Kombinationen af hård fysisk træning og en spiseforstyrrelse kan være en farlig cocktail.
Adskillige motionscentre har gjort Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) opmærksom på, at flere og flere mennesker med spiseforstyrrelser bruger motionen til at tabe sig på en uhensigtsmæssig måde. Foreningen ønsker derfor med en ny folder "Krop og motion" at nå disse personer, men også trænere, instruktører og medmotionister.
Folderen beskriver de forskellige kendetegn ved en spiseforstyrrelse og faren ved at overdrive motionen. Den opfordrer trænere, instruktører og medmotionister til at tage kontakt til dem, der overtræner eller til at søge vejledning hos LMS, hvis de bliver opmærksomme på egne eller andres tegn på en spiseforstyrrelse.
Formand for LMS, Anne Minor Christensen, udtaler:
"Den manglende erkendelse af sygdommen er en del af dét at have en spiseforstyrrelse. Det er mit håb, at folderen kan hjælpe dem, der overtræner, til at nå til en form for erkendelse. Omgivelserne kan hjælpe ved at læse folderen og enten selv henvende sig til disse mennesker eller foreslå, at de kan henvende sig til os."
Administrerende direktør i Fitness dk, Rasmus Elmann Ingerslev, støtter op om initiativet.Han siger:
"Det er en problemstilling, som det i mine øjne er afgørende at have en holdning til, hvis man er i vores branche. Vi har i vores personalehåndbog klart defineret nogle retningslinier på området. Jeg mener, at folderen er en god idé og tror på, at den kan øge forståelsen for spiseforstyrrelser."
Fakta
Folderen kan bestilles på telefon 3536 4913, mandag, onsdag og fredag kl. 9.30-12.30 eller på mail [email protected]
LMS tilbyder blandt andet en støtte-/kontaktperson, støttegrupper for spiseforstyrrede eller deres pårørende og anonym telefon- og mailrådgivning.
Den hyppigste dødsårsag for piger mellem 14 og 24 år er en spiseforstyrrelse. 40.000 danske kvinder mellem 15 og 60 år lider af en spiseforstyrrelse.
Læs folderen hér
Yderligere oplysninger:
Formand for LMS, Anne Minor Christensen, mobil 2869 1230
www.spiseforstyrrelser.dk
[email protected]
Kilde: Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser.
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 09.06.06