Nykturi og natlig vandlanding
Nykturi defineres som det at vågne om natten for at lade vandet. Tilstanden må ikke forveksles med vandladning i sengen, mens man sover.
Natlig vandladning er den hyppigste årsag til, at man vågner om natten. På disse sider omtales nykturi som natlig vandladning.
Det nytter at gøre noget!
Flere undersøgelser har vist, at man kan forebygge vandladningsproblemer med få og enkle midler, fx bækkenbundstræning, ændrede drikke- og vandladningsvaner eller medicin. Omkring 60 – 70 % kan enten få mindsket eller slippe af med deres vandladningsproblemer.
En undersøgelse foretaget af fysioterapeut Laila Ravnkilde Marlet i Odense Kommune tyder på, at bækkenbundstræning og blæretræning kan være med til at nedsætte antallet af natlige toiletbesøg tilsyneladende uden øget brug af medicin
Hvor ofte forekommer natlig vandladning?
Jo ældre man bliver, des flere gange skal man på toilettet om natten. Man regner med, at omkring 50 % af alle midaldrende skal på toilettet mindst én gang om natten. Hos 85-årige er andelen steget til 90 %.
Hvad gør blæren?
Blæren opsamler den urin, som dannes i nyrerne. Normalt er blæren stor nok til at rumme den mængde urin, som dannes i løbet af natten. Det kan typisk dreje sig om 1/2liter.
Yngre personer kan ofte uden problemer rumme denne mængde urin, som tisses ud om morgenen. Det er almindeligt, at yngre sover igennem uden behov for at lade vandet i løbet af natten.
Undtaget herfra er særlige situationer, såsom hvis du drikker store mængder væske, umiddelbart inden du går i seng, eller hvis du har drukket alkohol som fx øl. Efter 40–50 års alderen begynder man at gå på toilettet en enkelt gang i løbet af natten. For nogle bliver det en vane – en unødvendig vane.
Hvor lang er natten?
Normalt definerer man natten som den tid, hvor man sover om natten. Behovet for at sove falder med alderen. Midaldrende (45–55 år) sover almindeligvis 6–8 timer. Personer over 90 år sover derimod kun 6–7 timer. Når du skal tælle, hvor mange gange du almindeligvis skal lade vandet om natten, er det vigtigt at du finder ud af, hvor mange timer natten er for dig!