Årsager til åndenød hos nyfødte
Åndenød hos en nyfødt (asfyksi) kan skyldes flere forskellige faktorer før, under og efter fødslen.
Inden fødslen
Manglende udvikling af hjernen, hvori styringcenteret for åndedrættet ligger, eventuelt på grund af dårlig ilttilførsel gennem moderkagen. Rygning under graviditet har ligeledes indflydelse på ilttransporten.
Under fødslen
Fødslen kan være svær og kompliceret med perioder, hvor ilttilførslen gennem moderkagen ikke er tilstrækkelig til de ret hårde belastninger for barnet. Rent mekanisk kan navlestrengen blive klemt under fødslen medførende risiko for hjerneskade.
Efter fødslen
Åndenød forekommer oftest hos for tidligt eller for sent fødte børn. Manglende udvikling af den nyfødtes lunger har en væsentlig betydning, de kan være umodne og have dårlig luftskifte med åndenød til følge.
Visse medikamenter kan have en åndedrætsnedsættende virkning (fx morfin) på barnet. Hvis moderen har indtaget morfin eller morfinlignende medicin kort inden fødslen, kan virkningen af medicinen stadig gælde barnet.
Symptomer på åndenød hos nyfødte
Den nyfødte har svært ved at trække vejret og giver ikke lyd fra sig. Ved mild åndenød bevæger barnet sig, men arme og ben virker stive. Huden har en blålig farve. Ved svær åndenød er barnet ubevægeligt og slapt. Huden får en blå til bleggrå farve.
Komplikationer til åndenød hos nyfødte
Åndenød kan føre til kvælning i løbet af få minutter. Allerede efter fem minutter er risikoen for varige hjerneskader overhængende. Ved fødsel på sygehuset er man dog parat til at sætte ind med forholdsregler, som kan få det nyfødte barns vejrtrækning i gang i løbet af nogle sekunder.
Forholdsregler ved åndenød hos nyfødte
Hvis man som lægmand befinder sig i den situation, at man skal genoplive et nyfødt barn, der ikke kan trække vejret, er det vigtigt først at rengøre barnets svælg og derefter give kunstigt åndedræt.
Behandling af åndenød hos nyfødte
Oftest kan fødselslægen eller jordemoderen allerede inden fødslen er startet beregne risikoen for udvikling af åndenød hos den nyfødte. Ved omhyggelig overvågning af fødselsprocessen kan man opdage om fosteret får for lidt ilt. I sådanne tilfælde kan man fremskynde fødslen på forskellig måde, for at barnet skal kunne trække vejret på egen hånd (se Hjælpemidler ved fødslen ).
Omkring 10% af alle nyfødte kræver en eller anden form for hjælp, for at åndedrættet skal komme i gang. I de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt at give barnet et dask i ryggen.
Hvis barnet ikke selv begynder at trække vejret efter fødslen, suges næsen, munden og svælget rene for at fjerne slim og gøre åndedrætsvejene frie. Hvis der trods dette ikke kommer gang i vejrtrækningen, må barnet have kunstigt åndedræt ved at man placerer en iltmaske over næsen og munden. Via iltmasken kan iltberiget luft under tryk ledes til åndedrætsorganerne. Dette får normalt barnet til at tage en dyb vejrtrækning, når ilten stimulerer barnets hjerne.
I svære tilfælde af åndenød må åndedrætsfunktionen opretholdes mekanisk med en respirator, som kobles til luftrøret på halsens forside. Åndedrættet kommer oftest i gang i løbet af nogle minutter. Hvis nervesystemet er skadet eller ufuldstændigt udviklet, kan det være nødvendigt at opretholde åndedrættet med respirator i flere uger. Hvis barnets hjerne ikke har været uden ilt i mere end fem minutter, behøver asfyksien ikke at føre til permanente skader.