Discusdegeneration Artikel

Discusdegeneration er et almindeligt rygproblem. Disci er runde elastiske bruskskiver, der ligger mellem ryghvirvlerne.

Definition og årsager til discusgeneration

Disci (discus i flertal) er runde elastiske bruskskiver, der ligger mellem ryghvirvlerne. De har en stødabsorberende funktion og øger bevægeligheden af ryggen. Med alderen bliver disse disci mindre elastiske og aftager i tykkelse, således at ryghvirvlerne bliver mere belastet. Har man belastet sin ryg i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, opstår degenerationen tidligere.

Ryghvirvlerne kan pga. afsmalningen af en mellemliggende discus skurre mod hinanden eller trykke på omkringliggende nerver. Opstår der revner i yderkanten af bruskskiven, kan dette føles, hvilket kan føre til smerter og nedsat bevægelighed.

Forandringer i disci kan ses på røntgenbillede hos 50% af alle 50-årige og hos 100% af alle 80-årige og er derfor resultatet af en naturlig aldringsproces. Discusdegeneration er en hyppig årsag til lændesmerter (lumbago) og nakkeproblemer .

Symptomer på discusdegeneration


Symptomer fra nakkeregionen:
  • Smerter i nakken eller afledt herfra i form af hovedpine og smerter i skulderpartiet.
  • Bevægelsesindskrænkning.
  • Udvikling af triggerpunkter (overbelastningsskade i muskel, som medfører udstråling af smerte til et andet område).

Symptomer fra lænderegionen:

  • Smerter og morgenstivhed.
  • Forværring ved overbelastning.
  • Udstrålende smerter til balleregion og bagsiden af benet (iskias-smerter).
  • Skævhed i ryggen (skoliose) .

Forholdsregler og diagnose

Oplever man smerter eller smertebetinget skævhed i nakke eller lænderegion, skal man overveje, hvorvidt man overbelaster sin ryg i hverdagen. Man bør således stræbe efter optimale arbejdsstillinger. Forsvinder smerterne ikke efter en uges tid, kan man opsøge sin læge, som vil undersøge for ømhed af ryghvirvler og rygmuskler samt undersøge for bevægelsesindskrænkning. Er der strålende smerter i balleregion og ben, kan man mistænke discusprolaps .

Ved at tage et røntgenbillede af ryggen kan man se afsmalning af discus, og forandringer på ryghvirvlerne. Er der involvering af nervesmerter, kan man se, om der skulle være tryk på nerver via en CT- eller MR-skanning.

Forebyggelse og behandling af discusdegeneration

Ved at dyrke motion og rygtræning regelmæssigt, samt ved at optimere sine arbejdsstillinger, kan man gøre meget for at forebygge discusdegeneration. Udspændingsøvelser med bagoverbøjning har også god effekt. Ved smerter kan man tage almindelig smertestillende medicin som indeholder paracetamol (Panodil, Pamol m.fl.) eller ibuprofen (Ipren, Ibuprofen m.fl.). Massage kan løsne muskelsprændinger. Hvis der er vedvarende tryk på nerver, kan kirurgi komme på tale.

Forløb og komplikationer

Sygdommen har et vekslende forløb, og kan ændre sig, hvis man ændrer sin livsstil med f.eks. varierende arbejdsstillinger og belastninger. Muskelspændinger er en stor årsag til smerter, og forløbet afhænger af, hvorvidt ryghvirvler og muskler står i forkerte stillinger, og dermed bliver belastet uhensigtsmæssigt.

De degenerative forandringer i disci kan medføre indskrænket plads i rygsøjlen, således at rygrad og nerver påvirkes, og der kan udvikles føle- og kraftforstyrrelser i benene samt påvirket blærefunktion.

Ved udtalt degeneration kan der opstå skred af hvirvlerne (spondylolistese) i forhold til hinanden.