manden, som tror, at hvis han harmonerer seksuelt med en kvinde, så harmonerer de også på alle andre punkter. Eller kvinden, der tror, at fordi hun harmonerer med en mand i fælles interesser, så harmonerer de også på alle andre punkter.

Uanset hvor pinligt det må synes, så kan den eneste løsning på et dårligt parforhold, som man alligevel er interesseret i at redde, være terapi. Men det er det sidste skridt, som et par tager. For mange føler, at det er en falliterklæring at gå til parterapi. Så går de hellere til venner/veninder hver for sig. Selv om problemet skal løses af de to sammen.