Definition og årsager
Den dyssociale personlighedsstruktur (DP) er en af mange personlighedsforstyrrelser . En person med DP karakteriseres af en manglende hensynstagen til sociale forpligtelser, manglende følelser over for andre og en holdning præget af en generel ligegyldighed.
Der er en udtalt afvigelse mellem adfærden og de sociale normer, hvorfor personen med DP ofte kommer i problemer med loven. Personen kan ikke justere sin adfærd ud fra erfaringer, og straf kan derfor ikke ændre på DP. Personen er ligeledes præget af en lav frustrationstærskel, og der er ofte tendenser til voldelig optræden.
Ud fra veldokumenterede familieundersøgelser er det vist, at arvelighed spiller en stor rolle i udviklingen af en DP. Opvæksten er ofte præget af alkoholiske forældre med ringe uddannelse samt dårlige boligforhold og økonomi. Samlet medfører det omsorgsvigt og en generel negativ familieatmosfære, hvor der ikke sjældent ses fysisk og seksuelt misbrug af børnene. Resultatet er, at barnet udvikler en mistillid til sine omgivelser og aldrig får dannet sig de sociale erfaringer, som er nødvendige for at kunne omgås sine medmennesker.
Ca. 2% af den danske befolkning lider af DP i større eller mindre grad.
Symptomer ved DP
Ved en DP ses typisk:
- Manglende ansvarsfølelse overfor samfundets normer.
- Grov ligegyldighed over for andres følelser, samt manglende respekt over for sociale forpligtelser.
- Lav aggressionstærskel og frustrationstolerance.
- Manglende evne til at føle skyld og til at lade sig påvirke af erfaringer.
Forholdsregler og diagnose
Oplever man en ven eller et familiemedlem med ovenstående karakteristika, kan det være svært at overbevise personen om at søge professionel hjælp, da vedkommende ofte vil skyde skylden på andre og ikke oplever sig selv som syg. Man skal derfor have opbygget et tæt forhold til personen for at få overtalt vedkommende til at indgå i en terapeutisk behandling. Kan man ikke få overtalt vedkommende til at søge hjælp, bør man selv tage kontakt til en psykiater på vegne af personen med DP.
Diagnosen stilles af en speciallæge i psykiatri efter gentagne samtaler med personen og nærmeste familie, samt gennem en længere observationstid.
Behandling af DP
I behandlingen af patienter med DP bruges der både samtaleterapi og behandling med medicin.
Medikamenter:
Da en person med DP ofte lider af en hjernelidelse, der gør det svært at styre sit temperament, kan man give stemningsstabiliserende medicin, som også bruges i behandlingen af bipolar affektiv sindslidelse , f.eks. Lithium. Derudover kan man også anvende medicin, som bruges til forebyggelse af epileptiske anfald , f.eks. Tegretol.
Anvendelsen af disse typer medicin forudsætter et godt samarbejde mellem psykiater og patient, da medicinmængden i kroppen skal ligge indenfor et specifikt niveau, som skal kontrolleres ved jævnlige blodprøvetagninger.
Der bruges ikke beroligende medicin til denne patientgruppe, da der er risiko for at udvikle afhængighed.
Samtaleterapi:
I disse samtaler fokuseres der grundigt på en ændring i personens konkrete adfærd. Her skal patienten lære at indse de konflikter, som hans eller hendes adfærd skaber i sociale sammenhænge og konkret forsøge at ændre disse mønstre.
Der er sjældent tale om indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, da en person med DP ikke vil kunne fungere i en gruppe på afdelingen. Indlæggelsen vil ofte føre til konflikter blandt andre indlagte, hvorfor man vælger at følge patienten ambulant hos f.eks. distriktspsykiatrien.
Forløb og komplikationer
De karakteristiske dyssociale symptomer bliver mildere med alderen, da personen med DP modnes af livets erfaringer. Har man i sin barndom haft problemer med opmærksomhedsforstyrrelser , er der stor risiko for at udvikle dyssocial personlighedsforstyrrelser. I voksenalderen er tendensen til misbrug generelt eller alkoholafhængighed større blandt personer med DP.