Apopleksi - blodprop eller blødning i hjernen Artikel

Pludselig opstår der vanskelige og uventede problemer på grund af mange fysiske og psykiske symptomer på en hjerneskade.
Familiens livsmønster, rollefordeling, økonomi og fremtidsmuligheder ændres radikalt.

WHO, Verdenssundshedsorganisationen, har defineret apopleksi som en tilstand med hurtig udvikling af tegn på skade i hjernen med en varighed på mere end 24 timer. En blodprop i hjernen betyder, at et større eller mindre blodkar stopper til, således at blodforsyningen går helt i stå. Figur 1. Det hjernevæv, der forsynes af den pågældende blodåre, bliver hurtigt ødelagt på grund af manglende ilt og energi i form af sukkerstof fra blodet. Når der er tale om en hjerneblødning, brister en blodåre, ofte på grund af forhøjet blodtryk, således at der siver blod ud i et område af hjernen. Figur 2. Ved brug af blodfortyndende medicin kan der lettere opstå hjerneblødning.

Apopleksi er den hyppigste årsag til kronisk invaliditet i Danmark og i de andre industrialiserede lande. I Danmark er antallet af apopleksier pr. år ca. 10.000 tilfælde. Dette svarer til, at 2 per 1.000 danskere rammes årligt. I Europa er apopleksi hyppigst i østlandene.

Personer på 85 år og derover har en større risiko for at få apopleksi end yngre. Apopleksiens omfang og komplikationerne samt dødeligheden er betydeligt højere hos de meget gamle. Mænd rammes hyppigere end kvinder. Ligesom ved mange andre sygdomme rammes personer fra lave, sociale klasser med kort skolegang og ringe indkomst hyppigere end de øvrige befolkningsgrupper.

I mange tilfælde kommer sygdommen pludseligt og uden forvarsler. Hos mange er der forudgående træthed, hovedpine og snurrende fornemmelser i arme eller ben.

Symptomerne på apopleksi kan variere i sværhedsgrad, alt efter, hvor skaden sidder i hjernen. Der kan være tale om lammelser, øget spænding i musklerne, ændret følesans, synssans og lydopfattelse.
Dertil kommer ændrede psykologiske og intellektuelle funktioner. De følelsesmæssige reaktioner bliver ligeledes ændrede, således at den tidligere personlighed ofte ændres væsentligt. Figur 3.

Man taler om halvsidig lammelse, når den ene halvdel af kroppen samt arm og/eller ben er lammet. Musklerne i den ene side af ansigtet, mund og tunge kan også være lammede. Mundvigen kommer til at hænge. Det kan da være vanskeligt at holde på mundvandet, tygge og synke samt tale. Lammelse af venstre side af kroppen forekommer, når der er sket en skade i højre side af hjernen. Dette skyldes, at nervebanerne krydser på vej fra hjerne til krop. Hjernen sender og modtager impulser fra den modsatte side af kroppen. Figur 3.

Muskelspændinger, også kaldet spasticitet, er en forhøjet spændingstilstand, der kan opstå i de lammede muskler, særligt hen i forløbet. Dette bevirker, at arm og ben vanskeligt kan bøjes og strækkes. Ofte er der smerter i musklerne, når man forsøger at rette musklerne ud. Musklerne kan være vanskelige at kontrollere og bevægelser bliver besværlige. Ved angst og smerter forværres sympto-merne. I senstadier kan en patient med svær apopleksi komme til vedvarende at ligge i
fosterstilling på grund af disse spændinger.

En ændret følesans kan bevirke, at den lammede side ikke kan føle smerte, varme, kulde eller berøring. Dette kan give mange forskelligartede problemer. Den lammede side kan føles tung og sovende.

Ved apopleksien kan der opstå bortfald af synsfeltet. Man taler om hemianopsi, når halvdelen af synsfeltet falder bort. Patienten kan da ikke se de ting, der befinder sig i halvdelen af synsfeltet. Det bevirker for eksempel, at patienten kun spiser det, der er på den ene side af tallerkenen. Hvis en patient med hemianopsi skal tegne en urskive, bliver denne skæv, fordi patienten oplever verden på en anden måde end tidligere. Figur 4. Patienten kan vende sig til at dreje hele hovedet for at dække mere af synsfeltet, således at generne bliver mindre.

Apopleksipatienten bliver mere følsom overfor lyde og specielt støj. Dette kan i høj grad påvirke patientens reaktioner på omgivelserne.

Når hjernen bliver påvirket opstår der meget ofte en generel træthed. Koncentrationsevnen nedsættes, og hukommelsen forringes, særligt overfor nye ting. Patientens følelser bliver påvirkede, vedkommende bliver mere nærtagende, lettere at røre og med tendens til grådlabilitet. Gråden kommer ved selv små belastninger. Nogle patienter rammes af såkaldt tvangsgråd, hvor gråden kan udløses ved ganske lette påvirkninger. Patienten er ikke så ulykkelig, som gråden kunne give anledning til at tro. Når patient og de pårørende får en forklaring herpå, aftager symptomerne ofte.

Sanseindtrykkene kan være påvirkede afhængig af, hvor apopleksien rammer. Figur. 4. Det betyder, at patientens evne til at regne, skrive, synge, tale og opfatte egne legemsdele korrekt, kan være ophævet eller forstyrret. Et generende fænomen er det såkaldte neglekt, det vil sige manglende erkendelse af den ene side af kroppen og den ene side af rummet. Dette optræder oftest, når den venstre side af kroppen er ramt af apopleksien. Personen reagerer og opfører sig som om, »alt er ved det gamle«. Den syge side eksisterer ikke for den ramte person. Det giver anledning til mange problemer, særligt i genoptræningssituationen. Hvis en patient er klar over at, et ben er lammet og gangen vanskeliggjort, kan vedkommende lære at reagere relevant. Derimod er det vanskeligt at træne og opnå en hensigtsmæssig gangfunktion, hvis »man« tror, at »man« kan gå som vanligt.

Efter en apopleksi opstår der ofte problemer med at kommunikere. Der kan være tale om manglende kontrol af taleapparatet på grund af muskulære forandringer i ansigt, tunge eller svælg. Dette kan give en uklar og forvansket udtale (dysartri). Egentlige sproglige forstyrrelser i form af vanskelighed ved at udtrykke sig og/eller ved at forstå ord, kaldes afasi.

I svære tilfælde kan sproget være så forstyrret, at der opstår »sort tale«, hvor ordene ikke kan forstås af andre. Patienten kan blive dybt ulykkelig over ikke at blive forstået. I nogle tilfælde kan det ses, at en sprogligt svært ramt patient ikke kan tale, men til gengæld synge. Talecentret og »synge-centret« sidder nemlig i hver sin hjernehalvdel. Heldigvis kan mimik og kropssprog være bevaret, så der er mulighed for at kommunikere. Det kræver stor tålmodighed og forståelse at omgås en person med afasi eller dysartri.

Omkring halvdelen af apopleksi-patienterne rammes af egentlig depression. Nu om dage er der heldigvis gode muligheder for at behandle denne tilstand med antidepressiva (»lykkepiller«). Der kan også fremkomme en depressionslignende tilstand, der er udløst af de ændede sociale forhold.
Personen bliver deprimeret over, at det tidligere liv med arbejde og fritidsaktiviteter bliver totalt ændret. Selvrespekten forsvinder let i sådan en situation.

Evnen til at klare aktiviteter i dagliglivet (ADL) og færdigheder kan være stærkt påvirket. Tabel 1.Selv det at komme på toilettet, børste tænder og klæde sig på kan give vanskeligheder. Problemer med at organisere og udføre handlinger kaldes apraksi.

Mange studier har vist, at forskellige livsstilsfaktorer øger eller mindsker risikoen for apopleksi. Se tabel 2.

er blevet påvist som en risiko hos omkring halvdelen af de patienter, der får apopleksi. Gennem de sidste 10 år har adskillige, store undersøgelser over patienter med forhøjet blodtryk vist, at hyppigheden af apopleksi kan nedsættes, hvis blodtrykket bliver behandlet korrekt.

Patienter med forhøjet blodtryk bør udredes, så man finder frem til, om hjerte, lunger og nyrer, samt hjerne har taget skade. Nu om dage er der så mange forskellige midler mod forhøjet blodtryk, at man ofte kan behandle både det forhøjede blodtryk og andre problemfyldte tilstande.

er et hyppigt fund ved apopleksi. Dette har givet anledning til overvejelser vedrørende diæt og/eller fedtnedsættende medicin. Flere studier har vist, at nedsættelse af fedt i blodet mindsker størrelsen af forkalkede områder i halskarrene.

Tobaksrygning er en stor og ubehagelig risikofaktor for at få apopleksi hos personer under 80 år. I de højere aldersgrupper lægges der ikke så megen vægt på tobaksrygning eller ej, mest på grund af for lidt viden herom.

Det glædelige er, at ophør med tobaksrygning i 1-2 år kan bringe eksrygeren ned på et niveau med ikkerygeren, hvad angår risiko for apopleksi.

Tobaksrygning øger risikoen for apopleksi væsentligt, hvis der tillige er forhøjet blodtryk og/eller forhøjet fedt i blodet.

er truede grupper med høj risiko for at få apopleksi.

Det synes efterhånden at være sikkert, at et moderat forbrug af alkohol, særligt rødvin, er forbundet med nedsat risiko for blodprop i hjernen. De mennesker, der drikker rødvin, har ofte andre positive livsstilsfaktorer, så som god økonomi, sund, varieret kost og motion. Man må derfor være varsom med at konkludere, at det er rødvin som sådan, der nedsætter risikoen.

Der findes i øvrigt en række andre sygdomme, bl.a. forskellige gigtlidelser, hvor risikoen for apopleksi er øget.

For at sikre den bedst mulige behandling, bør en patient med mistænkt apopleksi straks indlægges, undersøges og behandles. Dette sker bedst på et hospital, der har specialiseret sig i fagområdet apopleksi. Det vil ofte sige en apopleksienhed, hvor der rådes over et veluddannet personale,og hvor der er mulighed for at gennemføre væsentlige og nødvendige undersøgelser.

I apopleksienheden arbejdes i et såkaldt tværfagligt team, dvs. at flere faggrupper arbejder sammen for at opnå det bedste resultat. Når patienten kommer i en apopleksienhed, har det vist sig, at chancen for overlevelse og for et godt behandlingsforløb bedres væsentligt.

Straks efter en indlæggelse bør patienten undersøges af en læge, der vurderer situationen og planlægger et undersøgelsesprogram, der er tilpasset den enkelte patient. Der tages forskellige blodprøver, blodtryk, elektrokardiogram og ofte røntgen af hjerte og lunger. Derpå udføres en hjerneskanning, der kan vise lokalisationen og arten af en skade. Undersøgelsen kan også vise, om der er tale om en blodprop eller en hjerneblødning, stor eller lille, frisk eller gammel. Der er flere typer af skanninger og i øvrigt mulighed for at undersøge blodets strømningshastighed i hjernens forskellige dele.

Behandlingen af apopleksi bør ske lige så hurtigt og effektivt, som hvis det havde været en blodprop i hjertet. Det skal straks sikres, at patienten kan trække vejret, at hjertet slår regelmæssigt og blodprøverne er i orden. Forskellige ledsagesymptomer bør behandles, såsom kramper, kvalme og opkastninger. Forhøjet temperatur og forhøjet blodsukker synes at kunne forværre patientens tilstand. Når en blødning er afkræftet, bør der straks gives acetylsalisylsyre, første dag 150 mg, derpå 75 mg og dipyridamol 200 mg x 2 dagligt for at mindske risikoen for nye blodpropper. Visse lægemidler kan hurtigt opløse en blodprop i hjertet, men forholdene i hjernen er anderledes, og kun ganske få patienter vil få gavn af en sådan behandling, der er forbundet med en øget risiko forblødninger. Andre tilstedeværende sygdomme skal også behandles, ofte i samarbejde med andre specialister.

Plejepersonalet omfatter sygeplejersker, sygehjælpere, social- og sundhedsmedarbejdere samt elever. Den daglige pleje og omsorg er meget væsentlig for et godt genoptræningsforløb. Information og samtale, god ernæring og forebyggelse af sår er nogle af de vigtige plejeområder.

Genoptræningen har til formål at få apopleksipatienten til at fungere i hverdagen igen. Genoptræningen bør i princippet ske hele døgnet. Det er afgørende, at patienten udnytter det, der er blevet indlært. Den lammede side skal bruges, men på den korrekte måde. Fig. 5.

Fysioterapeuterne hjælper med forflytninger, gang- og balanceproblemer. De træner musklerne, så de bliver styrkede. Hvis der er kommet øgede muskelspændinger, kan fysioterapeuten modvirke disse ved at give en specifik behandling. Patienten bliver trænet til at opfatte, bearbejde og
bruge sanseindtrykkene, så krop og bevægelser kan nærme sig de tidligere bevægemønstre.

Ergoterapeuterne stimulerer og træner den lammede side af kroppen, således at de daglige færdigheder kan genoprettes. De kan stimulere hukommelsen, koncentrationsevne og talen.

Fysio- og ergoterapeuterne vurderer sammen, om der skal foretages ændringer i boligen for, at patienten skal kunne klare sig. Ofte må der foretages et hjemmebesøg sammen med patienten. Behovet for hjælpemidler, såsom rollator, gangvogn og nødkald, bliver også vurderet.

Talepædagogisk behandling sker sideløbende med de øvrige behandlinger, og den vil ofte foregå over en lang periode.

De pårørende kan støtte patienten psykologisk og praktisk i hele genoptræningsforløbet. Et godt socialt netværk er guld værd. Hele tiden bør der tænkes på, at netværket også kan udtrættes. Der kan være brug for støtte i det daglige med hjemmesygeplejerske og hjemmehjælp. Et aflastningsophold på et plejehjem kan give de pårørende et tiltrængt pusterum.

Der er behov for en målrettet udredning og behandling af apopleksipatienter, helst på en specialafdeling. Genoptræningen bør fortsætte efter udskrivelsen fra hospital.

Forebyggelse af denne svære lidelse er vigtig. Hver enkelt person bør overveje sin livsstil, så een eller flere risikofaktorer kan mindskes.