Cyster på æggestokke og barnløshed - polycystisk ovariesyndrom - PCOS Artikel

Her kan du læse om PCO, polycystisk ovarie syndrom. Få viden om hormoner og barnløshed. Find information om pcos, polycystisk ovariesyndrom. Få gode råd til et bedre liv med pco, pcos og polycystisk ovariesyndrom.


Symptomer ved PCO


Ved polycystisk ovariesyndrom er der ingen ægløsning, men der dannes stadig østrogener ud fra et andet hormon ved navn androstendion, der cirkulerer i blodet. Der er ofte manglende evne til at blive gravid, da der ikke frigøres æg.

Der kommer øget behåring, fordi det mandlige kønshormon dominerer i forhold til det kvindelige østrogene hormon, der er oftest overvægt, og der er enten ingen menstruationer eller meget uregelmæssige menstruationer, som er uforudsigelige med hensyn til, hvornår de kommer, hvor stærk blødningen er, og hvor længe de varer. I æggestokkene er der i reglen mange cyster - væskefyldte hulrum - og æggestokkene kan være forstørrede.

Der er en arvelig tendens til at få PCOS. De fleste med sygdommen får deres første menstruation i normal alder, men har ofte tegn på overvægt af mandlige kønshormoner allerede da, og i kombination med overvægt medfører det som nævnt øget dannelse af østrogene hormoner udenfor kønskirtlerne. De stimulerer dannelse af det luteiniserende hormon LH og nedsætter det follikelstimulerende hormon FSH. Begge hormoner dannes på undersiden af hjernen og i hypofysen.

Det forhøjede LH kan få æggestokken til at vokse og give øget produktion af mandlige kønshormoner, som igen kan bruges til at danne mere østrogen, som fastholder, at der ikke kommer ægløsning. Der dannes foruden i æggestokkene også mandlige kønshormoner i binyrebarken, og jo mere overvægtig en kvinde er, jo værre bliver hele denne onde cirkel med dannelse af østrogener.

Der kommer altså forkerte signaler til hypothalamus på hjernens underside og til hypofysen, og der er ikke tale om fejl i æggestokkene, men snarere om fejlagtige hormonsignaler fra hjernen til æggestokkene.

Der er også en sammenhæng mellem polycystisk ovariesyndrom og nedsat insulinfølsomhed, og er dette tilstede, vil en insulinlignende vækstfaktor via modtagersteder i æggestokkene kunne forøge dannelsen af de mandlige hormoner.

Behandling af PCOS


Behandlingen går ud på at bryde den onde cirkel på forskellige måder. Man kan nedsætte dannelsen af de mandlige hormoner ved at fjerne noget af æggestokkene eller ved brug af p-piller.

Man kan nedsætte dannelsen af østrogener ude i kroppen ved at tabe i vægt, eller man kan give et antiøstrogent middel, fx clomiphen, der så vil øge det follikelstimulerende hormon, som også kan øges på andre måder med specielle hormoner. Det er især ved ønske om graviditet, man bruger dette for at fremkalde ægløsning.

Alle, der er overvægtige, skal forsøge at tabe sig i vægt, da dette forbedrer følsomheden for insulin. Motion er derfor vigtig, også fordi motion i sig selv forbedrer følsomheden for insulin. Minimum er en halv times rask gang hver dag.

Kvinder, der ikke ønsker at blive gravide, kan behandles med p-piller, der undertrykker produktionen af mandlige hormoner. P-piller kan også bruges, hvis der er lange eller kraftige menstruationsblødninger.

Man bruger nu også i behandlingen et middel mod sukkersyge, metformin (Glucophage, Orabet), der både kan hjælpe til vægttab og forbedre insulinfølsomheden, og på denne måde nedsætte dannelsen af mandlige hormoner. Et studie har vist, at behandling med metformin gør det mange gange lettere at fremkalde ægløsning med clomiphen hos kvinder med PCOS og dermed for kvinderne at blive gravide (Kilde: Fertil Steril 2001 Feb; 75:310-5). Metformin skal tages sammen med maden, da det ellers kan give metalsmag i munden og kvalme, evt. diaré.

Stoffet spironolacton, som hæmmer binyrebarkhormonet aldosteron, modvirker de mandlige kønshormoner og kan derfor nogen gange have en virkning.

I mange tilfælde er det altså vægttab, metformin og evt clomiphen, der tilsammen skulle kunne hjælpe. Der er ikke tale om østrogenmangel, der er snarere for meget af det. Et samarbejde med lægen og evt. gynækologisk speciallæge skulle kunne give de ramte håb om at klare problemet og få børn.

Den amerikanske læge Dr. Wright skriver, at lakrids er godt i behandlingen af visse sygdomme, hvor hormoner er indblandet, blandt andet PCOS. Studier har vist, at to indholdsstoffer i lakrids, glycyrrhizin og glycyrrhetinic acid har en kraftig indflydelse på funktionen af steroid hormoner ved at ændre på deres omsætning.

I et ukontrolleret klinisk forsøg gav man otte barnløse kvinder med PCOS 5-10 gram lakrids dagligt samt Paeonia lactiflora i 2-8 uger. Efter afslutningen af behandlingen var indholdet af testosteron i blodet blevet normalt, og seks af kvinderne begyndte at få ægløsning. To af de seks blev gravide.

Et senere studie fandt, at stoffet paenoflorin (fra Paeonioa lactiflora) og glycyrrhetinic acid klart nedsatte æggestokkenes (ovariernes) produktion af testosteron.


Læs mere om barnløshed hér

Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 15.06.06