Definition og årsager til hovedpine
Hovedpine er smerter i hovedet og øverste del af nakken, I de fleste tilfælde kan hovedpine behandles med helt almindelige hovedpinepiller med f.eks. paracetamol (Panodil, Pinex m.fl.), ibuprofen (Ipren m.fl.) eller acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Aspirin m.fl.). Hovedpine er ofte symptom på andre lidelser.
Hovedpine findes i flere former og sværhedsgrader. Det kan være en sygdom i sig selv eller symptom på en anden sygdom. Man taler om tre primære hovedpineformer, hvor hovedpinen er den egentlige sygdom:
- Migræne
- Spændingshovedpine
- Hortons hovedpine (Klyngehovedpine)
Derudover kan hovedpine i sjældnere tilfælde udløses af en række omstændigheder som kulde, fysisk anstrengelse, samleje eller hoste. Hovedpine er desuden ofte symptom på andre lidelser. F.eks. har man ofte hovedpine ved almindelige sygdomme som forkølelse, influenza, forhøjet blodtryk (hypertensio arterialis) og bihulebetændelse. Hovedpine ses også ved forgiftninger, bedst kendt som tømmermænd efter større indtag af alkohol.
I sjældne tilfælde er hovedpine symptom på underliggende alvorlig sygdom som f.eks. hjernetumor, slagtilfælde (blødning eller blodprop i hjernen), hjernehindebetændelse (meningitis), grøn stær, hjernebetændelse (encephalitis)
eller arteritis temporalis.
eller arteritis temporalis.
Symptomer på hovedpine
Hovedpine er et symptom i sig selv. Karakteren af hovedpine kan være forskellig:
- Dunkende
- Trykkende
- Jagende
- Diffus eller lokaliseret
Desuden kan der være følgesymptomer som:
- Kvalme og opkastninger
- Synsforstyrrelser
- Lys- og lydfølsomhed
- Rindende øjne og næse
- Feber
- Kramper
- Personlighedsændringer
- Bevægelses-udfald
Forholdsregler og diagnose
Hvis man gennem længere tid har lidt af hovedpine, bør man gå til sin egen læge for at blive undersøgt nærmere. Ligeledes bør man gå til læge, hvis man ofte har hovedpine, der forhindrer en i at udføre daglige aktiviteter, da der er mulighed for behandling af hovedpine. Det kan være en god ide at føre en dagbog over, hvornår man har hovedpine, da dette kan hjælpe lægen med at finde ud af, hvilken type hovedpine, det drejer sig om. Pludseligt opstået voldsom hovedpine, der opleves som et lyn eller smæld i hovedet og evt. er ledsaget af andre symptomer er et faresignal, der bør føre til meget hurtig kontakt til læge, da det kan være tegn på blødning under den mellemste hjernehinde, der kan være en livstruende tilstand.
Diagnosen hovedpine kan ikke stilles ved at lave undersøgelser, da det er en subjektiv følelse. Typen af hovedpine kan bestemmes ud fra hovedpinens lokalisation, karakter, varighed og evt. følgesymptomer. Lægen kan undersøge, om der er spændinger i nakke og skuldre, og om synet er godt nok. I sjældne tilfælde, hvor der er mistanke om underliggende alvorlig sygdom i hjernen, kan der laves en CT-scanning (se: Afbildning af hjernen). Ofte inddeles hovedpiner i akutte, semi akutte og i kroniske hovedpiner.
Behandling af hovedpine
Hovedpine behandles alt efter årsagen til hovedpinen. I de fleste tilfælde kan hovedpine behandles med helt almindelige hovedpinepiller med f.eks. paracetamol (Panodil, Pinex m.fl.), ibuprofen (Ipren m.fl.) eller acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Aspirin m.fl.). Ved spændingshovedpine er det vigtigt at mindske muskelspændingen i nakke og skuldre f.eks. ved særlige øvelser og ved generelt at være fysisk aktiv. Ved migræne kan der være behov for forebyggende medicinsk behandling, hvis man har hyppige anfald. Under migræneanfald kan man ligeledes have gavn af kvalmestillende medicin og evt. noget særlig medicin mod migræne. Den særlige Hortons hovedpine (Klyngehovedpine) kræver ofte forebyggende medicinsk behandling. Anfald behandles med ilt og en særlig form for medicin mod migræne.
Forløb og komplikationer
De fleste tilfælde af hovedpine går over af sig selv i løbet af nogle timer. Nogle mennesker bliver dog nærmest invalideret af hyppige, langvarige og voldsomme hovedpineanfald. De fleste hovedpineformer mildnes eller forsvinder med alderen.