Et hold forskere fra John Hopkins University i Baltimore, har taget første skridt i udviklingen af en blodprøve, der kan opdage 8 forskellige kræftformer, før de spreder sig til resten af kroppen.
De foreløbige resultater bygger på studier af mere end 1.000 kræftpatienter for at se, hvorvidt blodprøven kunne bekræfte diagnoserne.
Forsøget hedder CancerSEEK, og er et af de første studier, der kombinerer protein-biomarkører og muteret DNA, som flyder rundt i blodet.
- For første gang ser vi et potentiale for en blodprøve, der kan screene folk for mange forfærdelige kræftformer, hvor man lige nu må vente på, at symptomerne viser sig og først derefter fastslå diagnosen, siger professor Peter Gibbs der har medvirket i CancerSEEK til australske ABC.
Læs også: Hvad er kræft (Cancer)?
Kan opdage 8 af de mest almindelige kræftformer
Når en tumor vokser, vil kræftcellerne inde i den forandres, reproducere og derefter dø.
Når kræftcellerne dør, kan de frigive DNA og andre fragmenter, som kommer ind i blodet. CancerSEEK bliver beskrevet som en form for “flydende biopsi,” hvor patientens blodprøve bliver analyseret for kræft DNA.
Ved at identificere hvilke gener og mutationer, der er mest aktive, kan blodprøven afsløre hvilken type kræft det drejer sig om med op til 98 % sikkerhed.
Læs også: Disse tegn skal du være opmærksom på i forbindelse med kræft.
CancerSEEK er en ikke-invasiv metode, der er baseret på en kombineret analyse af DNA mutationer i 8 forskellige kræftgener, samt niveauerne af 10 protein-biomarkører.
- Brugen af en kombination af udvalgte bio-markører for tidlig opdagelse har potentiale til at ændre måden vi screener for kræft, siger Nickolas Papadopoulos, Ph.D., forfatter og professor i onkologi og patologi.
Blodprøven har til formål at screene for 8 af de mest almindelige kræftformer, der står for mere end 60 % af alle kræftdødsfald i USA.
Med CancerSEEK kan en blodprøve være med til at afsløre følgende:
- Kræft i æggestokkene (553 nye årlige tilfælde)
- Kræft i leveren (429 nye årlige tilfælde)
- Kræft i maven (559 nye årlige tilfælde)
- Bugspytkirtelkræft (975 nye årlige tilfælde)
- Kræft i spiserøret (522 nye årlige tilfælde)
- Tyk- og endetarmskræft (4.979 nye årlige tilfælde i alt, hhv. 3.217 tilfælde og 1.762 tilfælde)
- Brystkræft (4.704 nye årlige tilfælde)
- Lungekræft (4.596 årlige tilfælde)
I dag har 5 ud af de 8 kræftformer ikke nogen screeningstest, det drejer sig om: æggestokkene, maven, leveren, bugspytkirtlen og spiserøret.
Selvom blodprøven ikke opdager alle kræftformer, kan den identificere flere som ellers ikke ville blive opdaget.
- Det har potentiale til at have stor betydning for patienterne. En tidligere opdagelse forbedrer udsigterne markant. Kræft kunne blive opdaget så tidligt, at det kunne kureres alene ved en operation, og selv de kræfttilfælde hvor en operation ikke længere er nok, vil patienterne have bedre effekt af systematiske terapier når sygdommen ikke er fuldt udviklet, siger Anne Marie Lennon, læge, Ph.D. og assisterende professor i medicin, operation og radiolog.
I princippet vil CancerSEEK kunne anvendes hos den praktiserende læge, f.eks. hvis man får foretaget rutinemæssige blodprøver.
Læs også: Livsstil har stor betydning for udviklingen af kræft.
Kræver fortsat mere forskning
Uafhængige eksperter giver udtryk for, at videre forskning er nødvendigt for at afdække hvor præcis blodprøven er, og om den vil være i stand til at opdage kræft før, at der opstår symptomer.
- Det ser lovende ud, men mere forsigtighed og betydelig mere forskning er nødvendigt, før vi overhovedet kan tænke på hvordan det vil spille ind i screeningerne [...] Blodprøvens evne til at opdage kræft i første stadie er ret lav, omkring 40 % [...] Derfor vil blodprøven stadig misse en stor del af kræfttilfældene i de stadier, hvor vi vil diagnosticere dem, siger Mangesh Thorat, vicedirektør ved Barts Clinical Trial Unit ved Queen Mary University i London.
Hvem vil have gavn af CancerSEEK blodprøven?
Hver tredje dansker udvikler kræft på et tidspunkt i livet og hvert fjerde dødsfald skyldes kræft. Risikoen for kræft stiger fra 50-års alderen, og derfor kan testen være særligt gavnlig for personer i alderen 50+, men også for unge hvor kræft optræder i familien.
I fremtiden kan sådan en test anvendes i rutine screeningsprogrammer, for at øge antallet af patienter der modtager tidlig behandling, på et tidspunkt hvor kræft endnu ikke vises ved almindelige scanninger.
Undersøgelseslederne mener, at blodprøven kan bruges som rutine screening mod kræft, og at det ikke må koste mere end andre tilgængelige kræftscreeninger.
Der bliver i øjeblikket forsket mere i CancerSEEK og dens evne til at opdage kræft på yderligere 10.000 personer.
Kræft i Danmark
I Danmark blev der årligt registreret ca. 35.432 nye kræfttilfælde, hvilket omfatter alle kræftformer undtagen hudkræft.
Kræft er betegnelsen for en sygdom, hvor cellerne et sted i kroppen begynder at dele sig uden kontrol. Cellerne ændrer karakter på grund af mutationer i deres genmateriale og de vil efterhånden vokse ind i det omkringliggende væv og sprede sig til andre steder i kroppen via blodet eller lymfen (kaldet metastasering).
I Danmark er der sket en kraftig stigning i antallet af registrerede kræfttilfælde. Blandt de vigtigste årsager til stigningen i kræfttilfælde er, at befolkningen vokser mens gennemsnitsalderen stiger.
Derudover stiger risikoen for kræft også ved udsættelse for rygning, alkohol, inaktivitet, overvægt og sol.
Læs også: Stor overdødelighed af kræft i Danmark.