Definition og årsager
Børneorm er en almindelig sygdom, som forårsages af den lille rundorm Enterobius vermicularis. Børneormen er en lille hvid orm, som inficerer både børn og voksne. Oftest inficeres børn i børnehaver, skoler med videre, deraf navnet.
Smitte med ormen sker enten gennem direkte kontakt med afføring eller indirekte ved kontakt med tøj, sengetøj eller andre urene ting, som er forurenede med afføringsrester. I afføringsresterne findes der æg, som udklækkes, når de når ned i tarmen og bliver til den egentlige orm.
Det er vigtigt at blive behandlet for børneorm, da man ellers kan blive ved med at smitte sig selv og andre med ormen.
Symptomer på børneorm
Ofte er der næsten ingen symptomer ved børneorm. Hvis man inficeres med børneorm, vil hunormen dog om natten ofte kravle ned ved endetarmsåbningen og lægge en masse æg. Dette fremkalder det mest almindelige symptom, som er analkløe. På grund af den meget irriterende kløe kan der skabes en irritationstilstand ved endetarmsåbningen.
I nogle tilfælde er det muligt at se ormene i afføringen eller ved endetarmsåbningen.
Forholdsregler og diagnose
Hvis man mistænker børneorm, skal man gå til egen læge for at blive behandlet. Inden besøg hos lægen kan man lave et såkaldt analaftryk, hvor et lille stykke tape sættes over endetarmsåbningen inden personen skal sove. Ved at medbringe dette stykke tape hos lægen kan diagnosen let stilles.
Forløb og komplikationer
Børneorm er almindeligt, og prognosen er sædvanligvis god.
I sjældne tilfælde kan ormen findes udenfor tarmen og påvirke andre organer som f.eks. æggestokke og lever.
Behandling af børneorm
Børneorm behandles med et specifikt ormemiddel i pilleform eller som flydende medicin. Da der ofte kan være æg hos flere familiemedlemmer, samt i hjemmet, bør alle i hjemmet modtage medicinen. Dette gælder også selvom der ikke umiddelbart er tegn på smitte hos alle. Oftest vil man få medicin til at gentage behandlingen flere gange med 14. dages mellemrum.
Forebyggelse af børneorm
For at undgå børneorm er det vigtigt at holde god almen hygiejne.
Hvis personer i familien er smittet, er det en god idé at klippe neglene korte og derved mindske risikoen for at æg sætter sig under dem.
Almindelig rengøring samt hyppig vask af sengetøj forebygger ligeledes børneorm.