Brækkede håndled før hoftebrud
Et studie foretaget på Universitetet i Bergen (UiB) viser, at 64 procent af alle kvindelige og 49 procent af alle mandlige patienter, som kommer ind med brud på håndleddet, lider af knogleskørhed (osteoporose) i en grad, som kræver behandling.
- Brud på håndleddet kommer tidligere i livet end hoftebrud, derfor er det vigtigt, at tjekke patienter med håndledsbrud for knogleskørhed. Man kan afdække knogleskørhed langt tidligere hvis man gør det, siger forsker Jannike Øyen ved UiB, som står bag studiet
Få patienter bliver udredt for knogleskørhed
Ifølge Jannike Øyen er det få patienter med brækket håndled, som bliver undersøgt for knogleskørhed. I Norge findes der ingen tal på det, men undersøgelser fra udlandet viser, at blot 3- 20 procent af alle patienter, bliver udredt.
- Hvis flere blev udredt tidligere, ville man hurtigere kunne sætte ind med forebyggende behandling og dermed reducere antallet af hoftebrud siger Jannike Øyen
D-vitamin, kalk og motion godt ved knogleskørhed
Studiet viste også, at patienter med brækket håndled havde et betydeligt lavere niveau af D-vitamin sammenlignet med kontrolgruppen. Dette bestyrker, at et lavt niveau af D-vitamin hænger sammen med knogleskørhed (osteoporose)
For at forebygge knogleskørhed bør man derfor sikre, at man får nok D-vitamin og kalk, samt motion, som styrker knoglerne og sænker risikoen for knogleskørhed (osteoporose)