Søren Kirkegård skriver i 1859 i "En ligefrem meddelelse": "At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der".
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere, end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.
Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham.Men al sand hjælp begynder med en ydmygelse: hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.
Tag et menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkeligen har uret. Dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud, som var det ham, der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord af dig, med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører. Kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham«.'En Arolo behandling kan udmærket sammenlignes med Søren Kierkegaards ord at føre et menneske hen til et bestemt sted. Patienten kommer med ønsket om at blive ført afsted (ønsker en Arolo behandling), og han kender stedet, hvortil han vil føres: nemlig en erkendelse og accept af årsagen til hans situation, dernæst en fjernelse af årsagen og dermed en fjernelse af sine symptomer.
Søren Kierkegaard understreger, at vi først og fremmest må finde patienten der, hvor han er og begynde der, og det betyder, at respekten for mennesket som et enestående individ samt medmenneskelighed er centrale begreber, hvis man skal gøre noget for andre. Disse betragtninger er naturligvis stærkt eksistentielt prægede. men de kan uden vanskeligheder sammenlignes med Arolo's holistiske livssyn. Det Arolo gør er jo netop at finde årsagen til, at patienten er gået i stå på sin vej hen imod sit livsmål.Som andet hovedpunkt taler Kierkegaard om forståelse, og han påpeger, at selv om Arolo behandleren i princippet skulle være i stand til at forstå langt mere end patienten, så er den første betingelse, at han forstår det samme som patienten.
Når Kierkegaard lægger vægt på, at Arolo behandleren skal forstå det samme, som patienten forstår, så taler han om at forstå og respektere patienten som menneske og dets måde at realisere sig selv på. Dernæst omtaler Kierkegaard, hvad der kan ødelægge forståelsen af patienten. Han understreger, at Arolo behandlerens oplevelse af, at han forstår langt mere end patienten, har risiko for at gøre ham forfængelig eller stolt, hvor Arolo behandlerens egentlige motiv er, at han vil beundres af patienten.
Kierkegaard kommer således til at pege på den formindskelse af forståelse, som kan forekomme, hvis Arolo behandleren mere eller mindre bevidst søger at tilfredsstille sine egne behov. Det skal ikke forstås således, at Arolo behandleren ikke også får udbytte af at arbejde med andre mennesker, for det gør han i høj grad, fordi at behandle med Arolo også er et led i Arolo behandlerens egen udvikling.Kierkegaard siger, at al sand hjælpen begynder med en ydmygelse, og dermed mener han, at ydmygelse er et af grundlagene for den sande hjælpen, og at den er baseret på 3 forhold: for det første siger Kirkegaard, er det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene.
Som Arolo behandler lægger vi stærk vægt på at patienten har sin frie vilje og dermed muligheden for at vælge at tage ansvar for sit eget liv.At tjene andre er blandt andet, at overlade ansvaret til dem selv. De patienter, som ikke vil modtage hjælp til at begynde at tage ansvar for deres egen tilværelse, skal ikke søge Arolo behandling. Det andet punkt, som påpeges for den sande hjælpen, er tålmodigheden, men i tålmodigheden kan der ligge megen styrke.
Som navnet siger, drejer det sig om at være tilstrækkelig modig, at have tilstrækkelig styrke til at tåle forskellige forhold for eksempel negative energier fra patientens side. Men Arolo arbejder med så stærke kræfter, at Arolo behandleren aldrig kan blive påvirket af patientens eventuelle skadelige energier. Det tredje punkt har noget at gøre med, hvad der sker hvis Arolo behandleren ikke forstår, hvad patienten forstår. Der kan da ske en ydmygelse af patienten, hvis Arolo behandleren har et højere mål for øje.
Kierkegaard lægger vægt på, at man ikke som hjælper sætter sig op på en piedestal med en belærende mine. Arolo behandleren møder patienten på dennes hjemmebane. Han siger direkte, at i begyndelsen må det være hans opgave at se ud som om, at det er ham, der skal belæres. Igen er Kierkegaard inde på et meget væsentligt aspekt i rådgivning og Arolo behandling. Enhver god Arolo behandling indeholder mulige elementer af direkte belæring, og Arolo behandlerens opgave er at medvirke til at få patienten til selv at forstå sin situation. Når forståelsen og erkendelsen er der, får patienten også sin ansvarsfølelse og dernæst mod og kraft til at komme videre på sin vej. Søren Kierkegaard slutter med at betone hjælperens rolle som tilhører. I mange behandlingssituationer er det langt vigtigere at kunne kunsten at lytte fremfor at tale.
Tale er sølv, men tavshed er guld. Gennem en aktiv og forstående lytning kan Arolo behandleren give patienten en langt større hjælp end gennem mange ord. En dame der havde været til fint selskab på de bonede gulve fortalte begejstret sin veninde om den charmerende og interessante bordherre, fra Fredensborg, hun havde haft. Til venindens spørgsmål, om hvad han havde underholdt hende med, svarede hun: ikke noget særligt, men han var en god lytter." Plutarch er citeret for at have sagt: »Mennesket har fået sproget for at det kan skjule sine tanker.« Men Søren Kierkegaard ændrede dette citat til: »Mennesket har ikke fået sproget, for at det kan skjule sine tanker,men for at det kan skjule, at det ingen tanker har.«
Arolo og Søren Kirkegaard Artikel
Søren Kirkegård skriver i 1859 i "En ligefrem meddelelse": "At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der".
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere, end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.
Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham.Men al sand hjælp begynder med en ydmygelse: hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.
Tag et menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkeligen har uret. Dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud, som var det ham, der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord af dig, med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører. Kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham«.'En Arolo behandling kan udmærket sammenlignes med Søren Kierkegaards ord at føre et menneske hen til et bestemt sted. Patienten kommer med ønsket om at blive ført afsted (ønsker en Arolo behandling), og han kender stedet, hvortil han vil føres: nemlig en erkendelse og accept af årsagen til hans situation, dernæst en fjernelse af årsagen og dermed en fjernelse af sine symptomer.
Søren Kierkegaard understreger, at vi først og fremmest må finde patienten der, hvor han er og begynde der, og det betyder, at respekten for mennesket som et enestående individ samt medmenneskelighed er centrale begreber, hvis man skal gøre noget for andre. Disse betragtninger er naturligvis stærkt eksistentielt prægede. men de kan uden vanskeligheder sammenlignes med Arolo's holistiske livssyn. Det Arolo gør er jo netop at finde årsagen til, at patienten er gået i stå på sin vej hen imod sit livsmål.Som andet hovedpunkt taler Kierkegaard om forståelse, og han påpeger, at selv om Arolo behandleren i princippet skulle være i stand til at forstå langt mere end patienten, så er den første betingelse, at han forstår det samme som patienten.
Når Kierkegaard lægger vægt på, at Arolo behandleren skal forstå det samme, som patienten forstår, så taler han om at forstå og respektere patienten som menneske og dets måde at realisere sig selv på. Dernæst omtaler Kierkegaard, hvad der kan ødelægge forståelsen af patienten. Han understreger, at Arolo behandlerens oplevelse af, at han forstår langt mere end patienten, har risiko for at gøre ham forfængelig eller stolt, hvor Arolo behandlerens egentlige motiv er, at han vil beundres af patienten.
Kierkegaard kommer således til at pege på den formindskelse af forståelse, som kan forekomme, hvis Arolo behandleren mere eller mindre bevidst søger at tilfredsstille sine egne behov. Det skal ikke forstås således, at Arolo behandleren ikke også får udbytte af at arbejde med andre mennesker, for det gør han i høj grad, fordi at behandle med Arolo også er et led i Arolo behandlerens egen udvikling.Kierkegaard siger, at al sand hjælpen begynder med en ydmygelse, og dermed mener han, at ydmygelse er et af grundlagene for den sande hjælpen, og at den er baseret på 3 forhold: for det første siger Kirkegaard, er det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene.
Som Arolo behandler lægger vi stærk vægt på at patienten har sin frie vilje og dermed muligheden for at vælge at tage ansvar for sit eget liv.At tjene andre er blandt andet, at overlade ansvaret til dem selv. De patienter, som ikke vil modtage hjælp til at begynde at tage ansvar for deres egen tilværelse, skal ikke søge Arolo behandling. Det andet punkt, som påpeges for den sande hjælpen, er tålmodigheden, men i tålmodigheden kan der ligge megen styrke.
Som navnet siger, drejer det sig om at være tilstrækkelig modig, at have tilstrækkelig styrke til at tåle forskellige forhold for eksempel negative energier fra patientens side. Men Arolo arbejder med så stærke kræfter, at Arolo behandleren aldrig kan blive påvirket af patientens eventuelle skadelige energier. Det tredje punkt har noget at gøre med, hvad der sker hvis Arolo behandleren ikke forstår, hvad patienten forstår. Der kan da ske en ydmygelse af patienten, hvis Arolo behandleren har et højere mål for øje.
Kierkegaard lægger vægt på, at man ikke som hjælper sætter sig op på en piedestal med en belærende mine. Arolo behandleren møder patienten på dennes hjemmebane. Han siger direkte, at i begyndelsen må det være hans opgave at se ud som om, at det er ham, der skal belæres. Igen er Kierkegaard inde på et meget væsentligt aspekt i rådgivning og Arolo behandling. Enhver god Arolo behandling indeholder mulige elementer af direkte belæring, og Arolo behandlerens opgave er at medvirke til at få patienten til selv at forstå sin situation. Når forståelsen og erkendelsen er der, får patienten også sin ansvarsfølelse og dernæst mod og kraft til at komme videre på sin vej. Søren Kierkegaard slutter med at betone hjælperens rolle som tilhører. I mange behandlingssituationer er det langt vigtigere at kunne kunsten at lytte fremfor at tale.
Tale er sølv, men tavshed er guld. Gennem en aktiv og forstående lytning kan Arolo behandleren give patienten en langt større hjælp end gennem mange ord. En dame der havde været til fint selskab på de bonede gulve fortalte begejstret sin veninde om den charmerende og interessante bordherre, fra Fredensborg, hun havde haft. Til venindens spørgsmål, om hvad han havde underholdt hende med, svarede hun: ikke noget særligt, men han var en god lytter." Plutarch er citeret for at have sagt: »Mennesket har fået sproget for at det kan skjule sine tanker.« Men Søren Kierkegaard ændrede dette citat til: »Mennesket har ikke fået sproget, for at det kan skjule sine tanker,men for at det kan skjule, at det ingen tanker har.«