Aortastenose Artikel

Aortaklappen, der sidder i venstre side af hjertet mellem aorta (hovedpulsåren) og venstre hjertekammer, forhindrer blodet i at løbe tilbage til hjertet mellem hjerteslagene (se hjerteklapperne). Ved aortastenose drives blodet gennem en forsnævret eller unormalt fortykket aortaklap. Denne ekstra belastning på hjertets venstre halvdel fører til, at hjertevæggen fortykkes, og i længden udvikles der venstresidigt hjertesvigt .

Samtidig mindskes hjertets evne til at lede blod ud i kranspulsårerne, der er hjertets egen blodforsyning. Dette kan give symptomer på iltmangel i hjertet (se under symptomer).

Aortastenose skyldes oftest aldersmæssige forandringer og forkalkning i aortaklappen. Sjældnere skyldes tilstanden gigtfeber, medfødt misdannelse (se Medfødt aortastenose) eller kan være resultat af bakteriel endokarditis. Aortastenose opstår tre gange så hyppigt hos mænd end hos kvinder.

Milde tilfælde af aortastenose er ofte symptomfri, men der udvikles som regel symptomer, efterhånden som forsnævringen forværres. Hovedsymptomerne er åndenød, trykken for brystet, evt. med udstråling til kæbe og venstre arm (som ved hjertekrampe) samt besvimelsesanfald. Disse symptomer fremkommer som regel i forbindelse med fysisk aktivitet, men kan ved svær aortastenose også være til stede i hvile.

Er der ingen symptomer på aortastenosen, har sygdommen en god prognose uden operation. Ved mere alvorlige tilfælde af aortastenose med et eller flere ovennævnte symptomer er 50% i live efter 2-3 år. Ubehandlet vil den mere alvorlige aortastenose bevirke, at hjertet forstørres, og der kan tilstøde komplikationer som forstyrrelser i hjerterytmen, hjertekrampe, blodprop i hjertet eller pludselig død.

Aortastenose opdages ofte tilfældigt ved en almindelig helbredsundersøgelse, idet der i starten ofte ikke er symptomer. Diagnosen bliver stillet ved, at lægen lytter på hjertet efter en karakteristisk mislyd, tager røntgen af brystkassen (EKG) og en ekkokardiografi (en ultralydsundersøgelse hvor man kan se hjertets bevægelser). En hjertekateterisering, hvor et kateter bliver indført fra lysken op i venstre side af hjertet for at måle trykforholdene i hjertet, kan udføres, hvis de andre undersøgelser er utilstrækkelige. Dette giver et udtryk for sværhedsgraden af stenosen.

Da mindre betydende aortastenose ofte udvikler sig til betydende sygdom, er det vigtigt at følge op på udviklingen af forsnævringen, selv hvis der ikke er symptomer. Dette gøres f.eks. med ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi) hvert andet år. Hvis der ved denne undersøgelse påvises betydende forsnævring, udføres kontrollen endnu oftere.

Som ved andre sygdomme i hjerteklapperne er der risiko for bakteriel endokarditis i forbindelse med kirurgiske indgreb og tandudtrækning, hvorfor det er vigtigt at oplyse sin læge eller tandlæge om tilstanden. Ved sådanne indgreb behandles der forebyggende med antibiotika, således at de bakterier, der uvilkårligt vil blive overført til blodet i forbindelse med indgrebet, har sværere ved at hæfte sig fast til den syge hjerteklap.

Forskellige former for medicinsk behandling kan anvendes. Blodfortyndende medicin, som forebyggelse mod en øget tendens til blodpropper, skal overvejes. Vanddrivende medicin, der hjælper kroppen til at udskille vand og salte, kan anvendes ved tendens til væskeophobning i lunger eller i kroppen generelt. Medicin, der regulerer hjerterytmen, kan også blive aktuel, hvis der er rytmeforstyrrelser i hjertet som følge af aortastenosen.

En hjerteklapoperation kan komme på tale, hvis der er eller har været symptomer som nævnt ovenfor, eller hvis man ved ultralydsundersøgelsen af hjertet finder ud af, at forsnævringen er særlig alvorlig. Der vælges generelt en mekanisk hjerteklap til yngre patienter og en biologisk (f. eks. en svineaortaklap) til ældre. Efter en sådan operation gives der livslang blodfortyndende behandling, som forebyggelse mod den øgede tendens til blodpropper forårsaget af den kunstige klap.