For tidlig afgang af fostervandet (Præterm vandafgang) Artikel

For tidlig vandafgang er en tilstand under graviditet, hvor fosterhinderne brister for tidligt, dvs. før udgangen af den 37. uge. Fødes barnet før dette tidspunkt, er det pr. definition for tidligt født.

Årsagen til for tidlig vandafgang er ofte ukendt, men blandt de kendte årsager hører:

Symptomet er, som tilstanden beskriver det, "afgang af fostervand før termin". I reglen kommer der først en stor mængde væske, hvilket efterfølges af en mindre siven af væske.

Hvis man oplever for tidlig afgang af fostervand, skal man søge læge. Diagnosen stilles på kvindens fortælling om den pludselige afgang af store mængder vand.

Om der skal laves gynækologisk undersøgelse er omdiskuteret, da det kan øge risikoen for infektion. Omvendt er der risiko for navlesnorsfremfald, som kan opdages ved undersøgelsen.

Navlesnorsfremfald er en tilstand, hvor barnets navlestreng passerer helt eller delvist gennem livmoderhalsen, hvor den afklemmes. Dette kan betyde, at blodforsyningen til fosteret kompromitteres, og kan være livsfarligt for barnet.
Man kan evt. udføre en ultralydsundersøgelse, hvilket vil vise, at der er mindre vand end normalt i livmoderen. Vigtigere informationer ved ultralyd omhandler barnets tilstand. Her kan ultralyd vise, om hjertet slår, og om der er blodgennemstrømning i navlesnoren.

En hyppigere undersøgelse og overvågning af fosteret, såfremt der er risiko for, at det er truet, er en kardiotokografi .

Der podes fra fostervandet, dvs. der tages en prøve fra til mikroskopi og dyrkning, således at kan man undersøge, om der har været tale om infektion.

Behandlingen afhænger af, om moderen er truet, og kan i så fald føre til akut kejsersnit. Er barnet dødt, eller har det svære misdannelser, er der ikke indikation for akut behandling, og der kan sættes en fødsel igang under rolige omstændigheder.

Fosterhinderne har til formål at opretholde et beskyttende miljø i livmoderen for barnet. Da disse er bristet, betyder det ikke kun, at der kommer vand ud, men også at der kan komme bakterier ind i livmoderen, og dermed føre til en infektion, der kan være livsfarlig for såvel moder som barn.

Derfor står overvejelserne mellem, om man skal forsøge at undgå at barnet fødes med risiko for infektion som følge, i forhold til at føde barnet, med de komplikationer, der måtte være, hvis det fødes for tidligt. Derfor vil man i reglen sætte fødslen igang, når barnet er 37 fulde uger. Indtil da kan kvinden behandles med binyrebarkhormon, der modner barnets lunger, samt evt. antibiotika, hvis man finder bestemte bakterier i vagina.

Det kan være nødvendigt at indlægge kvinden til observation, hvis der er risiko for, at hun føder for tidligt.

Stress og stort tobaksforbrug er sandsynligvis koblet til øget risiko for for tidlig afgang af fostervand.