Miljøgifte øger risikoen for astma nyhed

Danske forskere har fundet ud af, at der er en sammenhæng mellem miljøgiftene PCB-118 og HCB, som blev brugt i byggemateriale og sprøjtegifte i 70’erne, og risikoen for at børn får astma. Undersøgelsen viser, at den høje koncentrationer af giftstofferne, som man fandt i blodet hos en række gravide i slutningen af 80’erne, betød en stærk forøget risko for astma hos deres børn.

Fordoblet risiko for astma

Forskerne undersøgte otte forskellige stoffer. For to af dem PCB-118 og HCB var der en tydelig sammenhæng med astmarisiko. De mødre som havde den højeste koncentration af de miljøgifte i blodet, fødte børn som havde en næsten dobbelt så høj risiko for at udvikle astma sammenlignet med børn, som blev født af mødre med et lavt indhold i blodet.

- Det er en temmelig stærk sammenhæng, vi finder mellem disse to stoffer i de gravides blod og børnenes risiko for at have astma helt op til voksenalderen, siger Ph.d. studerende Susanne Hansen til Statens Serum Institut (SSI). Hun står bag undersøgelsen, som er offentliggjort af tidsskriftet Environmental Health Perspectives.

Læs også: Astma - årsag, symptomer og behandling

Hold øje med påvirkninger i fostertilstanden

De stoffer, som blev undersøgt hører til en gruppe, der kaldes POP, som er klorerede organiske miljøgifte, der nedbrydes langsomt i naturen. PCB-118 og HCB er idag forbudte. De niveauer, som man har fundet hos kvinderne i slut 80’erne, er langt højere end dem, som bliver målt i dag, men forskerne konkluderer, at man fortsat skal holde øje med POP-stoffernes skadevirkninger.

- Vores undersøgelse kan ikke sige noget om, hvorfor der er en sammenhæng mellem miljøgifte og astma. Men den viser, at hvis man udsættes for høje niveauer af miljøgifte i fostertilstanden, så kan det have betydning for ens sundhed også senere i livet, siger Susanne Hansen til SSI.

Læs også: POP miljøgifte i olie gør os syge

Læs her: Maternal Concentrations of Persistent Organochlorine Pollutants and the Risk of Asthma in Offspring: Results from a Prospective Cohort with 20 Years of Follow-up