Definition og årsager
Divertikler er udposninger af slimhinden gennem muskulaturen i tyktarmen. Hvis man skal være korrekt, er der faktisk tale om uægte divertikler, da ægte divertikler er sjældne og indeholder alle tyktarmens lag. Man taler om divertikulose, når man har mange uægte divertikler. Som regel er de lokaliseret til tyktarmens sidste tredjedel.
Divertikler ses sjældent hos yngre, hos ca. 5% af 40-årige og hos op mod 80% af 85-årige.
Undertiden går der betændelse i divertiklernes væg, og tilstanden betegnes divertikulitis. Hvis betændelsen sker i divertiklernes omgivelser, taler man om peridivertikulitis.
Der er ikke enighed om, hvordan divertikulose og divertikulitis opstår. Men divertiklerne (de uægte divertikler) opstår formodentligt som følge af en defekt i tarmvæggens muskulatur samtidigt med et højt tryk inde i tyktarmen. Dette betyder, at slimhinden presses ud gennem muskulaturen. Det ser ud til, at der er en sammenhæng mellem livslangt indtag af fiberfattig kost og udviklingen af divertikler.
Man regner med, at divertikulitis opstår ved, at afføring ophobes i udposningerne og efterhånden giver overdrevet bakterievækst, hvilket kan medføre beskadigelse af divertikelvæggen og videre medføre en betændelsetilstand i denne.
Det er kun 10-20% af folk med divertikulose, der vil udvikle divertikulitis.
Symptomer på divertikulitis
Divertikulose er oftest uden symptomer, men kan undertiden give en fornemmelse af oppustethed og mavesmerter oftest lokaliseret til nedre venstre del af maveregionen (det er her den sidste tredjedel af tyktarmen er placeret). Divertikulitis giver derimod altid symptomer, men disse afhænger af, hvor hurtigt tilstanden udvikles, og om der ses komplikationer. Der ses følgende symptomer:
- Smerter og ømhed i nedre venstre del af maveregionen.
- Feber.
- Evt. ophævet eller delvist ophævet tarmfunktion (se tarmslyng).
- Evt. påvirket almentilstand og opkastninger.
Stærke pludseligt opståede smerter, påvirket almentilstand og opkastninger ses ved udvikling af komplikationer (se senere).
Forholdsregler og diagnose
Man kan formodentlig forebygge divertikulose og dermed også divertikulitis ved at indtage en kost rig på fibre. Hvis man først udvikler divertikulitis, skal man altid behandles af en læge. Men ved længerevarende symptomer fra tyktarmen skal man altid søge læge, særligt hvis man er over 50-60 år, mhp. at blive undersøgt for kræft i tyktarmen .
Divertikulose og divertikulitis opdages bedst ved en røntgenundersøgelse med kontrast af tyktarmen eller ved en kikkertundersøgelse ( koloskopi eller sigmoideoskopi ). Evt. må man lave en CT-scanning med kontrast .
Behandling af divertikulitis
Behandling af divertikulose i tilfælde af symptomer er den samme som ved forstoppelse og ved irriteret tyktarm med bl.a. afføringsfremmende midler. Divertikulitis med feber behandles med antibiotika. I tilfælde hvor behandlingen ikke har nogen effekt, eller i tilfælde af komplikationer, kan operation komme på tale.
Forløb og komplikationer
Divertikulitis kan have et akut forløb med relativt hurtigt udviklede smerter, feber og opkastninger. Pga. den kraftige betændelse kan tarmvæggen hæve op, og det kan medføre komplet forsnævring (stenose) med tarmslyng til følge eller perforation (hul igennem tarmvæggen til bughulen) evt. medførende bughindebetændelse .
I tilfælde af store perforationer kan der komme afføring ud i bughulen med meget alvorlig bughindebetændelse til følge. Der kan også ses abscesdannelse (dannelse af bylder) på tarmen.
Divertikulitis kan også have et mere kronisk forløb, der er mindre voldsomt men stadig med risiko for komplikationer. Her ses længerevarende smerter, mindre temperaturstigning og forstoppelse eller diare. Der kan også opstå abscesser eller fistler (abnorme kanaler mellem tarm og f.eks. hud dannet af betændelse) med udtømning gennem huden eller blæren (stor risiko for sidstnævnte da blæren ligger i tæt relation til nedre tyktarm, og dette medfører blærebetændelse).
Efter kronisk divertikulitis ses der ardannelse med efterfølgende skrumpning og evt. forsnævring (stenose) af tarmen til følge. Da forsnævringen ved kronisk divertikulitis sjældent er total, er symptomerne på denne mindre end ved forsnævringen ved det akutte forløb.
Komplikationerne ved det akutte og det kroniske forløb er dog overlappende, og ved begge former kan der i sjældne tilfælde ses blødning. Det skal dog siges at langt de fleste med divertikulitis har et mildt ukompliceret forløb.