Ingen hjælp til de søvnløse
Man kan tælle får. Man kan tænke på madopskrifter. Man kan læse en bog, eller man kan stå op og spise en ostemad. Eller man kan sluge en pille.
Men hvis det ikke hjælper mod søvnløsheden, er der desværre ikke meget at stille op.I dag udbydes der nemlig ingen systematisk hjælp i det offentlige system mod søvnforstyrrelser, skriver Urban.
Søvnløshed ikke prioriteret
Området er simpelthen ikke blevet prioriteret, mener søvnprofessor Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital, som dagligt er i kontakt med danskere, der lider af søvnforstyrrelser.
- Det er helt klart et område, som har været fuldstændigt forsømt i mange år. Vi har ikke de nødvendige ressourcer til rådighed, fordi området ikke er blevet prioriteret, siger Poul Jennum og fortæller, at søvnklinikken dagligt får henvendelser fra folk, der lider af kroniske søvnforstyrrelser.
I flere tilfælde må folk gå forgæves, da der ikke er ressourcer nok til at behandle.
Søvnløshed kan blive et kronisk problem
Læge og søvnekspert, Jan Ovesen, fra det private behandlingssted Scansleep, kritiserer systemet for ikke at udbyde kognitiv adfærdsterapeutisk behandling til de mange stressede og søvnløse danskere.
- Hvis man ikke griber ind inden for de første måneder, risikerer man, at søvnløsheden bliver et kronisk problem for folk, siger han.
Han påpeger, at sovemedicin, som mellem 300.000-400.000 danskere årligt får på recept, kun har en kortvarig virkning.