Din gigt er en del af din hverdag Artikel

Gigt er en gruppe af sygdomme, der alle rammer , dvs. skelet, led og muskler.

I mange tilfælde af de forskellige gigttyper rammes kvinder hyppigere end mænd. Man skelner imellem gigtformer, der kan tage udgangspunkt i en betændelsestilstand og den degenerative (nedbrydende) gigt, slidgigten, der især skyldes slid på brusken i leddene.

Et fænomen som går igen hos de fleste gigtpatienter, er de smerter der næsten altid følger med en gigtsygdom. For nogen er de mere plagsomme og har en større indvirkning på deres hverdagsliv, end de har for andre. Det er hyppigst smerterne, der bliver nævnt som den største gene ved gigten. De fleste mennesker adapterer til, det vil sige indstiller sig på, at leve med den indskrænkede bevægelighed lettere end de indstiller sig på, at leve med smerterne.

Slidgigt er den almindeligste form for gigt i verden. Det er en degenerativ (nedbrydende) gigtform, der overvejende angriber de vægtbærende led. De led hvorpå der er størst og hyppigst vægtbelastning. Den findes i en primær og i en sekundær form. Den primære slidgigt kender man ikke årsagen til, men overbelastning, enten på grund af overvægt eller forkerte arbejdsstillinger, er en typisk del af billedet. Den sekundære opstår i forbindelse med andre ledsygdomme, eksempelvis ledegigt, fejlstillinger eller efterfølgende et knoglebrud.

Det er en langsomt fremadskridende sygdom. I starten af sygdommen er der smerter når leddet »tages i brug«, smerterne aftager når leddet er varmet op, for så at komme retur når leddet bliver »træt«. Senere i sygdommen forekommer der også hvilesmerter og bevægeligheden indskrænkes hos de fleste. Mange beskriver knitrende lyde inde i leddene, til tider væskeansamlinger og musklerne omkring leddene mindskes i størrelse og taber styrke.

Man vil sjældent kunne påvise at en patient lider af slidgigt ud fra en blodprøve. Der er meget sjældent tegn på inflammation, hverken klinisk eller i en blodprøve. Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorien samt på et røntgenbillede.

Behandlingen af slidgigt sigter primært mod smerterne, samt vedligeholdelse af ledfunktionen. Mange patienter har glæde af regelmæssige fysioterapibehandlinger og styrketræning. I sjældne tilfælde er slidgigten så invaliderende, at kirurgi er eneste udvej, for at opnå en tålelig tilværelse. Det kan være en ny hofte, et nyt knæ eller fjernelse af knoglenydannelser, dannet omkring et led med slidgigt.

En egentlig medicinsk behandling mod slidgigt findes ikke, i hvert fald ikke en helbredende behandling. Den medikamentelle behandling er mod smerterne og her er paracetamol præparater (eks pamol, Panodil og pinex) at foretrække.

En anden kendt gigttype er reumatoid artrit, på dansk kronisk ledegigt, der er en kronisk inflammatorisk (betændelses) ledsygdom. Den forekommer ca. 2,5-3 gange oftere hos kvinder end hos mænd. For de flestes vedkommende starter den i 30-40 års alderen.

Den starter ofte meget langsomt over uger til måneder med smerter i mange led, let temperaturforhøjelse, vægttab og almen utilpashed. Den udbreder sig som oftest symmetrisk, typisk startende i fingerleddene. Med tiden fremkommer der deformiteter og fejlstillinger af led, fingre og fødder.

Hos en del patienter angribes også rygsøjlen med stærke smerter og nedsat bevægelighed til følge. Rygsøjlen bliver ustabil og ikke sjældent vil nogle hvirvler falde sammen, dermed kommer der et stort tryk på rygmarvsnerverne. Dette medfører udstrålende og jagende smerter, funktionstab og dermed en større eller mindre grad af invaliditet.

Man kan stille diagnosen RA, kronisk ledegigt, ud fra røntgenbilleder sammenholdt med »gigtfaktorer« i en blodprøve og sygehistorien.

Hyppigt kan der også findes tegn på sygdommen udenfor leddene, eksempelvis i form af muskeltab, betændelser omkring sener, slimhindetørhed, gigtknuder og lungevævsaffektion.

En stor del af behandlingen sigter mod at hæmme betændelsen (NSAID præparater), derudover gives der regulære gigtmidler. Valg af gigtpræparat afhænger af gigtens sværhedsgrad og om sygdommens aktivitetsniveau.

Ledfunktionen bør trænes, trods smerter, så meget det er muligt ved hjælp af fysio- og ergoterapi. Da det er en sygdom med hastigt fremadskridende funktionsnedsættelse, såfremt man ikke gør noget for at bibeholde den.

Kirurgiske indgreb, så som kunstig hofte eller knæ og fjernelse af gigtknuder, kan afhjælpe nogle af smerterne, men ikke helbrede sygdommen.

At få diagnosen kronisk ledegigt er ofte meget angstprovokerende, da man som læge ikke kan forudsige noget om sygdommens forløb hos den enkelte patient. Derfor er tæt informativ kontakt mellem læge, patient og pårørende meget vigtig. Angsten for sygdommen kan være temmelig invaliderende i sig selv, derfor er tale vigtig.

Ovennævnte er de hyppigste og mest udbredte former for gigt og derfor dem der skulle gennemgås her.

Din levevis er ikke helt uvæsentlig for dit gigtforløb. Sund levevis kan ikke gøre det alene, men det er meget væsentligt at få en så lødig kost som muligt. Her tænkes på energigivende såvel som ikke energigiven-de næringsstoffer. Energigivende, det vil sige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer. Ikke-energigivende stoffer er vitaminer, mineraler og sporstoffer.

Gigtsygdomme er forbrugende sygdomme, det vil sige at når der er aktivitet i sygdommene så nedbrydes der væv, samtidig med at kroppen forsøger at genopbygge noget nyt væv igen. Dette skal der bruges mange næringsstoffer til, særligt proteinstoffer bør udgøre en stor del af kosten i sådanne perioder.

Som nævnt under de enkelte gigtsygdomme bør man som patient være fysisk aktiv for at vedligeholde ledfunktionen så længe som muligt. Styrketræning, svømning og cykling er gode træningsformer, der kan styrke leddene, ledbåndene og musklerne omkring leddene. Opvarmning og udstrækning/udspænding bør udgøre en stor del af træningsprogrammet. Opvarmningen bevirker et øget blodflow til muskler og led, hvilket i sig selv kan lette smerterne i relation til træningen. Under opvarmningen kan man lave det der kaldes dynamisk udstrækning, det vil sige at man med små og bløde bevægelser, udspænder musklerne mere og mere.

Undgå at foretage hårde eller hurtige ryk. Med dynamisk udstrækning bliver vævet omkring leddene også mere smidigt og eftergiveligt.

Udstrækningen/udspænding medvirker til at musklerne ikke trækker sig sammen og bliver forkortede.

For at understøtte kosten kan det være hensigtsmæssigt at tage et kosttilskud. Som gigtpatient har man brug for rigelige mængder antioxidanter. Der dannes hele tiden frie radikaler i kroppen, men endnu flere når man lider af en kronisk sygdom. Det er stoffer, der kan gribe ind i de naturlige kemiske processer som foregår i organismen. Ens livsførelse i øvrigt betyder også meget for produktionen og frigørelsen af de frie radikaler, indtagelse af kaf-fe, alkohol og forbrug af tobak fremmer dannelsen af disse stoffer. Antioxidanter er de stoffer som går ind og rydder op, altså fjerner affaldsstofferne fra organismen. Man får antioxidanter naturligt fra kosten via grøntsager og frugter.

Ingefær har i mange år været kendt som et middel til styrkelse af samtlige væv i organismen og særligt bevægeapparatets væv. Boswellia serrata, som er harpiksen fra træet, er et meget anvendt middel til styrkelse af kroppens led. Det har desuden vist sig at have en betændelseshæmmende virkning i organismen.

Væsentligt for at få fuld effekt af det man indtager, samt for at kroppen kan blive renset ordentligt ud, er VAND. Minimum 2 liter vand om dagen og deri er ikke indbefattet te, kaffe og alkohol.

Som nævnt tidligere er det vigtigt at have god kontakt til egen læge eller en reumatolog (gigtlæge), dine nærmeste skal også informeres om hvordan sygdommen udvikler sig. En god snak kan i mange tilfælde lette lidt på den psykiske belastning det kan være at lide af en kronisk og uhelbredelig sygdom. Fortæl pårørende og kollegaer om hvordan du har det, bare det at sige øv, kan ofte gøre en forskel.

Selvom det er en kronisk sygdom, så kan man godt lære at leve og leve godt med den.

Find ud af hvilke hjælpemidler du har brug for. De fleste kommuner har hjælpemiddel centraler, hvor man kan få disse hjælpemidler fra. Det skal dog henstilles fra egen læge eller en reumatolog at man får det.

Lev sundt og varieret, drik masser af vand og foretag nogle gode styrkende øvelser hver dag.

Gør nogen ting i din hverdag, der er gode for dig. Find dine egne små frikvarterer imellem hverdagens gøremål, de kan gøre den store forskel.

Når man har en sygdom er det vigtigt at man ruster sin psyke og passer godt på sig selv. Man er den nærmeste til det?