Er det en forbrydelse at udvikle anoreksi? Artikel

Af: Lone Møss, tidligere Formand for Anoreksiforeningen.

JA - hvis man skal dømme udfra behandlingstilbudene er det endda en yderst alvorlig og kriminel handling ! (Det kriminelle må da være, at man kan tage livet af sig selv).

Jeg har idag besøgt en pige på 19 år, der er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling på grund af anoreksi. Pigen blev tvangsindlagt for en måned siden. Hun blev indlagt af egen læge grundet sin meget lave vægt og afhentet af politiet. Det i sig selv er en meget voldsom oplevelse.

Jeg har haft telefonkontakt til hende i denne periode og har tydeligt mærket at hun psykisk er blevet dårligere og dårligere. Til trods for at hun blev indlagt mod sin vilje var hun den første uge yderst positiv og ved godt mod. Det er hun IKKE længere. Idag var den første gang jeg besøgte hende, og jeg sidder med en dyb undren over hvilke forhold denne unge pige og mange andre er indlagt under !

Det burde ikke komme bag på mig, for det er jo det jeg har set, hørt om og selv oplevet gennem de sidste 35 år. Men jeg bliver stadig ked af det over at vores såkaldte velfærdssamfund vil være bekendt at byde nogen dét, jeg mødte i dag ! VI SKRIVER ALTSÅ 1999.

I de sidste 14 dage har denne unge pige (og husk at dette ikke er et enkeltstående tilfælde. Jeg kender til mange lignende beretninger, og det er fra det virkelige liv) været isoleret på en enestue med konstant overvågning af en fast vagt. Alt bliver observeret, selv toiletbesøg er med ledsager.

Hun har stærkt begrænsede besøgstider, må ryge på aftalte tidspunkter, og i øvrigt intet foretage sig, og i øvrigt intet foretage sig uden at sidde på sin seng og glo ind i den mest grå og deprimerende væg, jeg mindes at have set.

Har man set TV udsendelser fra Vestre fængsel bliver man misundelig på de indsattes celler sammenlignet med denne sygestue. Der var trangt og indelukket, væggene var snavsede og der var absolut intet der kunne gøre en lidt glad.

I al den tid hun har været indlagt, har hun ikke været ude i den friske luft ét eneste øjeblik, selv i disse vidunderlige skønne sensommerdage hvor de fleste andre søger de sidste solstråler i visheden om, at nu kommer den mørke tid snart.

Pigen er forbudt adgang fordi man bruger kalorier på at gå en lille tur ! Ingen tænker åbenbart hvor megen livsenergi det kunne give at få lov at sidde og blive varmet og næret af solen.

"Behandlingen" - eller straffen er vel et mere rammende ord - består i at spise 6 nøje afmålte måltider om dagen - strengt overvåget af vagten og så forhåbentlig tage nogle kilo på.

Jeg har fuldt forståelse for at pigen skal tage på, for hun er meget undervægtig, men med mit årelange kundskab til anoreksi og spiseforstyrrelser er hun ikke livsstruende tynd, og jeg ser absolut ingen grund til en så restriktiv og ydmygende behandling.

I den afmålte besøgstid var den faste vagt til stede og på en forespørgsel om hvorfor vi ikke måtte være alene var svaret: "Besøgende havde haft mad og drikke med som pigen havde spist/drukket. Det måtte hun ikke fordi personalet så ikke kunne have kontrol med hvor meget hun indtog".

Det virker fuldkommen grotesk, når det eneste der skal til, for at hun bliver udskrevet er at hun tager på ??? Tilsyneladende er det stadig ikke gået op for mange behandlere, at spiseforstyrrelser handler ikke om mad, men om følelser, at spiseforstyrrelsen bliver et "dække" for bagvedliggende dybere følelsesmæssige problemer ?

Når "Jeppe drikker" er ingen i tvivl om at det skyldes problemer der er svære at håndtere og de bliver druknet i alkoholen.

Når nogen vælger at bruge maden som bedøvelsesmiddel nytter det ikke kun at tage hånd om symptomet, i dette tilfælde den synligt afmagrede krop. Lige så vigtigt er det, at finde ind til den egentlige grund til at nogen tyr til et madmisbrug. Det er en måde at udsulte sine følelser og problemer på, eller dem i meget mad.

Hvis ikke det etablerede behandlingsvæsen har bedre tilbud til en person med anoreksi og andre spiseforstyrrelser forstår jeg godt, at selvmordsprocenten blandt personer der lider af spiseforstyrrelser er uhyggeligt høj. Det er tal og statestikker som det danske samfund bestemt ikke kan være stolte af.

Hvordan få livsappetit - og lyst til livet i dette "isolationsfængsel". En indsat i et fængsel kommer dog på gårdtur mindst én gang om dagen.

Spiseforstyrrelser handler ikke om mangel på appetit på mad, men manglende appetit på LIVET.

Jeg synes vores sundhedsvæsen skal skamme sig over de forhold de byder psykisk syge at leve under - hvordan kan man dog blive "rask" eller i det mindste få forbedret livskvalitet i sådanne omgivelser.

Jeg forstår det ikke !