Det febersyge barn Artikel

Hvis dit barn føles varm og du har mistanke om at det har feber, bør du altid tage barnet temperatur. Små børn kan have svært ved at regulere varmen og defor kan de få "dynefeber" hvis de er dækket på meget til. Læs her den praktiserende læges råd.

Ved mistanke om feber bør temperaturen måles inden henvendelse til lægen. Barnets normale temperatur ligger mellem 36,5 og 37,70 celsius. Hvis man har mistanke om, at ens barn har feber, er det vigtigt, at temperaturen måles. Det kan lyde banalt, men mange bekymrede forældre ringer til deres praktiserende læge og siger, at deres barn har feber, når lægen spørger, hvad temperaturen er, er et klassisk svar, at den er høj, fordi barnet er meget varmt på panden. Det kan lægen ikke bruge til ret meget, og det er derfor en god idé inden henvendelse til lægen, at temperaturen er målt.

Det mest pålidelige mål fås ved måling af endetarmstemperaturen. Den kan måles med et digitaltermometer, som giver en bip-lyd når målingen er færdig.

Temperaturen kan også måles i øret eller under tungen. I begge tilfælde gælder det, at temperaturen her ca. 0,50 under legemstemperaturen. Man skal være opmærksom på specielle fejlkilder ved måling af den karakter, idet et særlig varmt eller koldt øre kan påvirke temperaturmålingen, således at man måler falsk for høj eller falsk for lav temperatur. Det samme gælder, hvis barnet får målt temperaturen i munden, og det umiddelbart forinden har spist eller drukket noget, der er meget varmt eller koldt. I begge tilfælde anbefales det at vente ca. 15 minutter, før målingen foretages. Måling med øretermometer foregår meget hurtigt, hvorimod temperaturmålingen under tungen skal måles i 2-3 minutter. Temperaturen kan også måles i armhulen, men det er mere usikkert og ikke særligt praktisk anvendeligt, for termometeret skal ligge i ca. 10 minutter, og den temperatur, der måles, er ca. 1° lavere end legemstemperaturen

Når barnet får feber, er det næsten altid forårsaget af en infektion, der stammer fra indtrængende virus eller bakterier. Så snart virus eller bakterier trænger ind i kroppen, reagerer immunforsvaret meget hurtigt i forsøg på at bekæmpe skadevolderne. Immunforsvaret har mange strenge at spille på, og én af de strenge er legemstemperaturen. Når den stiger, og barnet udvikler feber, har de indtrængende bakterier og virus svært ved at overleve. Det er baggrunden for, at man som hovedregel ikke skal give febernedsættende medicin. Hvis man giver febersænkende medicin, vanskeliggør man kroppens bekæmpelse af den indtrængende virus eller bakterie. Selvfølgelig findes der altid undtagelser, og det gælder f.eks. hvis barnets temperatur er unormalt høj.

Når temperaturen stiger, har barnet som regel kulderystelser, og i den fase må det gerne tildækkes. Når temperaturstigningen ophører, vil barnet som regel begynde at svede, og så er det vigtigt, at det bliver afdækket, dvs. det kan ligge med bare arme og bare ben dækket af et flonelstæppe eller et lagen. Små børns temperaturregulation er meget umoden, og hvis de bliver tildækket i den sidstnævnte fase, kan temperaturen stige unormalt meget og give anledning til (dynefeber).

Et barn, der har feber, har større væsketab end normalt, og det er derfor vigtigt får så meget at drikke som muligt. Det hænder af og til, at bekymrede forældre ringer til mig og siger, at deres barn har feber og ønsker, at jeg skal aflægge dem et besøg. De tror fejlagtigt, at det er farligt at tage et barn med feber ud i den friske luft og bringe det til lægen, men i langt de fleste tilfælde sker der ikke noget ved det. Lægen har bedre muligheder for at undersøge barnet i klinikken end hjemme på spisebordet, hvor belysningen måske ikke er den allerbedste, og hvor de bekymrede forældre ikke holder fast nok på barnet til en ordentlig undersøgelse af f.eks. hals og ører.

Det er vanskeligt ud fra feberen alene at udtale sig om alvoren af den sygdom, der raser i barnet. Derfor er vi som læger meget interesserede i at vide, hvordan barnets almene tilstand er. Den første kontakt er jo næsten altid i telefontiden om morgenen. Jeg har følgende standardspørgsmål:

1. Har du målt temperaturen?
2. Hvor høj er den?
3. Spiser og drikker dit bar?
4. Om barnet gør sig våd?
5. Ligger det sløvt og apatisk hen eller løber det omkring i stuen?
6. Kan du komme i ordentlig kontakt med barnet?
7. Synes du, barnet er helt anderledes end det plejer at være?
8. Synes du, barnet ser sygt ud?

Ud fra det danner jeg mig et billede af situationen og rådgiver om observation og behandling. Barnets almene tilstand er meget vigtig at vurdere sammenlignet med feberen. Jeg er mere nervøs for et barn, der ikke har særlig høj temperatur, måske 38,8, men som samtidig er sløvt og apatisk end et barn, der har 39,9 i temperatur, men som løber rundt og leger i stuen. Almindeligvis er det

vanskeligere at vurdere et mindre barn end et større barn, og jo mindre barnet er, jo sværere kan det være for den praktiserende læge at vurdere alvoren bag feberen. Helt små børn har også ofte meget sparsomme symptomer, selvom de er alvorligt syge, og derfor vælger mange læger at indlægge de helt små børn til observation på hospitalet, for derigennem at sikre sig, at man ikke har overset en alvorlig infektionssygdom.

Fornuftig indretning af børneinstitutioner mindsker risikoen for smitte med infektionssygdomme.
Det er ikke unormalt, at børn har feberepisoder flere gange om året. Det skyldes næsten altid luftvejsinfektioner fremkaldt at virus. Grunden, til at børn hyppigere er syge end voksne, skyldes flere omstændigheder. Tidligt i livet har barnet ikke dannet så mange antistoffer, som man har i voksenalder, og dels er børnene ofte klumpet sammen i daginstitutioner og skole, hvor der er en tæt kontakt og dermed stor mulighed for smittespredning fra et barn til et andet. I Gøteborg har man for nogle år siden lavet en undersøgelse, hvor man sammenlignede forekomsten af infektioner i luftvejene hos børn i forskellige daginstitutioner. Ikke overraskende viste det sig, at i de børneinstitutioner, hvor der var mest rum og færrest børn per rumenhed, var sygeligheden klart mindre end i de ældre institutioner, hvor pladsforholdene var dårligere, og hvor der var flere børn per rumenhed. Det kunne de danske politikere og beslutningstagere godt lære noget af. Som forældre kan man også være med til at påvirke beslutningerne om indretning af børneinstitutioner. Det er et fælles ansvar.

Efter indførelse af MFR-vaccinationen (indeholder DRAP-virus fra mæslinger, røde hunde og forårssyge) ser vi heldigvis næsten aldrig de nævnte sygdomme. Imidlertid er der en mindre gruppe af børn, hvis forældre aktivt har fravalgt vaccinationstilbuddet, og de løber en stor risiko for at blive meget syge, hvis de bliver ramt af en af de pågældende virusarter. Det skyldes nogle specielle former ved virus, der gør, at når de har svært ved at finde en rask person (når de fleste er vaccinerede og dermed beskyttede) bliver deres sygdomsfremkaldende egenskaber forstærket, og man risikerer derfor, at sygdomsforløbet får et meget mere voldsomt forløb, end det sædvanligvis

har. Den eneste »rigtige« børnesygdom, der ikke bliver vaccineret imod er skoldkopper. Sygdommen er meget smitsom og rammer især børn. Den giver anledning til et kløende udslæt på huden, og samtidig kommer der en masse små blærer, der brist og bliver til sår. Det er ikke altid, at der er feber, og mange børn er ret upåvirkede af sygdommen. Sygdommen er som regel mildt forløbende, og den efterlader livsvarig immunitet. Der er ikke nogen egentlig behandling af sygdommen ud over kløestillende behandling, f.eks. med zinkkalmitot, der duppes på huden. Kan købes i håndkøb på apoteket.

Tredagesfeber, lægen kalder den som regel exanthema subitum. Er også en meget hyppig børnesygdom. Langt de fleste børn ligger i aldersgruppen 6 mdr. til 3 år. Grunden til, at den hedder tredagesfeber, er, at børnene som regel har meget høj temperatur, op i nærheden af 400 i tre dage. Derefter rasler temperaturen ned, og samtidig hermed kommer der et rødt udslæt på kroppen bredende sig ud over arme og ben. Udslættet kan godt minde om mæslinger. Det er blegrøde pletter på huden. De er oftest ikke til stede i mere end højst et døgn, så forsvinder de igen. Sygdommen er ufarlig og kræver ingen behandling.

Forkølelse er en meget hyppig sygdom, især hos børn. De fleste børn har 2-4 forkølelser om året, og det er især i efterårs-, vinter- og forårsmånederne. Sygdommen er meget smitsom og forårsages af en virus. Børn får hyppigere feber end voksne. Jeg tror, at langt de fleste mennesker kender symptomerne på forkølelse, fordi de også selv har haft det adskillige gange. En gang imellem medfører forkølelse imidlertid, at der optræde komplikationer af forskellig karakter. Det kan f.eks. være betændelse i øjnene eller i mellemøret. Imidlertid kan man også få halsbetændelse, lungebetændelse og bihulebetændelse, selvom sidstnævnte er ret sjældent hos børn. Hvis der kommer komplikationer, kan man i øjnene opdage det ved, at der kommer gule pusklatter i øjenkrogene, og at det hvide i øjet evt. bliver rødt. Mange af tilfældene kan klares med at bade øjnene med f.eks. kold kamillete, hvis det er lidt mere udtalt kan det være nødvendigt at give en speciel øjensalve, der kan fås på recept. De øvrige komplikationer viser sig ved, at sygdomsforløbet trækker ud over den uge, som en forkølelse sædvanligvis varer, at feberen evt. vender tilbage efter at have været væk i nogle dage samt at barnet udviser forskellige symptomer afhængigt af, hvor komplikationen optræder. Den hyppigste komplikation, jeg ser, er mellemørebetændelse. Den kan enten vise sig som en akut mellemørebetændelse, hvor barnet får stærke øresmerter, ofte ensidigt, og samtidig let temperaturstigning igen. Der er lavet mange undersøgelser over behandlingen af akut mellemørebetændelse. Her i Danmark er der bred enighed om, at man godt kan se tilstanden an i nogle dage på smertestillende behandling, og kun hvis symptomerne strækker ud over tre dage, kan man blive nødsaget til at give penicillin eller et andet antibiotika. Den anden form for mellemørebetændelse er det, jeg kalder for »forkølelse i mellemøret«. Det er meget almindeligt efter en forkølelse, at der kommer en væskeudtrædning fra slimhinden i mellemøret. Tilstanden er ufarlig, men generende for børnene, så længe den står på. Den medfører let hørenedsættelse og også en trykkende fornemmelse i ørerne. De fleste voksne kender fornemmelsen, hvis de har været ude at flyve, og når de lander ikke kan udligne trykket. Hvis tilstanden varer ved gennem længere tid, anbefaler jeg, at børnene bliver undersøgt af en ørelæge mhp. om de skal have udluftet mellemøret ved indlæggelse af et lille dræn i trommehinden.

Jeg har beskæftiget mig en hel del med infektioner i luftvejene, og det er fordi, det er den mest almindelige årsag til feber hos børn. Naturligvis er der en lang række andre sygdomme, som også kan give anledning til feber. Jeg tror, den mest frygtede sygdom er meningitis. Heldigvis er sygdommen relativ sjælden. I 1998 var der i hele Danmark 97 tilfælde af meningokokmeningitis hos børn under 14 år. Den kan fremkaldes både af bakterier og virus. Virusbetingede me-ningitter forløber ofte meget mere mildt end de bakteriefremkaldte. Med indførelse af HIB-vaccinationen er

Fornuftig indretning af børneinstitutioner
mindsker risikoen for smitte med infektionssygdomme.en del af de bakterielle meningitistilfælde forsvundet. Desværre har man ikke en lignende vaccine, der kan beskytte mod de forskellige meningokokarter, og det er desværre dem, der ofte giver anledning til de meget alvorligt forløbende meningitistilfælde. Sygdommen kan optræde i løbet af få timer, og den viser sig som regel ved høj feber, 39-400, påvirket almentilstand, sløvhed og apati, og lægen kan konstatere, at der er stivhed i nakken. Dette symptom kan mangle hos helt små børn, 0-2 år, hvor man derimod ofte vil lade sig vejlede af de påvirkede almentilstand. Der kan også være småblødninger i huden, hvilket er et særligt alvorligt faresignal. Børn mistænkt for meningitis skal øjeblikkeligt indlægges på hospitalet til undersøgelse og behandling. Undersøgelsen består bl.a. i en rygmarvsprøve til bestemmelse af, hvilken type meningitis det drejer sig om, og dermed hvilken behandling der skal vælges.

Nogle børn få feberkramper, og faktisk er det sådan, at alle børn godt kan få feberkramper, hvis temperaturen stiger tilstrækkelig hurtigt. Men det er kun nogle få procent af børnene, der får feberkramper, og det er hyppigst i 3-4 års alderen. Børn kan have en vis grad af arvelig tilbøjelighed, men andre forhold spiller også ind, f.eks. hvor hyppigt børnene har haft febersygdomme, og hvis første feberkramper bliver udløst af en forholdsvis lav temperatur, nemlig

Jeg har trukket nogle enkelte sygdomme frem og skrevet lidt nærmere om dem, fordi det er dem, jeg hyppigst ser i min praksis. Selvom jeg ikke ser meningitis særlig hyppigt, har jeg også skrevet om den, fordi den, til trods for dens »sjældenhed«, altid spøger i forældres bevidsthed, når deres barn er sygt med feber. Jeg kunne have skrevet om mange andre sygdomme, men det tillader pladsen ikke. Interesserede læsere kan jo søge oplysning på bibliotek, Internet osv.
Til slut et lille hjertesuk: Jeg bliver fra tid til anden ringet op af en mor eller far, der siger, at de dagen i forvejen har haft besøg af en vagtlæge, der udtaler, at deres febrile barn ikke fejler noget! Jeg tror ikke, det er det, som vagtlægen har ment, men derimod at han/hun efter endt undersøgelse af barnet ikke kan finde nogen årsag til, at barnet har feber. Og det er jo en helt anden sag. Et barn, der har feber, fejler nemlig altid et eller andet, heldigvis sjældent noget alvorligt.

Artiklen er opdateret d. 28.11.05.