Færre får sexsygdomme nyhed

Sexsygdommene klamydia, kondylomer og gonoré rammer færre danskere. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at færre danskere diagnosticeres og behandles for disse sygdomme og når det gælder kondylomer og klamydia, som er særligt udbredte blandt unge under 30 år, er mere end 10 års konstant stigning afløst af et fald i antallet af smittede.

50.000 bliver smittet med klamydia hvert år

For såvel klamydia som kondylomer har faldet fra 2009 til 2010 været på cirka 2.000 færre smittede, svarende til at der i 2010 blev diagnosticeret cirka 28.000 med klamydia, mens cirka 22.000 blev behandlet for kondylomer. Udviklingen kan dog være påvirket af at færre har ladet sig teste. Det reelle antal smittede vurderes dog at være væsentligt større – således vurderes det, at der sidste år blev smittet 50.000 personer med klamydia.

- Vi skal ikke bruge de nye tal som sovepude. Der er fortsat brug for en aktiv informationsindsats i forhold til unge om sex og sundhed, så alle husker "kun med kondom, siger Annemarie Knigge, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, på deres hjemmeside

Høje niveauer af klamydia både i byer og på landet

Samtidig med at færre får sexsygdomme viser en opgørelse af klamydia-tilfælde foretaget af Statens Serum Institut, at de større byer har flest personer under 30 år som er smittet med klamydia. Det kan blandt andet hænge sammen med, at der i de større byer også bor forholdsvist mange unge. Men klamydia er ikke et sygdom der er forbeholdt uddannelsesbyer, og både store og små kommuner har høje niveauer af klamydia, når det sættes i forhold til de enkelte kommuners befolkningssammensætning.