Sådan kommer du gennem julen med diabetes nyhed

Julens mange fristelser er en ekstra udfordring for diabetikeren, men med nogle simple råd, kan du gøre det meget lettere.

Hvad betyder jul for dig? - Er det hygge om aftenen med julekalender, eller er det smagen af cognacbønner, pebermyntestænger og pebernødder?

Julen er skøn, men den kan være en udfordring, hvis du eller dit barn lider af diabetes. Fristelser er der jo nok af, for butikkerne bugner af alle mulige former for slik og søde sager.

Læs også: Sådan undgår du julestress.

Men der skal også være plads til lidt ekstra godt i den søde juletid - du skal bare være opmærksom på, hvor meget du spiser og hvor ofte.

Julen varer som bekendt helt til påske, og hvis du falder i med dårlige spisevaner, kan det føre til langvarige skader, højt blodsukker og øget vægt.

Vi giver 8 råd til, hvordan du kan få en skøn jul med søde sager og god mad, uden at skulle gå for meget på kompromis.

1. Hold styr på dine måltider

Hvis du spiser lidt for meget til julefrokosten, kan du ikke rette op på skaden ved at springe aftensmaden over. Når du springer et måltid over, kan det nemlig resultere i, at du igen spiser alt for meget ved næste måltid eller mellemmåltid.

Selvom det er jul og du har ferie, er det en god idé at stå op, som du plejer og tager din diabetes medicin på samme tidspunkt som normalt. Planlæg eventuelt hvad du vil spise i løbet af dagen og hvornår.

Læs også: Sådan undgår du overspisning i julen.

2. Tjek dit blodsukker ofte

Hvis du tager insulin eller anden medicin, der sænker dit blodsukker, bør du tjekke dit blodsukker oftere end normalt i julen - især inden du skal ud at køre og lignende.

Vær opmærksom på, at selv produkter der er uden tilsat sukker, kan få dit blodsukker til at stige, hvis du spiser det i større mængder - det gælder især hvis produktet er sødet med maltitolsirup.

Læs også: Der skal være mere kontrol med blodsukker efter måltider.

3. Inkludér slik og søde sager i din kulhydrattælling

Det kan være en god idé at lade slik og søde sager tælle med i din daglige tælling af kulhydrater - på den måde forhindrer du nemlig dit blodsukker i at stige ukontrolleret.

Vær også opmærksom på nødder og tørret frugt - nødderne har nemlig et naturligt højt fedtniveau, mens tørret frugt indeholder mange kulhydrater.

Du kan eventuelt rationere de søde sager, så du eller dit barn ved, hvor meget man må spise om dagen.

Pas på med alkoholen

Du kan sagtens drikke sodavand, læskedrik eller saft, hvis de højst indeholder 1 g kulhydrat pr. deciliter - det svarer til alle typer light sodavand og danskvand.

Læs også: Light produkter - Et sundere valg?

Øl (også de alkoholfri) indeholder mange kulhydrater, og derfor kan du ikke drikke disse i ubegrænsede mængder - snaps kan du drikke i mindre mængder. Et moderat alkoholindtag kan have en blodsukkerreducerende effekt, og derfor bør du ikke drikke alkohol på tom mave.

Vær også opmærksom på, at indholdet af kalorier og sukker kan variere meget fra produkt til produkt. Det anbefales at du undersøger næringsindholdet på dine favorit drinks.

Alkohol anbefalingerne for diabetikere lyder på max 1 genstand pr. dag for kvinder og 2 genstande pr. dag for mænd.

Læs også: Din krop lider under decembers alkoholfest.

Download værktøjer på din smartphone

Du kan downloade en række forskellige apps til din smartphone, som kan hjælpe dig med at holde styr på dit blodsukker, kolesterol og blodtryk eller assistere dig i at tælle kulhydrater, og fortælle dig hvor meget insulin du bør tage.

Diabetes Foreningen har lanceret en gratis app, Dia+, som kan hjælpe dig med ovenstående. App’en findes både til Android og iOS.

Der er også plads til julefrokoster

Skal du til julefrokost kan du evt. spørge om du skal tage et ret med, der kan indeholde færre kalorier, kulhydrater og fedt. Der findes mange lækre diabetes-venlige retter, som du nemt kan servere til en julefrokost eller lignende.

Er det en traditionel julefrokost med det store kolde bord, skal du vælge det magre pålæg fx hamburgerryg og saltkød, men fiskepålæg som sild og laks er også godt. Du kan også gå efter det pålæg, som du ved er Nøglehulsmærket. Hold dig til 1 skive pålæg pr. halve skive rugbrød.

Prøv så vidt muligt at undgå fedtstof på brødet - men skrabet margarine kan også gå.

Pas på med ikke at fylde hele tallerkenen, selvom det kan være fristende! Det er også vigtigt, at du indtager nok væske - det kan hjælpe at have en lightsodavand eller lign. i hånden, for at holde dine hænder beskæftiget.

Læs også: Jul uden mavepine.

Hold dig aktiv

Hvis du ikke kan opretholde din ellers normale aktive hverdag, kan du i stedet vælge en sjov aktivitet sammen med familie eller venner.

Hvis det ikke er muligt med 40 minutters sammenhængende aktivitet om dagen, kan du opdele aktiviteterne i 10-15 minutter fordelt over 2-3 gange om dagen.

Husk på, at motion kan være mange ting! - Leg med børnene, gå en tur, spil bold eller noget helt fjerde.

Læs også: Pas på! - Julen kan ødelægge din hud.

Husk på julens egentlige formål

Man siger altid, at julen er børnenes fest - at det er tid til hygge med familie og venner. Ofte glemmer vi dette, når vi ræser fra butik til butik for at lave vores juleindkøb. Mind dig selv om, at julen ikke handler om maden, men om hygge med familien, dage med afslapning og godt selskab.

Julen er kun god, hvis dit helbred tillader dig at nyde den.