Andre behandlingsformer af rejsningsproblemer Artikel

Der er flere former for behandling af rejsningsproblemer. I denne artikel ser vi nærmere på 5 forskellige behandlinger, f.eks. injektioner og penis proteser.

Hvad er de forskellige behandlingsformer af rejsningsproblemer?

1. Uprima

Uprima er også en tablet til behandling af potensforstyrrelser. Tabletten anbringes under tungen, hvorefter den bliver opløst og hurtigt kommer i blodbanen. Der kan forventes effekt hos mellem 30 og 40% af patienterne. Hvis der er effekt, vil den indtræde indenfor 20 min. Den bedste virkning ses hos patienter med lette potensforstyrrelser. Bivirkning til behandlingen er kvalme.

2. Injektionsbehandling

Caverject (PGE1) anvendes til de patienter, som ikke har haft gavn af Viagra. Ved denne behandling indsprøjtes det aktive stof direkte i svulmelegemerne i penis. Der kan forventes at 75 - 80% af patienterne vil havegavn af stoffet. Imidlertid oplever ca. 10% af alle patienter, at indsprøjtningen af stoffet i penis medfører kraftige smerter, hvilket begrænser anvendelse af stoffet hos disse patienter.

Imidlertid er der også mange patienter, som ophører med behandlingen, da det kan være problematisk forud for hvert samleje at skulle stikke sig i penis. Ved indsprøjtningen af stoffet optræder der rejsning, uanset om patienten bliver stimuleret eller ej. Der er en meget lille risiko for at patienten kan få en langvarig smertefuld rejsning ved anvendelse af dette stof.

3. Muse

Ved denne behandling anbringes det aktive stof, PGE1, i urinrøret. Det medfører hos 20 - 30% af patienterne en rejsning. Imidlertid er der en række bivirkninger forbundet hermed, idet der er smertefuld vandladning efterfølgende.

4. Vacuum-pumpe

Denne behandlingstype består af 3 enheder. Et cylindrisk rør, en pumpe og en gummiring. Penis anbringes i det cylindriske rør, og der dannes med pumpen et vakuum omkring penis. Herved bliver blodet trukket ud i penis, som herved øges i omfang og størrelse, svarende til en normal rejsning af den yderste del af penis.

Når rejsningen er opnået anbringes gummibåndet ved roden af penis, hvorved rejsning opretholdes. Mange patienter har imidlertid meget svært ved at opnå rejsning af penis ved denne metode. Yderligere klager patienterne over at penis sidder som et hængsel, hvilket skyldes at det kun er den yderste halvdel af svulmelegemerne, som er opsvulmede.

5. Penisproteser

Hvis ingen af ovenstående behandlingsmuligheder har effekt eller findes uacceptable, vil sidste mulighed være indsættelse af en penisprotese. Det er en udpræget specialist-opgave og kræver nøje undersøgelse og vurdering af patienten, inden det kan komme på tale. Til forskel fra andre indgreb vil indsættelse af penisprotese være et indgreb, hvor cellerne i svulmelegemerne vil blive ødelagt.