Akupunktur før, under og efter fødslen er blevet en almindelig behandlings-metode på mange hospitaler og fødesteder. Ofte er det jordemoderen selv, der benytter akupunktur - enten til modning og stimulering af fødselsforløbet, til at sætte en fødsel i gang eller som alternativ smertelindring under fødsler.
Populær smertelindring
Især smertelindringselementet er populært - både fordi det hjælper, og fordi mange kvinder synes godt om denne "naturlige" behandlingsmetode, der kan afløse epiduralblokader og andre smertestillende medikamenter. Akupunktur i forbindelse med fødsler bruges også som afspænding og til at lindre utilpashed og kvalme.
Hvad gør akupunkturen?
Den smertestillende virkning ved akupunktur opnås, fordi der ved nåle-indstikningen bliver frigjort et hormonstof, det såkaldte endorfin. Endorfin er kroppens eget morfin. Endorfinet har morfinens positive egenskaber, som f.eks. at være smertestillende og beroligende, men ikke de uheldige bivirkninger, som morfin kan have.
Virker akupunktur for mig?
Mange har stor glæde af akupunktur, og udover smertelindring under fødsler er akupunktur også meget anvendt som hjælp til rygeafvænning, ved gigt-sygdomme i led og muskler, hovedpine/migræne, frossen skulder, tennisalbue, rygsmerter, menstruationsproblemer, mavelidelser, hormonelle problemer, bihulebetændelse, højt blodtryk, hudproblemer (eksem/psoriasis), kredsløbsproblemer, lidelser i sanseorganer, lavt immunforsvar og mange andre problemer. Endvidere er akupunktur meget effektivt ved sportsskader, eller skader opstået efter fald og andre ulykker, f.eks. piskesmældslæsioner.
Ligesom med andre medicinske behandlinger gælder det for akupunktur, at det virker i nogle, men ikke i alle tilfælde. Der er ikke tilstrækkelig viden på området til på forhånd at kunne sige, om det lige præcis vil virke på dig.
Hvis du ønsker at prøve akupunktur ved din fødsel, og du så oplever, at det ikke virker for dig, vil din jordemoder eller din læge selvfølgelig tilbyde dig anden behandling.
Er der bivirkninger ved akupunktur?
Der ses meget sjældent alvorlige bivirkninger ved akupunktur. Der anvednes sterile engangsnåle, hvilket gør infektionsrisikoen minimal. Dog kan det ske, at der kommer et lille blåt mærke, hvor nålen har siddet. Få oplever, at de kommer til at svede og bliver en smule svimle, hvilket kan overvindes ved at ligge ned og trække vejret roligt. Andre oplever, at der opstår en slags "murren" i huden omkring nålen.
Et vigtigt punkt, som især fødende kvinder skal være opmærksomme på er, at akupunktur ikke kan anvedes sammen med ophold i badekar.