Overvægt og gigt - selv et lille vægttab kan lindre
Overvægt er en byrde for dine led. Hvis du vejer for meget, vil selv et lille vægttab være en lettelse for leddene. Især dine vægtbærende led er belastet af vægten. De vægtbærende led er ryg, hofter, knæ, ankler og fødder. Hvis man har urinsyregigt og er overvægtig, vil et vægttab nedsætte urinsyreindholdet i blodet.
Du vejer for meget, fordi du spiser mere, end kroppen når at forbrænde. Årsagen er ofte, at du spiser for meget af de fede madvarer og motionerer for lidt. For at opnå et varigt vægttab er det på begge områder, du skal sætte ind.
Individuel hjælp kan fås hos en diætist eller på et slankehold. Det kan øge motivationen at tabe sig sammen med andre.
Hvad bør jeg veje?
Det er individuelt, hvor meget man bør veje. Det afhænger især af højden, men ikke alene. Hvis man for eksempel er 1,60 meter, ligger idealvægten et sted under 64 kg afhængigt af køn, alder, og om man er spinkelt eller kraftigt bygget. Ved 1,70 meter er det under 72 kg og ved 1,80 meter er det under 81 kg. Den hurtigste måde at bedømme om man er for tyk, er ved at se sig i spejlet.
Målet er ikke at blive tynd, men at slippe for overvægt.
Undervægt og gigt
Undervægt er især et problem blandt mennesker med inflammatoriske gigtsygdomme, såsom leddegigt, Sjögrens syndrom og børnegigt.
Underernæring bør afhjælpes
Ved undervægt eller et vægttab, som ikke er planlagt, bør du gøre noget for at modvirke underernæring. Underernæring kan give dig muskeltræthed, uoplagthed, dårlig fysisk kondition, lav fysisk aktivitet og depression.
Konsekvenser af underernæring er særligt ubehagelige, når der er aktivitet i sygdommen. Det skyldes, at den øgede sygdomsaktivitet kan have en negativ virkning på appetitten samtidigt med, at man på grund af sygdomsaktiviteten har et større behov for næringsstoffer.
Årsager til undervægt og vægttab ved gigt
Der er mange årsager til undervægt og/eller uplanlagt vægttab:
- appetitløshed pga. sygdommen (smerter, træthed, nedtrykthed)
- appetitløshed pga. medicin (maveproblemer, smagsforandringer, mundtørhed)
- tygge- og/eller synkeproblemer
- fordøjelsesproblemer (forstoppelse, diarre, mavesmerter)
- øget protein- og energibehov efter større operationer eller knoglebrud
- nedsat evne til at planlægge og forberede måltider på grund af gigtsygdommen, så det går ud over både indkøb, madlavning og servering.