Forebyg kræft med multivitaminpille
Det diskuteres livligt, hvorvidt vitamintilskud har en gavnlig effekt i kampen mod kræft. Nu viser en omfattende undersøgelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, at en daglig multivitaminpille sænker risikoen for kræft blandt mænd over 50 år.
- Denne undersøgelse viser, at multivitaminpiller giver en lille, men signifikant nedsættelse af risikoen for at få kræft. Derimod viser den ikke nogen gevinst i forhold til dødelighed ved kræft, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.
Læs også: Kræft bremset af kogte tomater
I undersøgelsen fulgte forskerne 14.461 mænd over 50 år igennem en periode på mere end 12 år. Gruppen af mænd blev delt i to, hvor den ene halvdel hver dag spiste en multivitaminpille, mens den anden halvdel fik en placebopille hver dag.
Kritikere kan ikke vende ryggen til tallene
På grund af undersøgelsens størrelse og grundighed kan den ikke fejes af bordet af vitaminkritiske stemmer, mener Iben Holten. Det anerkender Christian Gluud, overlæge på Rigshospitalet, der selv har været kritisk over for vitamintilskud.
Læs også: C-Vitamin hæmmer kræft, men hvordan?
- Det kliniske forsøg skriver sig ind i historien som et meget velgennemført og velrapporteret forsøg. Det forhold, at man har fulgt en gruppe mænd i 12 år og fundet en effekt af multivitaminer versus placebo, som giver årsag til en otte procent lavere total forekomst kræft i den multivitaminbehandlede gruppe, er et spændende resultat. Fundet er lige nøjagtigt statistisk signifikant, siger Christian Gluud.
Han pointerer, at effekten især kunne ses i mængden af tilbagefald hos patienter, som tidligere havde haft kræft, inden de deltog i forsøget.
Undersøgelsen viser ikke nogen klar effekt på dødeligheden blandt kræftpatienter. Eller på specifikke kræftformer som prostatakræft eller tyktarmskræft. Effekten kunne udelukkende ses på den samlede mængde af kræfttilfælde.