For store mængder legetøj kan distrahere de små børn, og når børnene bliver distraherede, går det ud over deres leg. Legen kan blive helt uoverskuelig, særligt hvis de har adgang til alt legetøjet på én gang.
Et forskerhold fra University of Toledo i Ohio har foretaget et studie af i alt 36 småbørn, hvor børnene fik mulighed for at lege i et værelse med henholdsvis 4 og 16 stykker legetøj i ca. 30 minutter.
Læs også: At lege er at lære.
Studiet viste, at børnene ikke fordybede sig i legen, når de var omgivet af masser af legetøj, som de ellers gjorde, når udvalget var mindre. Børnene var mere kreative i deres leg, og legede dobbelt så langt tid, hvor legetøjet indgik i flere lege.
- Når børnene har færre legesager at vælge imellem [...] kan de bedre kan fokusere på at udforske og lege mere kreativt, fortæller hovedforfatteren af studiet, Dr. Carly Dauch.
Læs også: Flammehæmmer anvendes ofte i legetøj.
Legetøj i små doser er med til at udvikle børnene
Det betyder ikke, at du skal til at begrænse dit barns legetøjssamling, eller have problemer med ungerne juleaften - det handler om at begrænse barnets adgang således, at barnet kun har et mindre udvalg af deres legetøj.
I Storbritannien anslås det, at børn i gennemsnit har op mod 238 stykker legetøj, men hvor forældrene mener, at børnene kun leger med omkring 12 “favoritter” til daglig, det svarer til blot 5 % af børnenes legetøj.
- Forældre, der af ideologiske årsager giver børnene intet eller meget lidt legetøj, fratager dem muligheden for at opdage verden. Når børn leger, prøver de at finde frem til, hvordan livet er indrettet. De vil kopiere verden og have legetøj der genspejler virkeligheden, siger Jørn Martin Steenhold til Jyllands-Posten.
Et børneværelse med et færre legesager kan opmuntre børnene til kreativ og social leg, forbedre deres koncentrationsevne og lære dem at passe på deres ejendele.
- Hvis der er legetøj i overflod, kan man med fordel rotere mindre mængder legetøj, mens størstedelen er gemt væk. Dette skaber både en nyhedsværdi for barnet, uden at distrahere det ved at have for mange tilgængelige legesager.
Læs også: Børn og motion - Børns inaktivitet er forældrenes ansvar.
Hjælp barnet til bedre leg
Forskerholdets konklusion lyder derfor, at forældre, skoler, børnehaver og vuggestuer bør pakke en større del af legetøjet væk, hvor børnene ikke har adgang til det, hvorefter man løbende kan udskifte et mindre antal legesager for at fremme børnenes kreativitet, samt styrke deres koncentrationsevne.
Er barnet til gengæld ikke interesseret i legetøjet, er det ikke nødvendigvis mængden det er galt med, men fordi at legetøjet ikke passer på barnets behov.
- Børn skal have legetøj, der passer til deres alderstrin. Ellers kan de ikke forstå legetøjet, og så gider de ikke lege med det. Legetøjet skal afspejle det liv, børnene lever, siger Jørn Martin Steenhold til Jyllands-Posten.