Bi- og hvepsestik Artikel

Selvom der kun registreres et til to dødsfald pr år efter stik, bør alle søge læge, hvis de bliver stukket i mund eller på halsen eller får symptomer, der ikke er begrænset til huden.
Sådanne reaktioner kan være livstruende.

Stikkende insekter som hveps, gedehams og bi har en få mm lang brod på bagkroppen. Den er forbundet med en giftblære, som tømmes, når musklerne omkring den trækker sig sammen. Det er kun omkring en tusindedel g. gift i sækken, men giften er en stærk base og indeholder meget virksomme enzymer og forskellige stoffer, der kan påvirke kar, nerver og andre celler i organismen.

Andre insekter kan også genere os. Myg, mitter og klæg (der af mange fejlagtigt kaldes bremser) har ikke giftbrod, men deres bid kan gøre ondt og give hævelse, fordi der i deres spyt er stoffer, som irriterer.

Disse insekter bider for at suge blod her optræder vi som bytte. Det er altså ikke tale om forsvarsangreb, som hos bi og hveps. I Danmark er insektbid ikke nær så farlige som stik, og der kommer som regel kun kløe og hævelse.

Visse personer får stærk kløe og store hævelser efter kontakt med både stikkende og bidende insekter. De har en meget sart (kraftigt reagerende) hud, men de har ikke egentlig allergi og vil ikke have øget risiko for livstruende reaktioner.

De forskellige stikkende insekter har forskelligt livsmønster og ikke er lige aggressive. Deres gift er også forskelligt sammensat. Det spiller en rolle ved allergi.

Den almindelige hveps (gedehams) er ca. 1 1/2 cm lange med sparsom behåring og gule og sorte tværstriber med skarp kontrast. Det er kun dronningen, som overlever vinteren. Hun bygger i løbet af forsommeren et samfund på flere hundrede individer. Deres bo findes dels i jorden (musehuller, stendiger m.v..), dels i tætte buske (hække) og endelig i og omkring vores boliger (lofter, udhuse, tagudhæng m.m.).

Gedehamserne spiser både kød og frugt og andet, der indeholder frugt og andet, der indeholder sukker. Det er disse insekter, der sværmer om os sommer og sensommer, når vi spiser ude og som sidder på vores blommer og den nedfaldne frugt. Det er også gedehamserne, vi møder på wienerbrødet i bagerbutikkens vindue.

Honningbier har omtrent samme størrelse, men er lidt mere behårede og med mindre farvekontrast. Humlebier er mere plumpe, nærmest lodne og oftest større. De har en dybere brummende lyd, når de flyver.

Bierne er generelt vegetarer; de lever af pollen, nektar og frugtsaft.

Honningbierne bor i Danmark stor set udelukkende i bistader i familier med mange tusinde medlemmer. Humlebifamilerne er meget mindre. De holder oftest til i boer under jorden f.eks. i forladte musehuller.

Normal kommer der efter et stik en øm, rød hævelse, der holder sig op til et par dage. Hævelsen kan blive ganske stor og holde sig længere uden at det betyder ekstra risiko for alvorligere reaktioner i fremtiden. Kløende udslet over hele kroppen (nældefeber) ses ikke helt sjældent. Mere frygtet og
heldigvis også meget sjældnere kommer der påvirkning af kredsløb og hjerne.

Det kan betyde bevidstløshed, kramper, fald i blodtryk evt. hjertestop. De flest af de ca. 9.000 der henvender sig på skadestue på grund af stik hvert år, har kun haft ubehagelige, men ikke livstruende symptomer.

I følge den officielle statistik dør een til to personer pr. år efter insektstik i Danmark. Det reelle tal er dog nok højere, fordi en del stik-dødsfald, hvor der ikke er vidner, registreres som død af ukendt årsag.

Kraftige reaktioner kan ses, når der stikkes i et område, hvor huden er løst bundet og derfor hæver lettere. Der kan også komme problemer, når giften hurtigt spredes til hjerne, hjerte og andre organer, som det kan ske, hvis man bliver stukket i et område med store kar. Endelig kan kroppen have dannet overfølsomhedsantistoffer rettet mod insektgiften, så man reagerer allergisk. Dette kræver dog, at man tidligere er blevet stukket. I praksis kan det være svært at afgøre, om der er tale om allergi eller blot om en kraftig reaktion på et »uheldigt« stik. Det kan kun en allergiundersøgelse
med prikprøver på huden og antistofmåling i blodet afklare. Der er stor forskel på indholdet i bi- og hvepsegift. Det betyder, at man oftest kun er overfølsom for enten bi- eller hvepsegift. Også det kan en allergiundersøgelse afgøre.

Det ser ikke ud til at personer med allergi over for andre ting som pollen eller husstøvmider har større risiko for udvikling af allergi for insektgift end personer, der ikke har anden allergi i forvejen. Men har man f.eks. astma og skulle man være så uheldig at blive allergisk overfor bi eller hveps, vil allergireaktionen tit netop vise sig som et astmaanfald.

Enkelte har en hud, som reagerer kraftigt på både bid og stik af en lang række insekter og ofte også på andre ting som sol. Her er ikke tale om egentlig allergi og der er som anført kun lille risiko for alvorligere reaktioner.

Stik i eller på halsen og i mund eller svælg er farlige, også selvom man ikke er allergisk. Der kan komme så store hævelser, at man bliver kvalt.

Derfor skal man altid søge læge, når man er stukket disse steder. Mange stik på een gang kan også være farlige og det kan være farligt blot med et enkelt stik, hvis man i forvejen er hjertesyg. Det er også fare på færde, hvis man besvimer eller føler, man skal besvime, får åndenød, hjertesmerter,
opkastning eller kramper. Kløe i håndflader, øregange eller hårbund kan være forvarsler. Alvorlige reaktioner kommer altid hurtigt efter stikket.

Under vore himmelstrøg vil alle have en vis risiko for at blive stukket. Man kan dog nedsætte risikoen noget ved ikke at gå barfodet og ved ikke at slå efter stikkende insekter, med mindre man er ret sikker på at kunne slå dem ihjel. Cykler man med åbentstående skjorte, har man også en vis risiko for at indfange stikkende insekter. Er man allergisk for honningbier, bør man naturligvis undgå nærkontakt med bistader. Har man haft problemer med hvepsestik, bør man kun med stor forsigtighed spise eller drikke (søde drikke) udendørs, specielt sidst på sommeren. Pluk ikke selv blommer og lad andre samle havens nedfaldne frugt sammen. Se efter hvepseboer i hækken, før
den klippes og få fjernet husets hvepseboer inden de bliver store.

Efter stik er det altid vigtigt straks at få fjernet brod og giftsæk, hvis den skulle sidde tilbage. Musklerne omkring sækken fortsætter nemlig med at pumpe giften ind. Skrab brodden væk med en negl.

Der findes et utal af husråd, som kan bruges efter insektstik. Ingen er videnskabeligt undersøgt, men det udelukker selvfølgelig ikke, at de kan have en virkning. Mange lægger fugtet sukker på stikstedet og det er under alle omstændigheder mere uskadeligt end diverse stærke kemikalier. Det samme gælder forsøg på at suge giften ud med overskåret injektionssprøjte eller tilsvarende apparatur

Kløe og hævelse kan afhjælpes med antihistamintabletter, der fås i håndkøb.

De virker bedst, når man tager dem hurtigt efter stikket. Benyt en type med hurtigt indsættende virkning. Vælger man et ikke-sløvende mærke, har man ikke problemer med at køre bil bagefter. Disse tabletter har også en udmærket virkning på nældefeber. Kløestillende cremer har også en vis virkning på stikstedet.

Har man haft en kraftig reaktion ikke blot i huden på et stik, bør man altid undersøges for allergi. Afhængig af resultatet af denne undersøgelse vil ens læge sædvanligvis anbefale enten en allergivaccination (se nedenfor) eller en adrenalinsprøjte. Adrenalinsprøjten skal man selv tage, hvis der kommer optræk til besvimelse eller tillukning af luftveje efter et nyt stik.

Har man fået en adrenalinsprøjte udleveret, bør man forebyggende straks efter et stik tage antihistamin-tabletter og eventuelt også binyrebarkhormontabletter (for eksempel Prednison). Her skal man ikke først vente på, at der kommer symptomer.

Hvis man er allergisk er allergivaccination (også kaldet immunterapi eller hyposensibilisering) meget effektiv. Ved denne behandling får man indsprøjtninger med den insektgift, man har antistof imod. Man begynder med meget små mængder og stiger så gradvist, til man når, hvad der svarer til 2 eller flere insektstik i naturen. I starten kommer man med een til to ugers mellemrum. Når den højeste dosis er nået, fortsætter man sædvanligvis med en til to måneders mellemrum. Der behandles i 3 til 5 år, men allerede, når den høje dosis er nået, er man beskyttet. Virkningen holder sig i mange år måske resten af livet.