Perspektivet er inden for fem år at foretage de første test med de specielle fibre på mennesker.
Bestemte fibre af restprodukter fra produktion af kartoffelmel og sukker kan måske give mennesker med blødende tyktarmsbetændelse et bedre behandlings- og sygdomsforløb. Sygdommen kan endnu ikke helbredes, men håbet er, at man i fremtiden kan mindske sygdomsudbruddets længde og voldsomhed eller forlænge sygdommens inaktive stadie ved hjælp af bestemte kostændringer. Det konkluderer Louise Kristine Vigsnæs fra DTU Fødevareinstituttet i sin ph.d.-afhandling.
Sygdommen blødende tyktarmsbetændelse, der også kaldes colitis ulcerosa, rammer hvert år ca. 500 mennesker om året i Danmark.
Læs mere om blødende tyktarmsbetændelse - colitis ulcerosa - her
Gavnlige mælkesyrebakterier
Louise Kristine Vigsnæs har undersøgt, om fibre af restprodukter fra kartoffelmels- og sukkerproduktion kan benyttes til at stimulere væksten af de gavnlige mælkesyrebakterier i tarmen.
Mælkesyrebakterierne er vigtige for, at vi kan opretholde en sund tarm og hermed et velfungerende immunforsvar. Menneskets tarmkanal bebos af mange forskellige typer bakterier, som enten er en del af den faste bakteriestand, eller løbende bliver tilført udefra med kosten. En af mælkesyrebakteriernes funktioner i tarmen er at balancere immunforsvaret ved at fremme nedregulering af betændelsestilstande.
Læs også: Mælkesyrebakterier kan hjælpe på Kronisk Træthedssyndrom
Fibre hjælper mælkesyrebakterier
I projektet blev afføring fra både patienter med blødende tyktarmsbetændelse og fra raske personer analyseret.
- Det viste sig, at patienter med blødende tyktarmsbetændelse har en anderledes bakteriesammensætning i tarmen, end raske har. Patienterne havde langt færre af de gavnlige mælkesyrebakterier sammenlignet med raske personer, og mælkesyrebakterierne hos patienterne havde samtidig en reduceret evne til at udvikle sig og vokse i tarmens slimlag, siger Louise Kristine Vigsnæs fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse og fortsætter:
- I laboratoriet tilførte vi bestemte, veldefinerede fibre til afføringsprøverne. Her viste det sig, at specielt væksten af de gavnlige mælkesyrebakterier steg, når disse fibre var til stede. Det kan tyde på, at patienter med blødende tyktarmsbetændelse kan have fordel af at spise et produkt med sådanne fibre for at styrke immunforsvaret.
Nye fødevareingredienser
Ph.d.-projektet har foreløbig vist, at specialproducerede ufordøjelige fibre fra restprodukter fra sukker- og kartoffelmelsproduktion er i stand til at stimulere netop de gavnlige mælkesyrebakteriers vækst signifikant. Det vil blive fulgt op af yderligere forskning i DTU Fødevareinstituttet.
- I et nyt projekt håber vi, at det fiberrige kosttilskud kommer i produktion. Bare det at få produceret nok rene fiberprodukter til test, til først og fremmest animalske undersøgelser, er på nuværende tidspunkt en udfordring. Test på mennesker vil måske først ske om tre til fem år, måske senere, afhængig af resultaterne af de igangværende undersøgelser, slutter Louise Kristine Vigsnæs.