Det spæde barns kranie er ikke helt sammenvokset, og du vil kunne mærke, at knoglerne flere steder på hovedet er adskilte. Det tydeligste sted er "den bløde plet" lige på issen. Har barnet ingen eller kun lidt hårvækst, vil du kunne se fontanellen bevæge sig op og ned, det er barnets pulsslag, du kan se.
Det er hensigtsmæssigt, at kraniet kan give sig, dels fordi det kan klemmes sammen under fødslen, så hovedet lettere kan komme gennem fødselsvejen, og dels fordi det giver plads til, at hjernen kan vokse.
Over fontanellen er der en tyk, stærk bindevævshinde, så det er ikke spor farligt at røre ved den bløde plet. Du kan roligt gnubbe den godt med et håndklæde efter bad og ligeledes frisere barnet med en kam.
Fontanellen på issen lukker, når barnet er omkring 11/2 år, de øvrige sammenføjninger lukker tidligere.
Hvis barnet er sygt med feber eller opkastninger og diarré, kan det komme i underskud med væske, og fontanellen vil da blive indsunken og bule nedad. Det er da vigtigt, at barnet får noget at drikke.
Fontanellen kan være ganske lidt indsunken, lige inden barnet skal have et måltid. Det er helt uden betydning.
Fontanelle Artikel
Fontaneller er de steder på et spædbarns kranium, som endnu ikke er blevet til knoglevæv. Ved fødslen har et barn seks af disse bløde områder bestående af tæt bindevæv.