De arteriosklerotiske sygdomme er:
- Apoplexia cerebri
- Claudicatio intermittens
- Iskæmisk hjertesygdom
Fysisk inaktive personer har dobbelt så stor risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme som fysisk aktive. Baggrunden for denne meget store forskel er ikke en enkelt faktor. Mange af de virkningsmekanismer, der er omtalt oven for under metaboliske sygdomme, gælder også for de arteriosklerotiske sygdomme. Det hænger naturligvis sammen med, at det metaboliske syndroms endpoint ofte er en hjerte-karsygdom. 80% af type 2 diabetikere vil f.eks. dø af hjerte karsygdom.
Det betyder, at de nævnte positive effekter af motion på lipidprofilen, blodtrykket og endothelcellefunktionen også er virksomme i forebyggelsen af arteriosklerose. Når det drejer sig om iskæmisk hjertesygdom, vil motionen også have en effekt via en gunstig regulering af koagulationsforholdene og gennem en mere hensigtsmæssig
sympaticustonus, som giver større pulsfleksibilitet og lavere hvilepuls. Den bedre kondition og større styrke, som opnås ved fysisk træning, vil gavne både hjerte-, claudicatio- og apoplexipatienten.
Apoplexipatienter har ofte både dårlig kondition og hæmmet funktionsevne i vekslende grad. Da en apoplektiker har et abnormt, ineffektivt bevægemønster, som er meget energikrævende, vil personen hurtigt opgive at gennemføre aktiviteter, som kræver fysisk udfoldelse. Det vil yderligere forværre tilstanden og føre til en ond inaktivitetscirkel. Når konditionen stiger gennem træning, vil musklernes evne til iltoptagelse øges, og den fysiske formåen stige. Det muliggør en effektiv rehabilitering.
Når muskler arbejder under iskæmiske forhold, stimuleres produktionen af vækstfaktoren,VEGF (vascular endothelial growth factor). Det er denne vækstfaktor, der stimulerer til kollateraldannelse og dermed revaskularisering af iskæmiske områder. Denne proces udnyttes ved træning af patienter med claudicatio intermittens, som helst skal træne med en intensitet, der bevirker lette iskæmiske smerter. For alle sygdommene gælder, at en stor effekt af den fysiske træning også opnås ad psykologisk vej.
For hjertepatienten er det beroligende at opdage, at det ikke er farligt, at pulsen stiger, og at man bliver dyspnoeisk. For claudicatiopatienten er det vigtigt under supervision at lære, at de iskæmiske smerter er nødvendige. For apoplexipatienten, som måske er blevet immobil, er den psykologiske støtte og holdundervisningen, som forhindrer ensomheden, af stor vigtighed. Det kan kræve lang genoptræning, før patienten atter er i stand til selv at komme omkring. Den sociale kontakt med behandler og andre patienter i denne lange periode er med til at holde gejsten oppe.
Der skal bevægelse til, for at ledbånd, sener og brusk bevarer deres elasticitet og styrke. Når konditionen stiger gennem træning, vil musklernes evne til iltoptagelse øges, og den fysiske formåen stige. Det muliggør en effektiv rehabilitering.