Definition og årsager
Livmoderens inderste lag kaldes endometriet (livmoderslimhinden). Endometriet indeholder bl.a. kirtler, og er det lag, hvor det befrugtede æg sætter sig fast og udvikler sig til et foster. Endomtriet er meget påvirkeligt af de kvindelige kønshormoner og undergår cykliske forandringer, der følger kvindens menstruationscyklus. Det er dette lag, der går til grunde hver måned, når menstruationen begynder.
Hvis der findes endometrievæv andre steder end i livmoderens hulrum, hvor det hører hjemme, kaldes tilstanden endometriose. Den hyppigste placering af endometrievæv uden for livmoderen er på indersiden af det lille bækken (den nederste del af bughulen) og i vævet omkring livmoder og æggestokke. Ofte findes det også på indersiden af bughulen og i tarmenes ophæng. Sjældnere findes det i navlen, i arvæv på maven, i blæren eller enddog i lungerne.
Symptomerne ved endometriose skyldes den irriterende effekt, blod har på slimhinder.
Årsagen til, at der opstår endometrievæv uden for livmoderen, er ikke fuldstændigt kendt, men det menes at skyldes, at menstruationsblødninger kan passere til bughulen og det lille bækken via æggelederne. Dette menstruationsblod medfører endometrierester fra livmoderen, der herefter vokser sig fast på indersiden af bughulen.
Hvis endometrievævet findes inde i livmoderens muskellag, kaldes tilstanden adenomyose. I nogle tilfælde ophobes der størknet blod inde i livmodervæggen. Disse blodansamlinger kaldes populært 'chokoladecyster'.
Kun få procent af alle kvinder har så udpræget endometriose, at det er behandlingskrævende, men der er øjensynligt mere end 20% af alle kvinder, der har tilstanden. Kvinder, hvis mor eller søster har endometriose, har betydelig øget risiko for udvikling heraf. De fleste tilfælde forekommer i 30-45 års alderen.
Symptomer på endometriose
Det hyppigste symptom på endometriose er smerter ved menstruation (dysmenorré).
- Nogle kvinder har såkaldt dyb intern dyspareuni (smerter ved samleje, når penis er helt indført, men ikke ved indtrængning), som oftest er værst lige før menstruationen.
- Hos nogle er det første symptom pludseligt indsættende smerter, idet en 'chokoladecyste' revner.
- Hos andre er det eneste symptom, at kvinden har svært ved at blive gravid, da endometrievævet kan tillukke æggelederne.
Forholdsregler og diagnose
Diagnosen kan være svær at stille, men hviler overvejende på de oplysninger, kvinden giver om symptomerne. Derudover sikres diagnosen først ved visualisering af endometrievævet udenfor livmoderen, hvilket gøres ved en kikkertundersøgelse af bughulen.
Behandling af endometriose
Behandlingen af endometriose er enten medicinsk eller kirurgisk. Der er dog ingen af behandlingsformerne, der udskiller sig som den bedste, idet nogle ikke er specielt virksomme, mens andre har bivirkninger, som kvinden ikke tåler.
Medicinsk behandling af lette tilfælde af endometriose er almindelige P-piller. Herved mindsker man de naturlige forandringer, der normalt er i endometrievævet gennem en menstruationscyklus. Andre medikamina indeholder mandlige kønshormoner og er forholdsvis effektive, men bivirkningerne i form af acne, vægtøgning, hedeture og i sjældne tilfælde udvikling af dyb stemme, gør at kvinderne ofte vælger denne behandling fra.
Nogle hormoner kan inducere en kunstig, midlertidig menopause , men denne behandling kan ikke anvendes længe, pga. risiko for udvikling af osteoporose .
Behandling med gigtmedicin (NSAID) som naproxen eller ibuprofen har dels en smertestillende effekt, dels en blødningsreducerende effekt (og dermed færre smerter).
Kirurgisk behandling bygger på fjernelse af endometrievævet udenfor livmoderen. Dette kan være enten ved laser eller elektrisk afbrænding af de afficerede områder. Dette gøres i reglen ved hjælp af kikkert gennem væggen i bughulen. Ca. 70% af kvinderne oplever herefter bedring.
Hos kvinder, der ikke ønsker at blive gravide efterfølgende, kan valget blive at bortoperere æggestokke, æggeledere og livmoder.
Forløb og komplikationer
Normalt forsvinder symptomerne på endometriose ved overgangsalderen.
I nogle tilfælde bedres symptomerne ikke ved medicinsk behandling, og andet valg er derfor den kirurgiske. En del af de kvinder, der har fået lavet kirurgi, får recidiv af tilstanden, og resultatet af efterfølgende operationer er generelt dårligere. Gentagne operationer i bughulen giver også risiko for dannelse af arvæv, der binder til tarmene og dermed øger risikoen for andre mavegener som f.eks. tarmslyng.