Definition og årsager
Synsnerven løber fra øjet til hjernen og sender information om, hvad øjet ser. Denne information sendes så hurtigt, at man registrerer billedet i hjernen umiddelbart efter, at lyset rammer nethinden. Hvis synsnerven udsættes for en betændelse, vil den derimod ikke kunne sende billederne så hurtigt som sædvanligt. Hvis betændelsen er kraftig, kan den måske slet ikke sende billederne overhovedet.
Betændelsen skyldes som regel, at kroppens eget immunforsvar angriber nervens beskyttende fedtlag. Dette fedtlag er også det, der sørger for den hurtige viderebringning af information, lidt ligesom isolation af ledninger. Derfor opstår følgende symptomer:
Symptomer på betændelse i synsnerven
Synet bliver sløret eller forsvinder enten i en del af synsfeltet eller på hele det ene øje. I lette tilfælde forsvinder synet ikke helt, men svækkes kun. Dette opleves som en afblegning af farven rød. Synsnedsættelsen kan opstå pludseligt (over timer), og synet kan være væk i løbet af et par dage. Der er ofte smerter ved bevægelse af øjet - specielt indad og opad. Rigtig mange tilfælde af betændelse i synsnerven opdages dog slet ikke, fordi symptomerne er meget milde.
Forholdsregler og diagnose
Hvis man oplever synsnedsættelse, bør man søge læge med det samme. Lægen opdager en synsnervebetændelse ved at vurdere synsnervens udseende og blodkarrenes funktion.
Man kan ved at lyse ind i pupillen måle hastigheden af billeder gennem synsnerven (VEP'er) og foretage forskellige undersøgelser af synet og synsfeltet.
Komplikationer til betændelse i synsnerven
I ca. halvdelen af tilfældene er betændelse i synsnerven første tegn på multibel sklerose. I den anden halvdel af tilfældene findes ingen årsag til sygdommen. Ofte findes tegn på tidligere betændelse i synsnerven hos folk med multibel sklerose, uden at de har mærket noget til sygdommen. En MR-skanning af hjernen vil kunne vise om der er forandringer som er forenelig med denne sygdom.
Behandling af betændelse i synsnerven
De fleste tilfælde af betændelse i synsnerven vil gå over af sig selv efter uger til måneder, og synet vil komme tilbage. Der er dog øget risiko for at få sygdommen igen, evt. i det modsatte øje, og flere anfald vil medføre et henfald af nervevævet og dermed en permanent synsnedsættelse.
Ofte behandles betændelse i synsnerven ikke, men forløbet kan ofte afkortes og prognosen iblandt forbedres ved brug af systemisk binyrebark-hormon behandling.
På Glostrup Hospitals afdeling for Neuromedicinske lidelser varetages denne lidelse i et specialafsnit hvor der udover behandling foretages videnskabeligt arbejde med seneste behandlingsmuligheder såsom Inteferon og lignende.
Denne artikel blev først publiceret den 16/8 - 2006 på Sundhedsguiden.dk forfattet af Læge Signe Modvig. Opdateret og redigeret af Speciallæge i Øjensygdomme Peter Vangsted den 29/10 - 2014 - Cheflæge på City-Eye-Clinic i København.