Definition og årsager til diagramabrok
Diaphragma (mellemgulvet) er en flad muskel, der adskiller brystkassen fra bughulen og er den vigtigste åndedrætsmuskel.
Undertiden kan der være en medfødt svaghed i mellemgulvet, der forårsager, at indholdet i bughulen trykker sig ind i brystkassen. Dette kaldes et diafragmabrok (se også Brok). På grund af den manglende plads i brystkassen i fosterlivet kan diafragmabrokket i værste fald medføre, at lungerne ikke udvikles normalt.
Medfødt diafragmabrok forekommer hos ca. 30 ud af 100.000 nyfødte. Årsagen er ukendt.
Symptomer og komplikationer ved diafragmabrok hos børn
Symptomerne er afhængige af sværhedsgraden af brokket. I lette tilfælde af diafragmabrok har barnet en upåvirket vejrtrækning og er faktisk helt symptomfrit.
I værste fald kan barnet være meget påvirket ved fødslen på grund af dårlig lungefunktion. Der opstår stor iltmangel, som forårsager, at barnet får en karakteristisk blålig farve i huden og slimhinderne (cyanose). Iltmanglen kan blive så slem, at man må lægge barnet i respirator.
Diagnose ved diafragmabrok hos børn
Diagnosen stilles som regel ved den første lægeundersøgelse efter fødslen og ved et røntgenbillede, der viser tarme, som strækker sig op i brystkassen.
Behandling af diafragmabrok hos børn
Behandling er et kirurgisk indgreb, hvor man via brystkassen trykker tarmene tilbage til bughulen og syer den svage del af mellemgulvet sammen. Operationen udføres snarest muligt, men først når lungekredsløbet er stabiliseret.