Ballonudvidelse (PCI) og by-pass af hjertets kranspulsårer Artikel

Ballonudvidelse (PCI) og by-pass af hjertets kranspulsårer. Ballonudvidelse er sjældent forbundet med komplikationer. Ved få og lettilgængelige forsnævringer kan ballonudvidelse vælges. Pga. åreforkalkning kan én eller flere kranspulsårer forsnævres og give anledning til hjertesygdom. By-pass operation er forbundet med en vis risiko.

Bypass operationer er efterhånden en meget brugt operationBallonudvidelse (PCI) og by-pass af hjertets kranspulsårer. Ballonudvidelse er sjældent forbundet med komplikationer. Ved få og lettilgængelige forsnævringer kan ballonudvidelse vælges. Pga. åreforkalkning kan én eller flere kranspulsårer forsnævres og give anledning til hjertesygdom. By-passoperation er forbundet med en vis risiko.

Definition

Hjertet er en muskelpumpe, der forsynes med blod fra sine kranspulsårer (se hjertets opbygning ). Pga. åreforkalkning kan én eller flere kranspulsårer forsnævres og give anledning til hjertesygdom. Hvis hjertemuskulaturen er truet, fordi den ikke får nok blod og dermed ilt (se blodprop i hjertet ), kan man være nødsaget til at genåbne forsnævringen kirurgisk. Ved et snit i lysken skabes der adgang til lyskens store pulsåre, og gennem denne føres der et lille plastikrør op til hjertets arterier (pulsårer). Ved hjælp af kontrastvæske, som kan ses på røntgen , dannes der et billede af, hvor forsnævringerne sidder.

Ballonudvidelse, PCI (perkutan coronar intervention):

Ved få og lettilgængelige forsnævringer kan ballonudvidelse vælges. Denne operation foretages i lokalbedøvelse og varer normalt under en time. Man går normalt ind gennem samme arterie i lysken. En tynd wire føres igennem forsnævringen, og en slap plastisk ballon føres over wiren. I forsnævringen oppustes ballonen, og dette sprænger forkalkningerne i karvæggen, der er årsag til forsnævringen.

Der vælges oftest at indlægge et tyndt cylinderformet kunststofsnet, en såkaldt stent, i blodåren. Nettet holder karret udspændt og åbent, og modvirker hurtig udvikling af ny forsnævring på samme sted. Man kan i samme indgreb behandle flere forsnævringer. Behandlingen kurerer ikke den tilgrundliggende sygdom og skal suppleres med medicinsk behandling for at modvirke yderligere åreforsnævring.

By-pass:

Ved svært tilgængelige forsnævringer, forsnævringer på tre hovedstammer af kranspulsårerne eller hos sukkersygepatienter med forsnævringer, kan man vælge en by-pass operation. Dette er en stor operation, hvor brystkassen åbnes ved brystbenet, og der opereres direkte på hjertet. Operationen tager gerne 4-5 timer.

Idéen er at etablere en ny vej for blodet, som går udenom den forsnævrede del at kranspulsåren. Dette kan gøres ved at bortoperere en overfladisk blodåre (en vene), ofte fra benet, og indoperere den på hjertet. En anden løsning er at flytte den ene ende af en anden lille pulsåre fra brystet til hjertet. Pulsåren forsyner herefter hjertemuskulaturen på den anden side af forsnævringen i stedet for brystet, som godt kan klare sig med blodforsyning fra andet steds.

Andre årer, bl.a. fra underarmen, kan også bruges som transplantater. Under operationen kobles patienten på en hjerte-lunge maskine, der pumper blodet rundt i kroppen udenom hjertet. Maskinen trækker ligeledes vejret for patienten, da operationen foretages i fuld bedøvelse.

De sidste par år er man visse steder begyndt at foretage by-pass operationer uden hjerte-lungemaskine på bankende hjerte. Dette er en kikkertoperation, og er meget mere skånsom end operation, hvor brystkassen åbnes. Det er dog ikke alle former for by-pass, der kan udføres sådan, og metoden er stadig under udvikling.

Forløb og komplikationer

Tæt på 100 % oplever umiddelbar symptomfrihed eller markant bedring direkte efter en operation på kranspulsårerne.
Ballonudvidelsen er sjældent forbundet med komplikationer, og patienten udskrives hurtigt fra hospitalet. Der er dog en vis risiko for, at hjertepulsåren igen forsnævres, evt. et andet sted, da den tilgrundliggende sygdom (åreforkalkning) stadig er til stede. Medicinsk behandling, motion og kostændring samt rygestop kan dog langt hen af vejen hjælpe med at bremse udviklingen.

By-passoperation er forbundet med en vis risiko. Blodprop i hjertet
ses hos 5-10 % efter en by-passoperation, dog er der ofte tale om små blodpropper.

10-20 % af veneimplantater stopper til pga. blodpropdannelse inden for det første år efter operation. Dette afhænger dog af den tilgrundliggende sygdoms sværhedsgrad, livsstil og medicinsk behandling.