Bindevævssygdomme (Inflammatoriske bindevævssygdomme). Det grundlæggende i bindevævssygdommes natur er, at immunforsvaret rettes mod kroppens eget væv. Bindevævssygdomme rammer typisk: Led, muskler, sener, hud, blodkar, hjerte, lunger, nyrer og øjne. Generelt behandles bindevævssygdomme med antiinflammatoriske og immundæmpende medikamenter.
Definition og årsager til bindevævssygdomme
Nogle sygdomme rammer kroppens bindevæv. Symptomerne på disse sygdomme skyldes, at immunforsvaret fejlagtigt angriber kroppens eget væv, så der opstår en betændelsesreaktion (inflammation).
Bindevævets funktion er at støtte og holde sammen på andet væv. Det består af en kompleks sammensætning af forskellige proteiner, sukkerstoffer, vand, ioner, salte og celler. Bindevævet findes i alle organer, og sammensætningen af bindevævet er afgørende for det specifikke organs mekaniske egenskaber. Langt den største del af bindevævet består af kollagen og elastin, og deres egenskaber er hhv. at styrke væv og øge elasticiteten.
Over halvdelen af kroppens proteiner består af kollagen, hvorfor sygdomme, der rammer dette væv, er udbredt til hele kroppen. Ikke alle bindevævssygdomme er dog rettet mod kollagen men mod mange andre komponenter i bindevævet.
Det grundlæggende i bindevævssygdommes natur er, at immunforsvaret rettes mod kroppens eget væv. Normalt bekæmper immunforsvaret udefrakommende skadelige organismer som bakterier og vira, men ved bindevævssygdomme dannes der antistoffer, som kan sætte sig på kroppens eget væv, hvilket herefter angribes af immunforsvarets celler. Dette medfører langvarige betændelsestilstande med efterfølgende vævsdød. Årsagen til, at der dannes antistoffer, er ukendt, men det menes at kunne skyldes:
Bindevævets funktion er at støtte og holde sammen på andet væv. Det består af en kompleks sammensætning af forskellige proteiner, sukkerstoffer, vand, ioner, salte og celler. Bindevævet findes i alle organer, og sammensætningen af bindevævet er afgørende for det specifikke organs mekaniske egenskaber. Langt den største del af bindevævet består af kollagen og elastin, og deres egenskaber er hhv. at styrke væv og øge elasticiteten.
Over halvdelen af kroppens proteiner består af kollagen, hvorfor sygdomme, der rammer dette væv, er udbredt til hele kroppen. Ikke alle bindevævssygdomme er dog rettet mod kollagen men mod mange andre komponenter i bindevævet.
Det grundlæggende i bindevævssygdommes natur er, at immunforsvaret rettes mod kroppens eget væv. Normalt bekæmper immunforsvaret udefrakommende skadelige organismer som bakterier og vira, men ved bindevævssygdomme dannes der antistoffer, som kan sætte sig på kroppens eget væv, hvilket herefter angribes af immunforsvarets celler. Dette medfører langvarige betændelsestilstande med efterfølgende vævsdød. Årsagen til, at der dannes antistoffer, er ukendt, men det menes at kunne skyldes:
- Infektioner med f.eks. Hepatitis B virus (en type smitsom leverbetændelse )
- Genetiske årsager
- Brug af visse medikamenter
Bindevævssygdomme rammer typisk: Led, muskler, sener, hud, blodkar, hjerte, lunger, nyrer og øjne. Se under de specifikke sygdomme for symptomer.
De forskellige bindevævssygdomme
- Sjögrens syndrom er den hyppigste. Ca. 25.000 danskere har sygdommen
- SLE (Lupus) er næsthyppigst med ca. 1500 med sygdommen i Danmark
- Arteritis temporalis, ca. 1000 har sygdommen i Danmark
- Dermato-polymyosistis, som er sjælden
- Sklerodermi, som er sjælden
- Mixed connective tissue disease (MCTD), som også er sjælden
Fællestræk for bindevævssygdomme
- Involvering af flere organsystemer. Ledsymptomer er hyppige, men mindre udtalte end ved reumatoid artritis (leddegigt)
- Betændelsesreaktioner i blodkar
Behandling af bindevævssygdomme
Generelt behandles bindevævssygdomme med antiinflammatoriske og immundæmpende medikamenter. Behandlingens intensitet afhænger af sværhedsgraden af sygdommen.
Forløb og komplikationer
Langt de fleste sygdomme er kroniske og har et varierende forløb. Prognosen afhænger af den enkelte sygdom, men i visse tilfælde er tidlig diagnostik og behandling (f.eks. ved arteritis temporalis ) meget vigtigt for prognosen.