Et stort anlagt studie har netop offentliggjort resultaterne af en systematisk gennemgang af nuværende videnskabelige artikler omhandlende fundne biomarkører i blodet ved forskellige former for kræft.
Biomarkører er molekyler, som i form af f.eks. gener, proteiner eller enzymer kan måles i bl.a. væv og blod. Biomarkører kan være nyttige, da de ofte udsendes i meget tidlige stadier af sygdom, fx kræft, og dermed kan biomarkører hjælpe læger med at afsløre sygdomme, før der overhovedet er kommet symptomer.
Hvis alle kræftformer producerer en eller anden form for biomarkør ses det som plausibelt, at disse biomarkører kan danne grundlaget for en generel screeningstest, der kan afsløre forskellige kræftformer.
Ledende forfatter på studiet, Ian Cree, professor i patologi ved the University of Warwick Medical School i England fortæller, at studiet har anvendt en ny tilgang til tidlig opsporing af kræft, og at det er første gang man har lavet en systematisk gennemgang af artikler med fokus på kræft-biomarkører.
”En screeningtest baseret på en enkelt blodprøve, vil være en revolutionerende udvikling i arbejdet med et opspore kræft så tidligt som muligt, hvilket kunne være medhjælpende til at gøre kræft til en helbredelig sygdom for mange flere patienter.” fortæller Ian Cree.
I studiet blev i alt 19.000 videnskabelige artikler gennemgået og det lykkedes ud fra dette materiale at identificere mere end 800 forskellige biomarkører i blodet hos kræftpatienter.
Læs også: Prioritér den vigtige sundhed
Forskerne på studiet mener at have fundet alle de relevante biomarkører, og arbejdet handler nu om at identificere de biomarkører, der bedst afslører tilstedeværelsen af kræft. Efterfølgende handler det om at få udviklet en blodprøvetest, der kan opfange disse kræft-biomarkører for herefter at afprøve testen i kliniske laboratorieforsøg.
Sara Hiom, leder af tidlig diagnosticering ved Cancer research UK, ser lovende muligheder for fremtidens kræftscreeningsmetoder: ”Selvom det stadig er på et tidligt stadie, så viser det os, at den øgede forståelse af kræft-biomarkører kombineret med ny teknologi, kan betyde nye muligheder for at opdage kræfttilfælde tidligere.”
Tidligere diagnoser vil generelt medføre mere effektiv behandling, som i sidste ende vil forbedre overlevelseschancerne for kræftpatienter.
”Vores mål over de næste 20 år, er at tre ud af fire kræftpatienter vil overleve minimum 10 år efter de er blevet diagnosticeret med kræft” udtaler Sara Hiom