Efterfødselsreaktioner (Fødselsdepressioner) Artikel

Når vi får børn, bliver vi igen mindet om det, der var engang. Om dengang, vi selv var spædbørn. Jamen det kan vi jo ikke huske. Jo - og nej. Vi kan ikke huske det med vores forstand. Spædbarnets hjerne kan ikke lagre erindringer på en måde, som gør, at vi kan huske dem senere hen. Nyere forskning har dog peget på, at vi husker alligevel - med vores sanseapparat og centralnervesystem, det som nogle kalder den "flydende intelligens". Hele dette system er fuldt udviklet, længe inden vi bliver født.

Gennem mine mange års kliniske arbejde (mere end 25 år) med kvinder med efterfødselsreaktioner har det slået mig, hvor vigtig denne periode er i menneskers liv. Når vi bliver forældre, får vi mulighed for - på et eller andet plan - at repetere vores egne dybe lag fra fødslen og fra den tidlige spædbarnstid. Når jeg arbejder med en kvinde, som har en efterfødselsreaktion, føler jeg, at jeg får et indblik i, hvordan hendes tidlige udvikling har formet sig. Ved at se på hendes relationer til barnet, hendes psykiske balance eller mangel på samme, kan der tegne sig et billede af, hvilke spor der er lagt i hendes psyke.

Hvad er en efterfødselsreaktion?

En efterfødselsreaktion er en fællesbetegnelse for en række forskellige reaktioner efter en fødsel. Jeg har valgt denne betegnelse frem for ordet fødselsdepression, som jeg synes er uheldigt og ikke tilstrækkeligt set i forhold til de forskellige reaktioner, der opstår.

For det første er depression sædvanligvis noget, vi definerer som sygeligt.
For det andet er der andre reaktioner i efterfødselsperioden end depression.Indenfor gruppen af efterfødselsreaktioner findes flere typer med forskellig sværhedsgrad:

• Tudetur (den mildeste form for reaktion).
• Efterfødselsreaktioner med:
  
  Tankemæssige forstyrrelser (tvangstanker, vrangforestillinger)
  
  Følelsesmæssige forstyrrelser (depression, mani, angst, aggression)
  
  Fysiske forstyrrelser (sansemæssige signaler, som tolkes som sygdom - AIDS, sclerose, kræft).
• Fødselspsykose (den sværeste form for reaktion).

Jeg vil her beskrive den midterste gruppe og henvise til artikler, vi har udgivet i GAIA-Instituttet om de to andre reaktioner, tudeturen og fødselspsykosen.

Symptomer på efterfødselsreaktioner

Når jeg har valgt at inddele reaktionerne i de ovenfor nævnte grupper, er det fordi, der er en vis logik i systemet. Vores personlighed består af vores tanker, vores følelser og vores fysiske krop. I disse forskellige områder kan vi have traumer, brist og mangler. Når vi bliver stressede, udfordrede på en ukendt måde (når der kommer et barn) bliver disse sårbare områder blottede og synlige. Vi kan ikke mere holde låget på plads.

Tankemæssige forstyrrelser kan vise sig som:

• Fantasier om ulykke.
• Tanker om at komme til at skade sig selv eller barnet.
• Tvangshandlinger.
• Selvvalgt isolation i forhold til venner og familie,
• Angst for at blive sindssyg.

Tvangstanker er meget almindelige ved efterfødselsreaktioner. De er tegn på angst, men der er ikke altid knyttet angstfulde følelser til. De fører heller ikke altid til tvangshandlinger. Tvangstanker kører rundt i ring: tænk hvis nu... De kan være umulige at få ud af hovedet. Det kan være tanker om noget forfærdeligt, som sker med barnet. Noget, som kvinden forestiller sig, at hun kan komme til at gøre.

Det er meget sjældent, at handlingerne bliver ført ud i livet. Ikke desto bliver kvinden ofte vældig skræmt. Tankerne udspringer ofte af angst for at miste. Angst for, at hændelser, som man selv har været udsat for, skal ramme ens eget barn. At ens eget barn skal opleve svært håndterbare følelser, som man selv har haft.

For det meste er det ikke bevidst for kvinden, at det er sådan, det kan hænge sammen.

Følelsesmæssige forstyrrelser kan være:

• Grådanfald - uden at vide hvorfor tårerne kommer.
• Følelser, som uden grund pludseligt kan veksle mellem glæde og sorg.
• Problemer med søvn, mareridt.
• Uforløste følelser omkring en kompliceret fødsel.
• Følelse af at være "ikke god nok" til at tage vare på barnet.
• Ønske om at være uden barn.
• Bekymringer vedrørende barnets trivsel.
• Vanskeligheder i forbindelse med at have barnet tæt på.
• Vrede imod barnet, manden eller sig selv.
• Følelse af utilstrækkelighed.
• Besvær med at træffe beslutninger.
• Manglende koncentration.
• Besvær med at holde aftaler.
• Glemsomhed, forvirring.
• Mærkbar ændring af spisevaner (manglende appetit eller trøstespisning).
• Øget forbrug af alkohol eller medicin.
• Angst.
• Skyldfølelse.
• Frygt for at være alene.
• Manglende interesse i ting, som ellers har været glædesfyldte.
• Angst for at komme ud af kontrol.
• Følelse af at være fanget i en fælde og gerne ville gå fra det hele.
• Følelse af håbløshed.
• Træthed og udmattethed.

Væsentligt er her, at de pårørende vægter, om reaktionerne er opstået i relation til forældreskabet - og er den, der har reaktionerne kommet for meget ud af balance til den ene eller anden side.

Lidt om angstreaktioner

Hos nogle kvinder er depressionen den mest fremtrædende, hos andre er det angsten. Nogle kvinder har ikke før i deres liv haft tilsvarende reaktioner, andre kender til angsten, før de bliver gravide. Ofte er det sådan, at angsten har ligget indeni, og nu bryder den så ud i lys lue.

Det er som om, moderskabet medfører en overfølsomhed overfor kropsreaktioner, tanker og følelser. Det er min erfaring, at angstreaktionerne hænger sammen med, at vi kommer i kontakt med sårbarheden i tilværelsen: Det lille barn er sårbart (der må ikke ske barnet noget), vi er selv sårbare (der må ikke ske os noget, så barnet mister os).

Det kan så let gå forfærdelig galt, og det må bare ikke ske. Så i en eller anden grad hører det med til forældreskabet at være bekymret. Men hvis angsten overskygger andet i tilværelsen og bliver en belastning, som tærer på ressourcerne, er der behov for hjælp.

Fysiske forstyrrelser kan være:

• Problemer med amningen.
• Hovedpine, mavepine, svimmelhed eller muskelsmerter.
• Nervøsitet, rysten på hænderne.
• Fornemmelse af at være forplumret (gå i en osteklokke).
• Hjertebanken.
• Hedeture.
• Smerter i brystkassen.
• Fornemmelse af jernring omkring hovedet.
• Fornemmelse af klump i halsen.
• Åndedrætsforstyrrelser.
• Panikanfald.
• Manglende sexlyst.

De fysiske reaktioner kan handle om angst for at fejle en alvorlig sygdom som f.eks. kræft (hyppigst i hjernen eller i lungerne), AIDS, sclerose eller anden dødelig sygdom. Der kan være besvimelsesfornemmelser, hypersensibilitet overfor lyde og synspåvirkninger som f.eks. forvrængede farveopfattelser eller flimren for øjnene.

Der kan opstå angst som følge af, at der kommer nogle fysiske reaktioner fra kroppen, som er ukendte. F.eks. pludselig hjertebanken, fornemmelser af trykken fra hovedet, varme- og kuldegennemstrømninger - især i den øverste del af kroppen. Reaktionerne tolkes af kvinden som tegn på en alvorlig sygdom, hvorfor hun ofte søger læge.

Et tegn på, at kvinden har denne reaktion, er hendes store bekymring for, om barnet fejler et eller andet, eller for om det tager nok næring til sig.
Bekymringen kan forstås som en projektion - dvs. hendes egne sensationer overføres til barnet. Hun er som regel ikke bevidst om, at det kan handle om en dybere bekymring hos hende selv.En kvinde, som har en efterfødselsreaktion, vil sædvanligvis opleve flere af de ovenfor nævnte symptomer i mild eller svær grad. Hun kan have "gode" dage eller "dårlige" dage. Ikke to kvinder oplever efterfødselsreaktionerne på samme måde, men symptomerne kan være yderst pinefulde og forårsager ofte skamfuldhed, skyldfølelse og isolation.

Vi plejer at sige, at hvis fire eller flere af ovenstående symptomer er til stede hver dag i mindst 14 dage foruden en sindstilstand præget af depression, angst eller irritabilitet, kan vi definere tilstanden som en efterfødselsreaktion.

Hvor mange får en efterfødselsreaktion?

For at den kvinde, som kommer til mig, ikke skal tro, at hun er den eneste i verden, der har det sådan, at alle andre kvinder klarer det godt, fortæller jeg hende, at forskning i udlandet (Norge, Sverige, England, USA) viser, at mellem hver 3. og hver 4. kvinder får en reaktion udover 14 dage.

Moderskabet forventes at være en vidunderlig tid. Hvis den enkelte kvinde ikke oplever tiden efter fødslen som lykkelig, føler hun, at det er hende, der er noget galt med.

En af grundene til at kvinden ikke fortæller om, at hun har det dårligt er, at hun er bange for, at barnet bliver fjernet, hvis det bliver opdaget, hvor slemt hun i virkeligheden har det.

Hvornår starter en efterfødselsreaktion?

En efterfødselsreaktion starter sædvanligvis mellem 3 og 6 måneder efter fødslen. Men det kan variere fra få dage efter fødslen til op til to år efter. Når det hyppigst er mellem 3 og 6 måneder, hænger det sammen med, at på det tidspunkt begynder ressourcerne at slippe op. Det har måske knebet med nattesøvnen i nogen tid, barnet kan have kolik, eller det hele begynder at køre mere og mere skævt. Nyhedens interesse er gået over, og kvinden efterlyser sit eget gamle jeg. Hun begynder måske at føle sig mere og mere isoleret, hvilket ofte er meget reelt.

En efterfødselsreaktion starter ikke pludseligt. Den udvikler sig gradvist alt efter, hvor belastende de ydre omstændigheder føles for kvinden.

Hvor længe varer den?

En efterfødselsreaktion kan vare fra 14 dage og op til 2 år. I enkelte undersøgelser nævnes op til 4 år. Jo hurtigere man får hjælp, jo hurtigere kan der komme en bedring.

Den største trøst er vel nok, at den går over. Bedringen sker efterhånden som barnet bliver ældre, og kvinden selv fjerner sig fra de påvirkninger, der kommer af at være tæt på et spædbarn. Efterhånden som det bliver tydeligere at få øje på barnets karakter, bliver det lettere at distancere sig psykisk fra egne problemområder fra denne tidlige udviklingsfase i éns eget liv.Hvor hurtigt kvinden kommer sig afhænger af, hvad problemet er. Er det ydre faktorer, der skal/kan ændres på (økonomi, isolation, et anstrengt forhold til partneren, egne forældre eller svigerforældre), eller er det problemer i éns egen spædbarnsperiode eller tidlige barndom? Det kan f.eks. være tidligt oplevet ensomhedsfølelse (hvis kvinden tidligt i barndommen har været indlagt på hospital, eller hvis moderen ikke har været i stand til at tage sig af sit barns behov), angst for at dø (hvis man som barn har oplevet noget, der har været livstruende) eller afvisning fra egen mor (fornemmelser af at være uønsket).

Hvem får en efterfødselsreaktion?

Det er vanskeligt at sige ret meget om dette spørgsmål. Mange undersøgelser peger på to væsentlige faktorer:

1. Hvis kvinden har et dårligt/anstrengt forhold til egen mor eller
2. hvis hun er perfektionistisk med sig selv, har høje krav til egen formåen.

Hvis kvinden har et dårligt forhold til sin mor, kan det vise sig som disse udsagn: "Jeg vil i hvert fald ikke ligne min mor!" Eller: "Mit barn skal ikke udsættes for det, jeg blev udsat for af min mor". Spædbarnet kommer på en måde til at minde kvinden om ubehagelige oplevelser fra de tidlige faser i hendes eget liv.Hvis mor/datter-forholdet er anstrengt, kan det være vanskeligt at bruge egen mor som model for den adfærd, kvinden nu skal til at håndtere. Hun kan få en fornemmelse af, at hun skal til at opfinde alting på egen hånd, og det skaber usikkerhed.Hvis kvinden er perfektionistisk med sig selv og det, hun omgiver sig med, har det sædvanligvis også forbindelse med forholdet til moderen.
Det kan forholde sig sådan, at kvinden i sin opvækst har været over-opmærksom på, hvad der skulle til for at opnå mors (eller fars) kærlighed. Ofte er det sådan, at hun meget tidligt i sit liv har opdaget, at hvis hun var dygtig, gjorde de "rigtige" ting i forhold til, hvad hun fornemmede, at mor satte pris på, fik hun i nogen grad opmærksomhed eller kærlighed.

Ved således at være særlig opmærksom på andres ønsker, har hun måske glemt, hvad hendes egne behov var. Og ved at blive ved med at gøre ting for andre, opføre sig som hun tror, at andre forventer, skruer hun sine egne præstationer op i den evige jagt på kærlighed og accept. Hver gang hun gør det, får hun lidt - men sjældent den ægte vare. Det får hende til at blive ved med at præstere. Resultatet kan blive høj uddannelse og materiel velstand. Bivirkningerne kan blive ensomhedsfølelse og lavt selvværd.Kvinder, der før har haft en depression, og dem, der tidligere har haft alvorlige psykiske problemer, er ligeledes i risikogruppen. Stressende begivenheder lige op til fødslen kan også være belastende faktorer: Hvis kvinden f.eks. har mistet en nær pårørende, hvis der har været/er alvorlig sygdom i familien, eller hvis hun er flyttet til en ny by og som følge heraf ikke har nået at få opbygget et socialt netværk.
Hvis partneren ikke er støttende, er hun også i risiko.

Hvilke konsekvenser får det for parret?

Vi har ingen statistikker, som viser, hvor mange par der går fra hinanden som følge af en belastende efterfødselsreaktion, men vi har nogle erfaringer, som peger på, at det er en meget stor belastning for parforholdet, når den ene får alvorlige psykiske problemer.

Flere af mine klienter har været på kanten af skilsmisse, en del er blevet skilt eller er flyttet hver for sig for en periode. Det er også lykkedes at få parforhold til at udvikle sig, således at der er kommet ny forståelse og nye måder at håndtere problemer på.

Hvilke konsekvenser får det for barnet?

En deprimeret mor føler ikke altid særlig meget for sit barn og føler sig skyldig over ikke at have flere følelser. Mange af de kvinder, der misbruger børn eller er voldelige overfor dem, har været depressive i efterfødselsforløbet. Børn af depressive mødre er i risiko for at få forskellige problemer, f.eks. følelsesmæssige forstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, hyperaktivitet og indlæringsvanskeligheder. Specielt drengebørn kan være udsatte.

Kommer en efterfødselsreaktion igen ved en ny fødsel?

Ubearbejdet er der ca. 50% risiko for, at en ny episode vil dukke op ved en efterfølgende fødsel.

Derfor er det anbefalelsesværdigt at få klarlagt, hvad der gik galt første gang. Det vigtigste er at huske på, hvilke belastninger der var tale om sidste gang og dernæst at arbejde på at mindske dem.

Hvorfor sker det?

Det er karakteristisk for de fleste forskningsrapporter, at der ikke er klarhed over, hvad årsagen er. Der er ingen tvivl om, at efterfødselsreaktioner opstår som resultat af flere forskellige indefra og udefra kommende faktorer. Mange forskere er enige om, at det er en kombination af hormonelle, biokemiske, psykosociale og omgivelsesmæssige påvirkninger. For hver enkelt kvinde er kombinationen af faktorer speciel, for ikke to kvinder har samme biologiske struktur eller livsoplevelser. Hvad er årsag, og hvad er virkning?

Nogle af de faktorer, som indgår, er:

• Familiær disposition for psykisk sygdom.
• Komplikationer ved fødslen.
• Det dramatiske fald i hormonniveauerne efter fødslen.
• Et "vanskeligt" barn.
• Stress.
• Manglende nattesøvn.
• Forkert ernæring.
• Ægteskabelige konflikter.
• Det drastiske rolleskift, der kan være fra udadvendt erhvervsaktiv til hjemmegående husmor.
• Manglende følelsesmæssig støtte - f.eks. hvis partneren eller nære pårørende bagatelliserer reaktionerne og beder kvinden om at "tage sig sammen".
• At få barn i håb om at kunne redde et skrantende parforhold.

Det har ikke været muligt at påvise en sammenhæng mellem efterfødselsreaktion og mange/få støttepersoner i det sociale netværk, om kvinden er enlig mor, fattig, ung eller relativt "gammel" eller om hun er førstegangsfødende eller ej.Hvis en kvinde på nogen måde har svagheder på det tankemæssige, følelsesmæssige eller fysiske plan, kan hun være sikker på, at det kan være akilleshælen efter fødslen. Mange af de svagheder, vi har i vores personlighed, kommer til udtryk i en stress-situation. Tiden efter fødslen er for nogle mennesker absolut en stress-situation. Kvinder, som kan have tendens til depression før de bliver gravide, kan blive særligt depressive efter fødslen, mens perfektionistiske kvinder kan udvikle tvangsneuroser.

Kvinden kan ikke gøre for, at hun reagere, som hun gør - ligeså lidt som man kan gøre for, at man får en virus-infektion.Nogle mener, at det vestlige samfund medvirker til, at der bliver flere efterfødselsreaktioner, fordi fødslerne er blevet hospitaliseret, kvinderne mangler støtten i familien, således at de ikke bliver aflastede og får tid til at hvile. Andre påpeger, at Hippocrates beskrev depression i forbindelse med fødsler for et par tusind år siden i Grækenland og nye undersøgelser fra Afrika viser, at efterfødselsreaktioner er lige så hyppige dér, som i den vestlige verden.

Kan fædre få en efterfødselsreaktion?

Ca. hver 8. far får en efterfødselsreaktion. De oplever ofte, at der kommer uventede fysiske og følelsesmæssige udfordringer ved at få et barn. Selvom manden ikke har følt graviditeten på sin krop, oplever han også en form for udmattelse i de skift, der kommer i de daglige rutiner: afbrudt søvn, øget økonomisk ansvarlighed og bekymring over sin partners følelsesmæssige og fysiske behov. Både fædre og mødre kan føle sig skyldige og skuffede, hvis de ikke fuldt ud er i stand til at nyde denne periode.

Heldigvis er der en tendens til, at mænd deltager meget mere i samværet med det lille nye barn, men desværre kan en bivirkning være, at også de reagerer med psykiske eller fysiske symptomer af samme grund som kvinderne gør. Barnet reaktiverer erindringsspor hos manden også, ligesom det i øvrigt også kan ske for en adoptivmor. Situationen er her om ikke endnu mere vanskelig, da hun jo så brændende har ønsket sig et barn og derfor "burde være" lykkelig, når adoptionen endelig er lykkedes.

Forebyggelse

Det er vanskeligt at forebygge efterfødselsreaktioner, da de er så svære at forudsige. Oplysning om de sociale, følelsesmæssige og fysiske ændringer, som sker i forbindelse med fødslen og den første tid med barnet, burde være en selvfølgelighed.

Hvis kvinden eller manden har fået en reaktion ved første barns fødsel, vil det være vældig hensigtsmæssigt at få det udredt før næste barns fødsel.

Terapi

Kvinder med efterfødselsreaktioner tror ofte, at de reaktioner, de har, hører med til det at få barn. Eller de føler sig skamfulde og frygter, at de ikke er "normale" og vil blive stemplet som dårlige mødre. Derfor er de tilbageholdende med at søge hjælp.

Selv i de mest belastende situationer kan kvinden oftest komme sig fuldstændig indenfor nogle måneder, hvis hun får professionel behandling og tilstrækkelig støtte af sin nærmeste familie.

Individuel psykoterapi, familieterapi, afspænding, og evt. medicinsk behandling og vejledning i håndtering af barnet kan være muligheder.

Specialgrupper for kvinder med psykiske problemer i relation til fødslen er især at anbefale, da samværet med andre "i samme båd" kan hindre isolationen og afdramatisere problemerne.

Vigtige problemområder

Behandling af efterfødselsreaktioner kan være forskellig alt efter, hvor alvorlige symptomerne er.

Terapien bør tage udgangspunkt i kvindens nuværende situation, hendes symptomer, problemområder og handlingsmuligheder. Det er vigtigt at opstille realistiske mål og give følelsesmæssig støtte, og det er vigtigt at få genopbygget kvindens selvtillid og styrke. Fokus bør være på, hvordan kvinden føler sig som mor, hvordan hun forholder sig til sit barn, og hvordan hendes tilstand påvirker hendes forhold til partneren og den nærmeste familie.Kvinder med angstreaktioner kan have glæde af at lære håndtering af stress-faktorer samt afspændingsteknikker, mens andre har brug for at lære at sige fra og sætte grænser overfor venner, partneren og andre familiemedlemmer.

Som terapeut kan man være med til at afdramatisere ved at få kvinden til at præcisere, hvad hun er bange for. F. eks. er det ofte meget relevant at gennemgå et eventuelt traumatisk fødselsforløb.

De depressive reaktioner handler ofte om følelsesmæssig fastlåsning, hjælpeløshed, lavt selvværd og en passiv forholden sig til livet. Mine erfaringer med at få ændret på denne tilstand er at arbejde udfra forestillingen om, at "elastikken skal udvides". På alle planer. Det betyder at tænke modsat - forestille sig, at man tillader sig selv at gå i den anden grøft. Kvinden trænes i at få øje på egne behov. Herefter opmuntres hun til ganske langsomt at begynde at handle.

Udover terapi kan nogle kvinder med depression have brug for antidepressiv medicin i en periode.Når det handler om fysiske reaktioner, må man som terapeut først og fremmest sikre sig, at der ikke er tale om en fysisk sygdom eller mangel. Hvis kvinden ikke allerede har været hos egen læge, opfordrer jeg altid til at få undersøgt symptomerne.

De fysiske reaktioner, som hun enten mærker hos sig selv, eller tror at barnet har, er ofte genaktivering af gamle fysiske traumer, som kan ligge meget langt tilbage i hendes udviklingshistorie. Sensationerne er kroppens alarmklokker. Både krop og psyke reagerer automatisk, som om der er fare på færde, og frygt for at der vil ske nogle forfærdelige ting.

Nogle af de oplevelser, jeg har været ude for hos mine klienter, har været fysiske traumer ved fødslen (som i øvrigt af mange beskrives med ordet "tortur"), operationer eller nær-døds-oplevelser (f.eks. i forbindelse med drukning). Hændelserne kan ligge langt tilbage i klientens historie.Det kan være meget relevant at tilbyde parterapi, hvis problemerne opstår i denne relation. Kvindens forhold til sin partner ser ud til at være et centralt område, som er medbestemmende for, om hendes balance genvindes hurtigt eller langsomt.

På GAIA-Instituttet har vi gode erfaringer med terapigrupper for kvinder med efterfødselsreaktioner, hvor der er mulighed for at mødes med andre i samme situation, og hvor man kan dele erfaringer og få bearbejdet forskellige problemstillinger.

Det, som mange kvinder har givet udtryk for, at de lærer - enten gennem individuel terapi eller i grupperne - er, at de bliver mere tilgivende overfor sig selv, mere fleksible og bedre i stand til at nyde barnet, og det kaotiske i at have et barn. Hun får indsigt i, hvordan hendes egen livshistorie hænger sammen med de symptomer, hun oplever, og denne indsigt igangsætter en helt ny udviklingsproces.

Alt afhængigt af hvordan man hjælper kvinden og hendes familie, har begivenhederne betydning for resten af hendes liv.

Konklusion

Der er så mange ting, som har indflydelse på, hvordan vi oplever det at få barn. Udefra f.eks.: Vores kultur, religion, samfundsvilkår og økonomi. På det nære plan: uddannelsesmæssige baggrund, familiemæssige vilkår, vores livssituation og erfaringer.Og hvad skal det så gøre godt for, når vi måske reagerer med en efterfødselsreaktion?Min filosofi er, at naturen er så viseligt indrettet, at den giver os en ny chance. Vi får nu en enestående mulighed for at repetere vores egen spædbarnstid og tidlige barndom og udbedre de skader, som er sket engang. Det er da genialt!

At det gør ondt og er noget bøvl er en anden sag. Men vi får en mulighed for at "genforhandle traumet", som Peter Levine (2001) taler om. Nu er det mig, der er den voksne og kan give mit barn det, som jeg ikke selv fik.

Hvis man ikke er bevidst om det, ligger der selvfølgelig her en fare for, at man går i den modsatte grøft, og forkæler sit barn eller ikke sætter grænser, hvilket kan være ligeså uhensigtsmæssigt.

Hvis man er bevidst og kobler denne bevidsthed sammen med viden om, hvad spædbarnet er for en størrelse, har vi en mulighed for at skabe noget nyt og bedre for de små væsner, vi sætter i verden. Teoretisk set kunne det være med til at skabe bedre betingelser for mennesker.

Noget af den viden, jeg her taler om er, at den "kritiske" udviklingsperiode i menneskets liv (her hvor neuroser og psykisk sygdom har deres oprindelse) skal placeres i spædbarnsalderen frem for perioden i tre til fem år. Så hvis vi vil gøre os håb om at gøre verden til et bedre sted at være, er det nok en god idé at sørge for, at vores spædbørn får en så god start i livet som overhovedet muligt sammen med en psykisk og fysisk sund mor og far.

Så det vi kan gøre, er at gribe chancen for at få ryddet op i vores psykiske rygsæk - og det skal der ofte noget ekspertbistand til. Desværre er det dyrt, og vi kunne ønske os nogle økonomiske tilskud til noget så vigtigt som tidlig indsats for både mor og far med barnets tarv for øje. På den anden side er det måske også værd at gøre noget godt for os selv, som får langtidseffekt i form af personlig udvikling.

LitteraturhenvisningerAffonso, D.D. & George Domino: Postpartum Depression: A Review. Birth, Vol. 11:4 Winter, 1984.
Berggren, G.: Fødselsdepression - en beretning. Frydenlund 1992.
Brudal, L.F.: Fødselens psykologi. Ascheshoug 1983.
Chamberlain, D.: Babyer husker fødslen. Kreatik 1992.
Cox, J.L.: Postnatal Depression. Churchill Livingstone 1986.
Grof, S.: Den indre rejse 1 - 4. Borgen 1980ff.
Havneskjöld, L. & Motander, P.R.: Udviklingspsykologi. Hans Reitzels Forlag 1997.
Levine, P.: Væk tigeren. Borgens Forlag 2001.
Lindved, K.: Tudeturen. GAIA's Forlag 2001.
Lindved, K.: Fødselspsykoser. GAIA's Forlag 2002.
Lindved, K.: Mænds reaktioner på graviditet, fødsel og spædbarnstid. GAIA´s Forlag 1998.
Lindved, K.: Mor-barn-kontakten ved psykiske forstyrrelser - konsekvenser for barnet. GAIA´s Forlag 2003.
Stern, D.N.: Spædbarnets interpersonelle verden. Psykologisk bogklub 2000.
Stern, D.N.: Moderskabskonstellationen. Hans Reitzels Forlag 1997.

Kirsten Lindveds artikler kan bestilles gennem hjemmesiden: www.gaia-instituttet.dk eller på tlf.: 44 53 82 44.